Der foregår noget absurd inde på internettet lige nu. Navnligt inde på Instagram. Tusindvis af unge mennesker følger bloggeren, dronningen af drama, influenceren Fie Laursen.
12. januar lagde Fie et opslag op til sine i skrivende stund 328.000 følgere, hvor hun reklamerede for en omgang plastikkirurgi, mere specifikt et såkaldt brazilian buttlift, som er en kosmetisk operation, hvor man tager fedt fra mave og lår og sprøjter ind i numsen. Et opslag, hvor man kunne se Fie stolt vise sin krop frem, mens hun proklamerede, at sådan en operation ikke kan forandre ens liv, og at hun altså stadig lider af angst, men at hun nu i det mindste ikke lider af angst og er fed på samme tid.
Nej, det er ikke noget, jeg finder på. Så livlig en fantasi har jeg slet ikke.
Derefter konluderede Fie Laursen, at hvis man vil have det lidt bedre med sig selv, så kan man bare få en operation. Fie er ganske venlig, for hun tilbyder endda sin hjælp i samme opslag; man kan nemlig bare bruge koden 'Fie', når man kontakter pågældende plastikkirurgiske klinik, og så kan man simpelthen få en rabat på ti procent.
'Ingen er født perfekte, men det kan man købe på en klinik,' skriver hun ud til sin målgruppe, som hovedsageligt består af teenagere.
Jeg kunne bruge resten af 2020 på at være forarget og forbløffet over Fie Laursens moralske kodeks, men lad os være ærlige, så ville jeg ikke få lavet ret meget andet resten af året. I stedet vil jeg rette min opmærksomhed mod børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Sidste år reagerede ministeren nemlig prompte på et selvmordsbrev, som selvsamme Fie Laursen lagde op på sin Instagram-profil. Brevet lå der i næsten to døgn, inden det blev fjernet af hende selv. Efterfølgende foreslog børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at bloggere i fremtiden skulle følge de presseetiske regler, når de skriver opslag på deres blogs eller sociale medier.
Ministeren kom hurtigt i modvind, og jeg er ikke sikker på, at hendes forslag er den rigtige løsning, men noget må gøres, og jeg har derfor undret mig over følgende i flere dage nu:
Hvor er ministeren, når Fie Laursen sprøjter rabatter på plastikkirurgiske operationer ud til unge mennesker på sine sociale medier?
Det er simpelthen på tide at tøjle det vilde vesten inde på de sociale medier. Lige præcis Fie Laursens målgruppe, teenagere, er enormt usikre og letpåvirkelige. Det er på tide, at vi passer på dem, for Fie Laursen har med al tydelighed ikke tænkt sig at gøre det.