Det ville være en voldsom overdrivelse at påstå, at Danmarks nuværende kulturminister, Joy Mogensen, er kommet flyvende fra start.
Man skulle ellers tro, at hendes opgave var overkommelig, hendes refokuserende forgænger taget i betragtning. Mette Bock fik både nedlagt Radio 24syv og gennemført enorme besparelser på DR for derefter ikke rigtigt at sætte andre kulturskibe i søen. Det var en imponerende bedrift af en kulturminister, at slagte sit eget område så gennemgående.
Alligevel er det som om, at nuværende kulturminister, Joy Morgensen, har haft svært ved at ramme den lige i røven. Eller i det mindste bare på halebenet. Hun formåede f.eks. i marts i år, mens landet var lagt ned af Corona og folk higede efter kultur, at udtrykke, at hun ville opfatte det som upassende, hvis hun stod og talte om kultur lige nu.
Og det alt imens diverse forlag arrangerede cyberoplæsninger med store forfattere, forskellige musikere leverede Instagram-koncerter direkte hjem i stuerne til folk, og DR samlede os alle sammen i fællessang hver fredag.
Lige dér syntes Danmarks egen kulturminister, at al snak om kultur skulle gemmes væk. Jeg har ikke set et større selvmål siden dengang i 2017, hvor daværende erhvervsminister, Brian Mikkelsen, ville have flere almindelige danskere ind på aktiemarkedet, så den leverpostejsfarvede dansker kunne købe sig en dødlækker Lamborghini, der i øvrigt vistnok står til den nette sum af 8.5 millioner kroner.
Det har ligeledes været vanskeligt forsvare Joy Mogensen som kulturminister. Indtil i dag.
Joy har nemlig givet et interview til musikmagasinet, Gaffa. Der proklamerer hun, at hun var en håbløs poptøs som teenager, som hørte alt fra ABBA, Aqua og Roxette. Nogenlunde det samme, som undertegnede satte i ghettoblasteren. Hun fortæller derudover, at hendes yndlingssange omfatter den gamle danske folkesang, De tre musikanter, og Queens, Bohemian Rhapsody. Der er lidt af hvert at vælge imellem og så langt, så godt.
Så skal jeg til gengæld lige love for, at Danmarks kulturelite samlede sig i et fælles rædselsskrig, som fik selv Edvard Munch til at vende sig i sin grav, inde på selvsamme kulturelites intranet, Twitter. For Joy Mogensen bliver i samme interview spurgt til sit yndlingsalbum, hvortil hun svarer 'Absolute Music 2.'
Den digitale redaktør på Euroman kvitterede med at kalde det et 'psykopat-svar' og skrev efterfølgende: 'Hvis et barn svarede det, så ville jeg tro, det var retarderet.' Andre konspirerede i, om det mon var et 'bevidst folkeligt svar fra en socialdemokrat', eller om det simpelthen handlede om, at Danmarks kulturminister ikke kan lide musik. Det kunne i hvert fald umuligt være et seriøst svar. Det er jeg nu ganske overbevist om, at det var.
Jeg arbejdede i seks år på den nu hedengangne DAB-radiokanal på DR, P7 MIX. Der havde vi ugentligt 500.000 lyttere. Før hele DAB+-eventyret var vi sågar oppe at kysse 800.000 lyttere, hvilket dengang gjorde os til Danmarks fjerdestørste radiokanal, og hvis der var noget, vi tog ejerskab over, så var det Absolute Music-CD’erne.
Vi lavede sågar en hel podcastserie om selvsamme udgivelser, for vi gjorde en dyd ud af, at formidle popmusik nøjagtig ligeså seriøst, som rocken bliver formidlet på P6 BEAT. Pop er nemlig ikke andenrangsmusik. Det er musik, der betyder nøjagtigt ligeså meget, som rocken og den klassiske.
Mange mennesker har blot altid haft en tendens til at kigge ned på popmusikken, fordi den bliver anset for at være en forbrugsgenre. Altså den genre, der bliver spillet overalt og derfor umuligt kan være ligeså fin, som alt muligt andet musik. 'Og så er den i øvrigt let at lave', har selv de mest umusikalske mennesker fortalt mig, som om de med et svuptag kunne sætte sig i et studie og skrive morgendagens store hit. Poppen fylder, den er overalt, det er jeg enig i, men det gør den ikke mindre værd, end din yndlings rockplade.
Absolute Music 1 udkom i 1992, hvor den gik platin. Flere af de efterfølgende CD’er solgte hver især 250.000 enheder og havde altså vores nuværende kulturminister, som en af de glade købere. Dengang var Joy Mogensen 12 år og derfor giver det overordentlig god mening, at lige netop Absolute Music 2 er hendes yndlingsplade.
Hvorfor? Det skal jeg fortælle dig. I 2018 lavede journalist og dataforsker, Seth Stephens-Davidowitz, en undersøgelse, som han udgav i The New York Times. Davidowitz havde indsamlet data fra Spotify og udregnet præcis hvornår vores musikalske præferencer sætter ind. For mænd er gennemsnitsalderen 14 år, for kvinder er den 13. Det passer næsten nøjagtigt med, at Joy Mogensen var 12 år, da Absolute Music 2 udkom, og det giver derfor enormt meget mening, at det er de numre, der ligger på den CD, hun har taget med sig op igennem sit voksenliv.
Joys udfordring lige nu er bare, at Absolute Music ikke ses som værende en acceptabel yndlings-CD af kultureliten. Hvis hun havde sagt 'en opsamlings-CD af de største klassiske musikstykker igennem tiden', hvor formen altså er nøjagtig den samme som Absolute-CD’erne, havde kritikken formentlig lydt anderledes, eller formentlig forstummet, men det var ikke det hun svarede.
Til gengæld leverede ministeren et svar, der i dén grad satte en tyk, fed streg under, at hun er en breddekulturminister, der holder af alt fra opsamling-CD’er, Rasmus Seebach, Katy Perry, Melodi Grand Prix og Gasolin, og som både kan finde ud af at tage på Roskilde Festival og i The Metropolitan Opera i New York.
En kulturminister skal varetage al kultur - ikke kun det, der ville ryge ad helvede til, hvis det var brugerbetaling, der afgjorde det, og fordi du elsker Wagners 'Ringen', eller Debussys 'Clair De Lune', så behøver du ikke hade opsamlings-CD’er. Du kan, men du behøver ikke, og du behøver slet ikke slagte andre og anse dem for at være andenrangskulturforbrugere, fordi de har en radikal anden præference, end den du har.
Heller ikke vores kulturminister. Selv Beethoven skal bede om, at du hopper ned fra din høje hest. Og jeg vil da være den første til at unde Joy Mogensen, når hun kommer hjem efter en lang arbejdsdag, at smække benene op, åbne en rødvin og lytte til Absolute Music 2, mens hun messer med på Charles and Eddies 'Would I Lie To You?', som i øvrigt er et legendarisk godt nummer.
Nu talte Joy endelig om Kultur. Hun talte bare om det forkerte.
