Så skal jeg da lige love for, at de selvbestaltede hverdagsbetjente fik et nyt område at kaste sig over.

Mandag aften sad de fleste af os og betragtede, hvordan statsminister Mette Frederiksen fortalte, at regeringen altså så småt planlagde at åbne landet igen efter påske. Børnenes statsminister havde naturligvis valgt, at det var de mindste, der skulle have lov til at åbne ballet.

Symbolikken var lige så tyk som min mave efter en lidt for fuldfed diæt under den her lockdown. Til gengæld havde hun også en forventelig, men ikke desto mindre relativt nedslående besked til mange af os, der har overholdt alle regeringens hovsahasteregler:

Sommeren er aflyst.

Der var absolut ingenting at rafle om. Ingen festivaler, ingen udlandsrejser, ingen større forsamlinger. 'Naturligvis,' skal jeg af klog af skade skynde mig at tilføje, inden disse førnævnte selvbestaltede hverdagsbetjente likviderer mig.

Det var med et godt fyldt glas koldt hvidvin og den største selvfølgelighed, jeg modtog den besked i sofaen sammen med min kæreste. Det er indlysende, at vi ikke kan afholde den slags tusindfolksarrangementer, før der er styr på den her sundhedskrise. Alligevel blev jeg ærgerlig.

Hvorfor? Fordi jeg er et menneske med en hverdag og med forventninger, og inden du sætter ild til dig selv i vrede over det, så lad mig forklare. 

Vi står p.t. midt i den største krise i min levetid. Jeg har gennemlevet 11. september i 2001 og de følger, der fulgte dette angreb på Vesten, finanskrisen i slutningen af 00'erne, der medførte at folk måtte gå fra hus og hjem, terrorangrebene i København i 2015, som satte sig som en iboende angst for mange københavnere.

Men jeg har aldrig gennemlevet en pandemi før. Det her er simpelthen min første gang, og der er relativt stor sandsynlighed for, at det også er din. I den forbindelse er det gudskelov gået op for de fleste af os, at det kræver ret stor medmenneskelighed at gennemleve sådan en global sundhedskrise.

'Samfundssind', som statsministeren har udtrykt det, og som i øvrigt formentlig bliver årets ord i 2020. Men det dækker sådan set også meget godt min pointe i den her klumme.

For en måned siden bestod samfundssind af, at vi skulle holde afstand til hinanden og blive hjemme. Jeg var selv en af dem, der kom med den ene opfordring efter den anden. Fordi du og jeg pludselig blev hinandens immunforsvar. 'Hold afstand!' er formentlig min mest brugte sætning i 2020. Nu skal samfundssind rumme et niveau mere: Nemlig dine og mine følelser.

På en måned er vores tilværelse blevet forandret totalt. Vores basale rettigheder, som retten til at forsamle sig og bevæge sig frit, er sat ude af kraft. Hverdagen er pludselig blevet noget helt andet, hvor jeg, når jeg går på det arbejde, jeg har tilbage som freelancejournalist, går ud i køkkenet, mens min kæreste går på job i stuen. Om aftenen mødes vi med hinanden i selvsamme stue, hvor vi lægger et puslespil, for så endelig henad 22-tiden at bevæge os ind i vores conferenceroom: soveværelset.

Sådan ser hverdagen ud for rigtig mange danskere p.t. Jeg siger ikke, det er synd for nogen af os. Jeg siger bare, at hvis ikke vi skal have lov til at reagere på, at vores liv er vendt på hovedet i løbet af en måned, så efterlader vi meget lidt spillerum til hinanden. 

Netop pga. disse dagligdagsomvæltninger tror jeg, at folks reaktioner på en aflyst sommer blev ekstra følelsesladede. 'Mette Frederiksen har lige aflyst Taylor Swift,' skrev jeg selv, for så at blive overfaldet af hverdagspolitibetjentene, der syntes det var ekstremt forargeligt, at jeg sådan satte mit eget festivalbehov over det, at redde menneskeliv.

Men venner, det gjorde jeg aldrig, altså satte mine egne behov over den her sundhedskrise. Jeg udtrykte en af de tusind følelser, jeg har i den her krise, hvor jeg er ligeså bange og nervøs som jer.

Bare fordi man ærgrer sig over en aflyst festival, betyder det ikke, at man ikke har læst skriften på væggen. Det er bare et udtryk for, at jeg også er et menneske med reaktioner, og husk, at der skal være plads til alles reaktioner i det her, ikke kun dem, du lige synes er passende.

Hvis vi kun indretter 2020 efter de reaktioner, vi selv synes er i orden, så får vi et samfund, hvor der er meget lidt rummelighed tilbage. 

Omfavn de andres reaktioner, også selvom, de ikke lige matcher dine. Om det er de største folkeskoleklasser, der ikke får den afsked, de har sat snuden op efter ti år sammen, studenterne, som ikke får lov i flok at kaste huerne op i luften i ren ekstase over, at være færdige, og som markerer afslutningen på tre år med op og nedture. Singlerne, der har siddet alene i en måned nu, og som havde set frem til en sommer med vennerne, musikelskerne, der havde glædet sig til i fællesskab på festivalerne igen at kunne nyde musikken sammen efter lang tid alene hjemme foran pladespilleren, eller din mor, der er frustreret over ikke at kunne komme til hækling:

Rum dem!

Det er okay at sige fra over for folks sundhedsskadelige adfærd, som f.eks. ikke at holde afstand, det er faktisk vores pligt, men det er ikke okay at negligere andres følelser, bare fordi du ikke kan mærke dem.

Omfavn de reaktioner. De går over igen. Men de går i hvert fald ikke over ved, at du dødsshamer dem. Tværtimod, så bliver folk mere kede af det, vredere og mere irriterede, og det er vist det sidste, nogen af os har brug for lige nu. Vi har lang tid tilbage af 2020.