Historieløse

I Venstres tid på undervisningsministerposten er der gang på gang sket store og omfattende centraliseringer. foto: per rasmussen
I Venstres tid på undervisningsministerposten er der gang på gang sket store og omfattende centraliseringer. foto: per rasmussen

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

En valgkamp er forbi, og en anden kan fortsætte med det ene overbud efter det andet.

Fortiden kan åbenbart ikke bruges til noget. Alt det, Venstre med Lars Løkke i spidsen har stået for som regering, kasseres for i højere grad at være i overensstemmelse med vælgerne.

Det kom så langt ud, at en SV-regering blev set som en mulighed, selvom han gik til valg på, at hans regering med de konservative og Liberal Alliance skulle fortsætte. Idéen blev hurtigt skudt ned, men afslørede, hvor lemfældig udtalelserne fra statsministeren er blevet.

At partierne afgiver løfter om at forbedre klimapolitikken, er fint. Alle partier ser nu ud til at mene, at der skal ske meget mere, selvom Socialdemokratiet ikke er alt for konkrete. Der skal yderligere pres til. Man skulle tro, at det var et af de løfter, der kunne komme noget ud af efter valget.

Selvom uddannelsesområdet er helt afgørende for mange unge mennesker og for vores fælles fremtid, så har det ikke spillet den store rolle i valgkampen. Men jeg har med glæde konstateret, at Socialdemokratiet agter at fjerne nogle af de penge, VLAK-regeringen har givet til privatskolerne.

Det er på tide, at fokus bliver på de offentlige skoler. Der, hvor de fleste børn går. Og hvis det betyder, at forældrene må betale noget mere for at svigte det offentlige skolevæsen, så ville det være rimeligt.

Mindre klare er alle udtalelserne om, at flere uddannelser skal anbringes rundt omkring i landet.

Er hukommelsen virkelig så kort?

I Venstres tid på undervisningsministerposten er der gang på gang sket store og omfattende centraliseringer.

Engang var lærerseminarier spredt ud over landet, f.eks. i Tønder, Sydfyn og i Vestjylland. Der var 29 lærerseminarier, nu er der vist kun 18? Mange blev lukket, fordi der var for få studerende, der søgte dem. Hvis det skal tages alvorligt med spredningen, hvad der kan være gode grunde til, så kræver det, at der bliver gjort noget for, at det er attraktivt både for studerende og lærere at søge disse steder.

Det kan nemt gøres ved at forbedre vilkårene – også økonomisk. I stedet blev de bare lukket, og så kan det nu tages op som den store nyhed.

I valgkampe går det stærkt, og de tidligere politiske handlinger fortrænges, så det ser ud, som om der nu virkelig er tale om at få uddannelserne spredt ud over landet. Men det holder næppe. Venstre-regeringer har med støtte fra andre partier også på dette område stået for en række centraliseringer.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer