'Vi må prioritere, hvem vi skal behandle, og hvem vi ikke skal behandle, ud fra alder og helbred. Det er som i krig,' sagde Christian Salaroli i sidste uge.

Han er anæstesilæge på et hospital i det Nordlige Italien. Jeg læste det, og om det er gældende for hele den italienske indsats mod corona, det har jeg af åbenlyse grunde ikke overblik over, men hans udtalelse fik mig til at spærre øjnene op.

Scenarierne fra Italien har i det hele taget været ligeså skræmmende, som tanken om hvor længe Corona har tænkt sig at blive hængende i Europa. Men det har været nødvendigt for os at se, hvor galt det kan gå. 

Vi danskere, vi er altid selvsikre. Vi ved nok, hvad der er op og ned, og vi er vant til hurtigt at få styr på tingene, og når vi har fået styr på dem, så er vi effektive. Den danske stålsathed er svær at slå ud af kurs og vores sejrssikre levevis ånder i bedste velgående. 

Danmark er et land, hvor man knapt nok kan sparke sig frem for privilegier, men hvor vi samtidig bryster os af vores broderskab og vores samhørighed. Vi er trods alt et lille land, så vi hører jo sammen. Vores solidaritet er nærmest uden sidestykke, i hvert fald ifølge os selv.

I Danmark passer vi på hinanden. Vi køber Hus Forbi af den hjemløse udenfor Føtex, mens vi tilbyder ham et af de pølsehorn, vi lige har købt i bageren - der var trods alt fem for 25 kr. på tilbud.

Vi trasker rundt og samler ind for Folkekirkens Nødhjælp en gang om året og poster det på Instagram, for hvis man ikke lægger indsamlingsbøssen på nettet, samlede man så overhovedet ind?

Og når der er Danmarks Indsamling, så er der ikke grænser for hvor mange penge, vi samler ind til børn på flugt. Gudskelov. For vi danskere, vi er gavmilde og solidariske. I hvert fald indtil det går ud over vores egne privilegier. Vi elsker klimadagsordenen, og vi vil gerne spise mindre kød. Eller vi kunne i hvert fald godt tænke os at prøve det.

Og vi synes også, det er noget rod med al den flytrafik, men vi vil helst ikke have, det påvirker turen til Tenerife med Gitte og John hvert år i påsken, så vi skal altså ikke rigtigt bede om de der flyskatter, som de taler så meget om.

Generelt er vi enige om, at vi gerne vil redde planeten, men det skal helst ikke gå ud over os selv. I det her land bilder vi os nemlig ind, at vi er solidariske, men i virkeligheden er vi så privilegerede, at vi ikke evner at sætte vores egne behov til side.

Det er det, der er ulempen ved at leve i verdens bedste land. At vores samfundssind i teorien findes, men så sjældent rigtigt bliver testet, fordi vi plejer at kunne købe os fra solidariteten hos Hus Forbi-manden, eller via MobilePay-nummeret til Folkekirkens Nødhjælp.

Vores samfundssind er en værdi, vi har købt os til i mange år, fordi det er nemt. I praksis hænger vi gevaldigt i bremsen. Coronaen, eller Covid19, som man siger, hvis man er P1-lytter, har nu ligget over Danmark som en spændetrøje i nogle uger. Den kom, den her kinesiske flagermusesyge, og den indskrænkede vores hverdag, som vi kender den.

Myndighederne i form af danskernes nye yndlingssuperhelt, direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og statsminister Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde d. 6. marts en række påbud, der skulle afbøde påvirkningen af corona i det danske samfund.

Det indbefattede bl.a. aflysning af store arrangementer, og at man skulle holde sig fra tæt kontakt til andre. Det første overlevede vi nok; Melodi Grand Prix blev trods alt sendt i fjerneren alligevel. Det var mere omkring det med at være påpasselig med den fysiske kontakt og begrænse sit sociale liv så meget som muligt, for at passe på de sårbare, at det kneb.

Vi blev fra myndighedernes side bedt om at undvære for vores nabos skyld, men det viste sig at være langt sværere i praksis end i teorien. Det blev igen understreget ifm. århundredets hamstring, som vist efterlod selv folk i flygtningelejre målløse. Ikke kun fordi man var pisse ligeglad med at lade varer være tilbage til de andre, mindre ressourcestærke, men endnu mere fordi man var fuldstændig ligeglad med at være stuvet sammen og sprede virussen mere effektivt, end man kunne forestille sig. 

De seneste par uger har jeg så kunne betragte dansken, det stolte folk, mødes med venner, i tæt lag, på gaden, hjemme i stuen, på restauranter, efter devisen 'det går nok og det rammer jo nok ikke mig, og hvis det gør, så kan jeg tåle det.' Og det på trods af myndighedernes gentagne opfordringer om at blive hjemme og begrænse sit sociale liv.

For dansken har slet ikke forstået, at det ikke kun handler om den enkelte. Det her handler ikke kun om dig. Det handler om os alle sammen. Næstefter billederne og beretningerne fra Italien, så er det vigtigste våben i kampen mod coronavirus i den danske befolknings hænder. Du og jeg, vi er hinandens immunforsvar.

Så spørgsmålet er nu: Findes solidariteten i teori eller i praksis i det her land? Jeg ved godt, hvad jeg håber på. Og inden du skriver en vred mail til undertegnede her: Vask lige dine hænder først. Det er vi gudskelov enormt gode til herhjemme.