Politikere er nødvendige

Forsvarsminister Trine Bramsen passer sit arbejde, fastslår Ritt Bjerregaard. foto: Emil Helms/Ritzau
Forsvarsminister Trine Bramsen passer sit arbejde, fastslår Ritt Bjerregaard. foto: Emil Helms/Ritzau

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

Coronaen har grebet dybt ind i vores liv, og med Grønnegård-rapporten har vi fået indblik i, hvordan mange af de beslutninger, som vi skal rette os efter, er blevet truffet.

Sundhedsstyrelsen, som er lægernes domæne, havde ikke overblik over, hvad pandemien kunne komme til at betyde i Danmark. De var optaget af deres egen ekspertise. De måtte sættes til side af en handlekraftig statsminister. Det er de fleste i dag nok glade for, og det er det, vi har politikere til.

Men sundhedsstyrelsen er ikke den eneste styrelse, der har haft problemer.

Sagen med minkene afslørede, at Fødevarestyrelsen ikke havde passet deres arbejde. Det røg der en minister på. Departementschefen sagde i sin afskedstale til den fyrede minister, at de nok ikke havde serviceret ham godt nok. Det havde han helt ret i, men hvad skete der så med ham? Blev han ligesom ministeren fyret? Nej han fik en anden departementschefstilling.

Det var ikke overraskende, at det netop var i denne styrelse, der opstod problemer, for hele fødevareområdet rummer konflikter, fordi landbruget har så stor indflydelse. Lige nu viser det sig i forhandlingerne om landbrugets bidrag til en klimaløsning. Her får ministeren og regeringen sin sag for. Også her skal der skæres igennem af politikere.

Værst har det stået til i forsvarsministeriet, hvor forsvarsminister Trine Bramsen har arvet den ene elendige sag efter den anden. Hun har fået ryddet op i meget, men er nu havnet i, at ministeriets selvforståelse ikke hænger sammen med de mange skandalesager.

Lige nu er de sandelig ikke en styrelse, når de har med krudt og kugler at gøre. Beskyldningerne hagler ned over ministeren, der ikke har forstået noget som helst, når hun kan sige, at en forsvarschef også er en styrelseschef.

Ud rykker den ene soldaterorganisation efter den anden. De har ikke tillid til ministeren! Hvad med tilliden til alle deres kolleger, der har lavet numre igennem mange år?

Hvad med lidt erkendelse af, at det er kulturen i forsvarsministeriet, den er gal med, altså dem selv? De er heldige, at de har fået en minister, der gør noget ved problemerne.

Oppositionen i Folketinget kan ikke finde på andet end at prøve at underkende forsvarsministeren og bede om samråd efter samråd. Det værste hykleri er, når den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen optræder forarget – det er i hans periode hele slendrianen har fundet sted, og nu fortsætter han med at støtte en kultur, der længe har trængt til at blive ændret.

Det er nok for meget at forvente, at der i styrelserne melder sig en erkendelse af, at fejlene ligger hos dem selv, og at ministre som Trine Bramsen heldigvis passer deres arbejde.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
28 kommentarer
Vis kommentarer