MERE GULD TIL DANMARK

Guldvinder Kenneth Toft-Hansen sammen assistent Christian Wellendorf og hjælper Rasmus Kofoed. FOTO: JEAN-PHILIPPE KSIAZEK/AFP/RITZAU SCANPI
Guldvinder Kenneth Toft-Hansen sammen assistent Christian Wellendorf og hjælper Rasmus Kofoed. FOTO: JEAN-PHILIPPE KSIAZEK/AFP/RITZAU SCANPI

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

FOR EN LILLE UGE siden vandt kokken Kenneth Toft-Hansen og dermed Danmark guld. Det kaldte nok ikke på lige så stor en interesse som håndboldens guld, men det var en stor og vigtig sejr for kokkefaget.

Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel deltog i Bocuse d’Or i Lyon, og sammen med ham var den helt unge kok Christian Wellendorf med som assistent. Christian fik en præmie for sig selv, fordi han var den bedste assistent af dem alle. For at øge vores chancer var den tidligere guldvinder Rasmus Kofoed med som hjælper. Det var et meget stærkt hold, som havde trænet hårdt i næsten to år, og det gav bonus.

DER SKER MEGET på madsiden i København, og det har heldigvis spredt sig til andre dele af Danmark. På mange måder var det Claus Meyer, der stod bag starten på det hele med idéen om det nordiske køkken. 

Det blev bygget op over flere år, og restauranten Noma er adskillige gange kåret som verdens bedste restaurant. Nu har vi også verdens bedste kok.

I LYON VAR DET tankevækkende, at nummer to på podiet var Sverige og nummer tre Norge. Tre nordiske lande i spidsen for verdens bedste gastronomi. 

I gamle dage var det kun Frankrig, der talte. Det var her, den bedste og fineste gastronomi fandtes. I dag er fornyelsen nordisk. Det har noget at gøre med et langt større fokus på grøntsagerne – at de enkelte produkter skal smage og virke i sig selv. En større og smukkere enkelthed, som man kan forvisse sig om, når man ser billeder af retterne.

DET ER IKKE mad, vi spiser til hverdag. De måltider, der produceres til Bocuse-konkurrencen, er kunstværker, men de deltagende kokke er også knyttet til restauranter, og de er med til at sprede viden om, hvad man kan med mad.

Guldvinderne Kenneth og Christian har trænet på Restaurationsskolen i Valby, hvor der går masser af unge mennesker, der uddanner sig. Mit håb er, at kokkene kan tjene som inspiration for netop disse unge mennesker, og at flere – også gerne kvinder – kunne have lyst til at gå i gang med en uddannelse som kok eller tjener. Det er imponerende, hvad Danmark her har kunnet præstere, så der er brug for nye og unge kræfter hele tiden.

BETYDER DET NOGET for Danmark med sådan en guldpræmie? Ja, det giver en ny og stærk identitet til landet, og det betyder noget for salget af danske varer og for gastronomiske turister, der lægger mange penge ved deres besøg. Vi kan roligt med guldvinderne være stolte og glæde os over deres resultat.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer