Stort til lykke

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

Stort til lykke til Kristian Jensen og et endnu større til statsminister Mette Frederiksen, der har vovet at pille ved udenrigsministeriets monopol. Venstremanden Kristian Jensen er som politiker udpeget til i Udenrigsministeriet at arbejde for Danmarks plads i Sikkerhedsrådet. Udtrykket ambassadør er ikke blevet brugt om hans nye stilling, men ambassadør er han vel blevet?

Ikke siden Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2011 udpegede 6 fhv. politikere til eksportambassadører, hvor jeg var en af dem, er der regeringer, der har haft lyst til at udfordre udenrigsministeriets monopol. Da Helle Thorning Schmidt trådte til som statsminister, skyndte hun sig at nedlægge ordningen med eksportambassadørerne, selvom det var åbenlyst, at vi kunne noget andet og mere end det etablerede system.

Argumenterne imod kompetente politikere er blevet gentaget igen og igen, og ikke spor overraskende er tidligere udenrigsministre som Per Stig Møller og Mogens Lykketoft trådt frem som forsvarere af det eksisterende system i udenrigsministeriet. Det er kun her, den nødvendige ekspertise findes, hedder det sig. De akademiske fagforeninger er forventeligt helt på den samme linje.

At en tidligere departementschef Thomas Ahrenkiel, der skulle væk fra Forsvarsministeriet, var kvalificeret til at blive ambassadør i Tyskland, kaldte hverken på protester fra den ene eller den anden. Var der mon et opslag? Minksagen gjorde, at det aldrig blev til noget, men så var der en anden plads til ham i Udenrigsministeriet. Der blev simpelthen skabt en ny stilling. Han blev ”særlig repræsentant for nye trusler og teknologier”. Det foregik uden mange hævede øjenbryn, og det var småt med angivelse af de særlige kvalifikationer, som han skulle være i besiddelse af. Var der her et opslag?

Det er åbenbart meget svært at indse, at politikere som nu Kristian Jensen har nogle kvalifikationer, der kan bruges internationalt. Selvfølgelig giver hans CV og den omgangskreds han har skabt sig som politiker nogle muligheder, som Danmark kan have glæde af. Det har han klogt nok understreget overfor medierne.

Der er andre politikere end Kristian Jensen, der på samme måde kan bruges og besidder nogle kompetencer. Bare rolig med mine snart 80 år taler jeg ikke for min egen syge moster, men for en langt større åbenhed i det udenrigspolitiske synstem. Jeg håber at Mette Frederiksen har mod til at gå videre med en fornyelse, der er tiltrængt – også selvom mange af udenrigsministeriets embedsmænd underskrev en protest. Mette Frederiksen har selv oplevet et embedsapparat i justitsministeriet, der optrådte i sort sørgetøj, fordi der kom en ny departementschef, så den slag gør næppe og heldigvis ikke noget stort indtryk på hende..

 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
4 kommentarer
Vis kommentarer