Politikerne bør gøre noget

Nanna Gotfredsen var rundt i kvarteret omkring Halmtorvet og Istedgade med en kaffevogn, når der var brug for det. Arkivfoto: Lasse Kofod/Ritzau Scanpix
Nanna Gotfredsen var rundt i kvarteret omkring Halmtorvet og Istedgade med en kaffevogn, når der var brug for det. Arkivfoto: Lasse Kofod/Ritzau Scanpix

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

 

GADEJURISTEN NANNA GOTFREDSEN husker jeg fra min tid som overborgmester i København.

Hun var en usædvanlig kvinde, der med juridisk baggrund hjalp mennesker, der ikke kunne komme igennem i det kommunale system og ikke kunne få de ydelser, de havde brug for – og ret til.

HUN KUNNE finde rundt i paragrafferne for dem, og hun tog kontant fat, når der opstod problemer. Og det gjorde der alt for tit. Det er klart, at der var mange i bureaukratiet, der så sig sure på hende, men det virkede ikke, som om hun tog sig af det.

HUN GIK RUNDT i kvarteret omkring Halmtorvet og Istedgade med en kaffevogn, når der var brug for det. Der var mange hjemløse, der kendte hende.

I min sidste erindringsbog, ’Ovenpå’, fortæller jeg om hende og den forskel, hun gjorde, og jeg fandt ud af, at hun også havde andre medarbejdere omkring sig, der hjalp. I bogen glæder jeg mig over, at hun stadig var der og også havde kræfter til at arbejde videre.

NU LÆSER JEG, at hun holder op – at hun i første omgang tog orlov. Det er til at forstå, hvis hun selv var kørt træt. Det sker jo for mange af de mennesker, der yder en indsats, hvor det statslige eller kommunale system ikke slår til. Det er altid meget arbejdsomt.

MEN DET SER ikke ud til at være historien. Derimod endnu en gang noget bureaukrati. Folk, der ikke er en del af den daglige indsats, men mener, at de ved bedre. Det gør de meget sjældent, men de har tit magt til at ødelægge det, andre har bygget op.

DET KAN VÆRE, jeg tager fejl, for jeg kender kun sagen fra lidt småartikler i dagbladene, men det er nok til, at jeg ønsker at råbe op.

Gadejuristen skal ikke lægges om til noget helt andet, men i høj grad fortsætte den vigtige indsats, som Nanna og hendes medarbejdere har ydet.

FORHÅBENTLIG ER DER politikere på rådhuset, der kan gribe ind og forhindre, at de forsvinder, og få sat de kræfter på plads, der er på vej til at ødelægge en væsentlig indsats. Måske har de ligefrem selv kræfter til at starte på en frisk? Deres indsats er nødvendig.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
52 kommentarer
Vis kommentarer