Har du nogensinde prøvet at blive opsøgt af to betjente på parkeringspladsen udenfor din arbejdsplads, fordi du som 20-årig skal have at vide, at din søster er død?
Det har jeg. Datoen var d. 14. november 2007, men det føles hele tiden, som om det var i går.
For 13 år siden blev jeg pårørende til et partnerdrab. Min søster var 25 år og skrev sig ind i statistikken om, at den farligste for en kvinde oftest er den person, der bør passe på hende. Hendes mand dræbte hende. Koldblodigt. Med hænderne om hendes hals.
Det vender sig i mig, hver gang jeg tænker på, hvad hun blev udsat form og lige her, mens jeg sidder og skriver, græder jeg. Som en pisket. Det gør jeg tit. Og som regel alene. For det gør så ondt, at jeg ikke kan overskue at dele den smerte, jeg går rundt med til hverdag, med andre. Drabet på min søster fylder enormt meget i min hverdag, og jeg lever hele tiden med en nagende følelse af:
'Hvad nu hvis? Hvad nu hvis hun stadig var i live i dag? Så kunne vi have drukket kaffe den her tirsdag eftermiddag efter job. Eller vi kunne have haft en dum diskussion om, hvem af os der i hvert fald ikke var stædig'. Min søster var alt for mig og det er det mest uretfærdige i verden, at jeg her på 13. år er tvunget til at leve uden hende.
Netop pga. den sorg, som jeg er tvunget til at bære med mig hver dag, har jeg bidt mærke i den true crime-bølge, som er skyllet ind over os de seneste år. Netflix har en hel kategori, de kalder 'bingeværdige dramasaerier om efterforskninger', podcasthitlisten herhjemme er spækket med værter, der gennemgår det ene drab efter det andet, og rigtige mord på rigtige mennesker er stille og roligt blevet til gængs underholdning, som man kan sidde og boltre sig med onsdag aften, når ungerne er lagt i seng.
Jeg har sådan set ikke noget imod true crime som genre. Der findes glimrende eksempler på dygtige journalister, der har fået genåbnet sager, fordi de har fundet nye oplysninger. True crime er fint, så længe det tjener et højere formål. Men så findes 'Mørkeland'.
Vi taler om en podcast, hvor to kvinder gennemgår diverse danske drabssager igennem tiden. Uden andet formål end underholdning.
Det har har altid været min største frygt, at min søsters drabssag, mit livs største krise, en dag ville blive gjort til gængs underholdning, uden et andet formål, end at du kan gysehygge dig lidt, mens du cykler hjem fra job, eller står og laver mad en søndag aften. Derfor har jeg det seneste år jævnligt kritiseret Mørkeland offentligt. Men i alle interviews, jeg har sagt ja til, har de afvist at deltage.
Generelt afviser de to værter at deltage i debatter på sociale medier eller i medier generelt. Når 'Mørkeland' forholder sig til kritik, gør de det på deres egen platform eller i private mailkorrespondancer, og det er jo sådan set også meget belejligt. Men man må undre sig.
For hvis Kristine Bugbee og Camilla Aurvig er så stolte af deres produkt, hvorfor vil de så ikke forsvare det offentligt? De opfordrer mig i et interview i Politiken d. 14. februar at tage kontakt til dem privat. Men ved I hvad? Jeg er slet ikke interesseret i at have en privat mailkorrespondance med 'Mørkeland'. Jeg har forsøgt at få fat på de to kvinder offentligt, fordi jeg er interesseret i at have en offentlig debat om, hvordan de har gjort drab på almindelige mennesker til gængs underholdning, uden et højere formål.
Vi taler om drab, som det på min søster. En smerte, som jeg lever med hver evig eneste dag. For drabet på min søster er ikke bare jeres underholdning, venner. Min søster blev kvalt. Det er ikke noget, man bare lige lytter til på en cykeltur på vej hjem til sin tante, eller på en løbetur rundt om søerne.
Og det er slet ikke noget, som to kvinder, der lige har samlet lidt information på nettet, skal hygge sig med i en podcast. I samme interview i Politiken opfordrer 'Mørkeland' mig til at slippe tastaturet. Jeg kan næsten høre dem bede mig komme ud i virkeligheden.
Men ved I hvad? Jeg lever med den her altomsluttende sorg hver dag. Det er ikke mig, der skal træde et skridt tilbage her. Det er jer.
'Hvis hun kun er interesseret i at slås på sociale medier, må vi desværre skuffe hende,' formaster Kristine Bugbee sig ovenikøbet til at sige, og til det må jeg bare sige: I har afvist at stille op til samtlige interviews, jeg har stillet op til. Ikke et eneste har I sagt ja til. Og indtil den dag kommer, så fortsætter min kamp. Også på de sociale medier. For min søsters skyld. For mordet på hende skal aldrig bare blive gængs underholdning for jer og jeres lyttere.
