Rent vand er ikke en selvfølge

Tidligere på sommeren kom det frem, at der var fundet pesticider i HOFORs vandværker. Den sag diskuterede Ritt Bjerregaard og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. Producer: Martin Lorentsen

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

Der er stadig noget, der hedder gratis glæder. De viser sig tydeligt sådan en lækker og solrig sommer som i år. Det har noget at gøre med, at vi – hvis det er muligt – søger ud til strand og hav og fornøjer os med at gå i vandet. Vel at mærke rent og klart vand. Det er en gratis glæde.
Når den kolde hvidvin skal have selskab, er det rent, koldt vand, der skal drikkes. Vand, der kommer lige ud af hanen.
For alle dem, der tilbringer sommeren under sydligere himmelstrøg, er det tydeligt et gode, for der er mange steder, hvor vi enten skal lade være med at drikke vandet fra hanen eller ikke har lyst til det, fordi det er fyldt med klor og derfor ikke smager godt.

Men det er ikke en selvfølge, at vi kan få rent drikkevand ud af vore haner.
Det rene vand hænger sammen med en fastlagt politik, som tit går på tværs af landbrugets interesser. De vil have lov til at bruge pesticider – gift kan vi også kalde det – ellers kan deres afgrøder ikke give stort nok udbytte, argumenterer de. Nogle af disse pesticider ender i grundvandet, og så kan det ikke mere bruges som drikkevand. Sidste sommer var der flere vandværker, der måtte lukke og sende besked ud til deres kunder om, at de skulle koge vandet, før de brugte det.

Nu viser det sig, at aftalen fra 2017 mellem DF, S, RV og regeringen om en pesticidstrategi ikke er holdbar, for eksperterne og embedsmændene anbefalede, at der skulle være sprøjteforbud ved alle vandboringerne. Der er 7000 drikkevandsboringer, og det er omkring dem, der burde være et forbud mod at sprøjte.
Den oplysning fik forligspartierne aldrig, så der kom ikke noget sprøjteforbud, på trods af at der nu findes giftrester i nogle vandboringer, som så må opgives. Mange af de pesticidrester der findes i dag stammer fra stoffer, der blev forbudt, men de er trængt ned i grundvandet og kan altså ødelægge det rene vand, sådan som en række vandværker allerede har oplevet det.

Det gælder altså om at passe på lige nu, så også kommende generationer kan få rent drikkevand fra hanen.
Det var den tidligere fødevare- og miljøminister, der ikke sørgede for, at forligspartierne fik besked, så det skal blive spændende at se, om den nye, Jakob Ellemann-Jensen, har kræfter til at gå op mod landbruget og sikre os allesammen rent vand lige ud af hanen.
Det er ikke nok med smukke ord og falbelader, der skal en ændret politik til.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen