HVOR ER GEVINSTEN

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

HVAD ENTEN man nu kan lide udtrykket udkantsdanmark eller ej, så er der alvorlige problemer, der skal løses. Problemer, der vokser, fordi politikere på rad og række på Christiansborg har valgt at centralisere og inddrage det, de mente var besparelses-gevinsterne. Resultatet var gang på gang kun besparelser, og det betød: Færre ansatte, færre hænder, mindre udvikling og fraflytning i stor stil – og ingen gevinster.

VÆRST ER DET gået i skatteministeriet, hvor mængden af besparelser har betydet mange milliarders tab for staten og en svigtende tillid til skattesystemet. Andre ministerier kan melde om det samme, dog ikke med så astronomiske tab som i Skat – og det løses ikke ved at tvinge nogle centrale enheder i ministerierne ud. Det løses nok heller ikke ved en kommissionsundersøgelse, men alligevel hilser jeg den velkommen, fordi den kan bidrage til, at den usunde politik med at inddrage besparelser i tillid til forkromede IT systemer, står for fald – næste opmærksomhedsområde bør være de store sygehuse.

PÅ ET TIDSPUNKT gik det hårdt ud over uddannelsesmulighederne i yderområderne.

Der var ingen grund til at opretholde et seminarium i Tønder i Sønder Jylland eller i Ranum i Vesthimmerlands kommune og andre steder spredt ud over landet. Det var svært at få unge fra byerne til at tage så langt væk, så de blev bare nedlagt. Når der ikke var studerende, var der heller ikke brug for en læreruddannelse. Nok en centralisering kunne finde sted, og i dag mangler det ene område efter det andet lærere, der er uddannet og må tage til takke med, hvad de kan få.

IGEN EN MEGET kortsynet politisk beslutning. Og igen uden at politikerne prøvede at finde ud af, hvordan det kunne gøres attraktivt for unge mennesker at tage til et udkantssted i Danmark. At det kan lade sig gøre, er Oure skolerne et levende bevis på, her er der masser af unge – 950 om året og 250 ansatte. Her er højskole, efterskole og kostgymnasium og tilbud om sejlads, havkajak, dans, musik og skuespil med meget, meget mere. Oure ligger på Sydfyn, og det ser ikke ud til at være nogen hindring, hvis tilbuddet er godt nok. Der er masser at lære her.

Undersøgelser i dag viser, at skoleeleverne klarer sig dårligst i de kommuner, hvor lærerne ikke har en læreruddannelse. Jeg behøver vist ikke at skrive, at det er i udkantskommunerne. Mens elever fra de nordkøbenhavnske kommuner får 8 i karaktergennemsnit, så får Lolland Falsters elever kun 5.6 i gennemsnit.

DER ER MED ANDRE ORD brug for læreruddannelser i yderområderne, nøjagtig ligesom det var hensigten i sin tid med at sprede seminarierne og dermed læreruddannelsen. Der er ingen, der siger, det skal gøres som dengang, der er nyere metoder, men at der skal tages fat, er der ingen tvivl om. Både SF og Socialdemokratiet har været inde på nødvendigheden af at sprede læreruddannelserne. 

Det er værd at følge op på – og lade sig inspirere af de steder, som Oure, hvor det er lykkedes at få unge mennesker til at flytte sig helt frivilligt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
17 kommentarer
Vis kommentarer