Salg af værdier

Ørsted-direktør Henrik Poulsen kan måske se frem til at få en ekstra sjat oveni sin i forvejen imponerende hyre. Foto: Jens Dresling
Ørsted-direktør Henrik Poulsen kan måske se frem til at få en ekstra sjat oveni sin i forvejen imponerende hyre. Foto: Jens Dresling

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

SELVOM DONG nu hedder Ørsted, så tyder meget på, at de ikke har lært af historien. De må have været klar over, at DONG ikke var et godt navn hos forbrugerne efter salget, som bl.a betød, at kapitalfonden Goldman Sachs fik en stor andel, som de allerede har solgt med en pæn fortjeneste. Et nyt navn skulle gerne skjule den sag, der med god grund ophidsede mange forbrugere, nemlig salget af DONG.

DER ER IGEN TALE om salg – ikke fra DONG, der er forsvundet, nu hedder det bare Ørsted. Denne gang er det el-distributions-systemet Radius, der dækker dele af København, Nordsjælland og lidt af Midtsjælland, der er udbudt til salg.

MÅSKE SKAL VI IGEN læse om, at det giver en klækkelig ekstra hyre til direktøren Henrik Poulsen.

Nok engang bør vi forbrugere spørge, om det er godt for os at vores forsyningsnet sælges til kapitalfonde eller andre private aktører, der selvfølgelig skal have forrentet deres investeringer?

HVILKE FORDELE SKULLE det give os, der modtager strømmen? Vi har da langt mere glæde af et forsyningssystem, der er forbrugerdrevet.

NOGLE AF DE FIRMAER, der byder ind på at købe Radius, er allerede i gang i Finland, og der er prisen på el steget, siden de tog over. Det er altså blevet dyrere for forbrugerne, og det har hverken vi eller finnerne nogen glæde af.

Måske er det godt for forretningen Ørsted, men jeg vil se resultater for os forbrugere, og det vil sige billigere elregninger for mig.

DET ER OVENIKØBET SÅDAN, at staten er hovedaktionær i Ørsted, og dermed kan stoppe salget eller blande sig i, hvem salget skal ske til. Selvom der er tale om et forlig med partier i Folketinget, der har været inddraget, så er det vel ikke udelukket, at i hvert fald SF og Socialdemokratiet har lært noget af salget af DONG.

FINANSMINISTER CHRISTIAN JENSEN vil helt bestemt diske op med alle mulige grunde til, at partierne ikke skal blande sig i salget, Men det bør de. Det er vel derfor, vi har politikere – og fra forskellige partier med forskellige interesser.

EL-NETTET PÅ SJÆLLAND, SEAS-NVE, synes at være interesseret i at købe Radius. Det kan se fornuftigt ud for forbrugerne, for derved forbliver nettet fortsat på offentlige hænder – og så er der ingen, der taber ansigt. Det er vel også værd at tænke på, at i en katastrofesituation kan det være afgørende for et land selv at kunne kontrollere sit el-fordelingssystem.

DET VILLE VÆRE en kæmpefordel, hvis skiftende regeringer ikke fortsat sælger ud af Danmarks forsyningsenheder.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
19 kommentarer
Vis kommentarer