Vi har brug for Tyskland

Den tyske kansler Angela Merkel går af. Her ses hun med sin kronprins Armin Laschet. foto: Ritzau Scanpix
Den tyske kansler Angela Merkel går af. Her ses hun med sin kronprins Armin Laschet. foto: Ritzau Scanpix

Ritt Bjerregaard. Forhenværende Socialdemokratisk minister og overborgmester I København, skriver om politik og samfund.

For Danmark vil et valg i Tyskland altid være vigtigt. Det er vores store nabo mod syd og vores partner i EU. Adskillige gange efter folkeafstemninger i Danmark, hvor vi skulle forklare os i EU – og have undtagelser – har Tyskland hjulpet os. Det får vi nok brug for igen.

Denne gang er det tyske valg ekstra spændende, fordi der skal vælges en ny kansler.

Efter 16 år med Angela Merkel – den første kvindelige kansler i Tyskland – har hun nu sagt farvel. Jeg havde den glæde at arbejde samme med hende, da hun var miljøminister og jeg miljøkommissær i EU i slutningen af 1990’erne.

Ligesom det er fremgået af mange af beskrivelserne af hende, så gjorde hun heller ikke i denne periode meget væsen af sig, men hun var altid velforberedt og forsvarede tyske interesser.

Efter min smag var hun lidt for optaget af tysk industri, og hvad der ville være godt for dem – ikke nær så meget af miljø og naturbeskyttelse.

Som kommissær var det en stor fordel, at hun tænkte europæisk, og derfor også gerne ville være på god fod med kommissæren.

Det betød et spændende besøg i hendes valgkreds i Mecklenburg-Vorpommern, nærmere bestemt Stralsund, Rügen–Grimmen.

Dels var det flot at se de hvide klipper på den anden side af Østersøen, normalt ser vi dem kun på Møn. Dels var det interessant at møde hendes lokale aktive partifolk.

Sådanne ture betyder, at der opbygges et særligt forhold, der kan bruges, når vanskelige sager som f.eks. mærkning af GMO’er eller forberedelserne til klimaforhandlingerne i Kyoto kommer på dagsordenen.

At have delt oplevelser og have mødt hendes valgkreds gav mig en bedre indgang til at drøfte politiske problemer med hende.

Nu går hun på pension, og opløbet mellem de tyske partier er blevet tættere og mere spændende.

Det ser ud, som om den socialdemokratiske finansminister og tidligere borgmester i Hamborg, Olaf Scholz, bringer sig mere og mere i fokus også i forhold til Angela Merkels valgte efterfølger Armin Laschet og de grønnes Annalena Baerbock.

Hvordan det ender får vi snart at vide.

Og det er givet, at det kommer til at spille en rolle for Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
147 kommentarer
Vis kommentarer