Tid til forandring

Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, mener, at Danske Banks eget
sagførerfirma selv skal stå for at undersøge
bankens foreløbig seneste beskidte
affære. Foto: Mogens Flindt
Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, mener, at Danske Banks eget sagførerfirma selv skal stå for at undersøge bankens foreløbig seneste beskidte affære. Foto: Mogens Flindt

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

FOR HUNDREDE år siden foreslog en dengang berømt økonom, at alle banker skulle udstyres med et sørøverflag med dødningehoved og knogler over kors, så ingen kunne falde hen i den vildfarelse, at banker er de ædle samfundsstøtter, de altid prøvede at bilde naive kunder ind, at de er.

Det blev ikke til noget, så nu er den gal igen-igen-igen.

BANKER ER forretninger, der er sat i verden for at tjene penge til aktionærerne. Det er en ærlig sag. De har som alle andre forretninger selvfølgelig lov at reklamere for sig selv. Hvis de tror, det hjælper på indtjeningen at klæde sig ud i agtværdighed ligesom folkekirken og kongehuset, så værsgo, men de skal selvfølgelig overholde lovgivningen. Det gør de kun, hvis der er en rimelig stor risiko for, at deres snuskede forretninger bliver afsløret, og deres lovovertrædelser bliver retsforfulgt og straffet.

Selvfølgelig prøver bankfolk at tjene så mange penge, de kan slippe af sted med. Fristelsen til at lave numre og skære hjørner kan ingen af dem modstå, hvis det er for let at slippe ustraffet af sted med fiduserne.

Sådan har det været, så længe der har været banker. Senest har Danske Bank taget ved lære af Dansk Folkeparti, der svindlede med EU-midlerne, og som forsøgte at nøjes med ’frivilligt’ at betale nogle af pengene tilbage, da svindlen blev opdaget.

BESTYRELSESFORMANDEN og direktøren i Danske Bank er bare et nummer frækkere end Morten Messerschmidt og kompagni. Ikke alene vil de selv bestemme, hvor meget af den ulovlige fortjeneste Danske Bank skal af med, og hvem de synes, der har fortjent ’gaven’. Bestyrelsesformand Ole Andersen har ovenikøbet den frimodighed at føre sig frem med, at Danske Banks eget sagførerfirma nok skal undersøge dens foreløbig seneste beskidte affære.

DET, DER ER påfaldende ved Danske Banks senest afslørede fidus, er, at det er journalister ved Berlingeren og Ekstra Bladet, der har skullet påtage sig at binde bjælden om kattens hals. Finanstilsynet, der er sat i verden for at holde styr på bankernes kreativitet, er tydeligt nok blevet for sammenspist med dem, de skulle holde styr på. Forrige gang, Danske Banks ledelse havde lavet så mange numre, at hele virksomheden var ved at gå fallit og måtte reddes af lån fra staten, ligger jo kun ti år tilbage. Også den gang kom ulykkerne og letsindighederne bag på Finanstilsynet.

ER DET IKKE ved at være på tide, at politikerne – i det mindste dem fra Socialdemokratiet – tager sig sammen og bruger tid på at få bragt orden på roderiet i finanssektoren? Så indviklet er det trods alt heller ikke.

Det er ovenikøbet efterhånden mange millioner kroner, der hvert år bliver overladt til fup- og fidusmagere som for eksempel Danske Bank.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen