Trafikplaner – men ikke i hovedstaden

Finansminister Nicolai Wammen holdt pressemøde i Finansministeriets gård mandag 28. juni 2021 om aftale om Infrastrukturplan 2035. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen holdt pressemøde i Finansministeriets gård mandag 28. juni 2021 om aftale om Infrastrukturplan 2035. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

De solede sig, alle partierne, da de med finansminister Nicolai Wammen i spidsen kunne præsentere en stor trafikplan – kaldet infrastrukturplanen.

Efterfølgende kom diskussionen om, hvor meget den kollektive trafik fik tildelt af midler sammenlignet med bilkørslen. Som ved andre lignende store trafikforlig var der mest til bilerne. Gamle travere dukkede op igen og fyldte lidt op for den kollektive transport, så det ikke så for sølle ud.

Klimaet blev der kun talt om i meget vage vendinger, og det var svært at se, at planen bidrog til at hjælpe i det store klimaregnskab.

Store kortoversigter viste, hvor meget der skulle ske ikke mindst i Jylland.

Hovedstaden var der ikke plads til, og det på trods af, at det er her, der er langt de største trafikale problemer, og det også er her, de fleste mennesker bor.

I teksten var der lidt bemærkninger om regionale udviklingsprojekter og forberedelser til Lynetteholmprojektet – langt ud i fremtiden projekter.

Trafikplanen afslører, at de politikere, der er valgt i København, slet ikke prioriterer at sørge for, at københavnerne ikke bliver forfordelt trafikalt.

De lader alle de mange penge gå helt andre steder hen. Hvor var socialdemokraten Pernille Rosenkrantz Theil eller den radikale Andreas Steenberg?

Heller ikke Enhedslisten løftede noget til hovedstaden på trods af, at det er her, de fleste af deres stemmer kommer fra.

SF var repræsenteret på pressemødet ved deres formand, Pia Olsen Dyhr. Det hjalp ikke noget, selvom hun lod til at have arbejdet for den kollektive transport.

Hos de borgerlige var der ingen hjælp at hente, her blev kræfterne brugt på den midtjyske motorvej.

Skævheden har gang på gang vist sig, og det virker, som om regeringen og dens støttepartier helt har glemt, at København er afgørende for udviklingen i landet.

Hovedstaden er i høj grad det sted, der trækker væksten, så derfor er det afgørende, at København ikke bliver glemt i jagten på vælgerne ude i landet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
66 kommentarer
Vis kommentarer