'Arrogant'

Sophie Hæstorp Andersen, der stiller op for at blive overborgmester, har en 'arrogant holdning, der vidner om manglende kendskab til, hvordan det tiltagende opleves at bo i indre by,' skriver Sanne Gottlieb. Foto: Mads Nissen
Sophie Hæstorp Andersen, der stiller op for at blive overborgmester, har en 'arrogant holdning, der vidner om manglende kendskab til, hvordan det tiltagende opleves at bo i indre by,' skriver Sanne Gottlieb. Foto: Mads Nissen

Sanne Gottlieb, forfatter og journalist

Det problem jeg nu vil belyse, vedkommer også dig, der ikke bor i København, men et hvilket som helst andet sted i Danmark. For når byplanlægning kommer på bordet, er det ikke altid, at du som borger vil opleve at blive hørt. Tværtimod.

For nogle uger siden, udtalte Københavns regionsrådsformand, måske kommende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen:

'Der er et rigtig stort ønske i Socialdemokratiet, at vi får ryddet op i indre by, så der bliver bedre plads til cyklisme og udeservering. At man kan smide flere biler ud af byen og sørge for, at det kun er elbilerne, der kommer. Jeg tror også, at mange, der bor i Indre by – altså i Middelalderbyen for eksempel – mange af dem har jo slet ikke en bil. Og hvis de har en, så holder den måske ikke engang i Indre By.'

Det er så arrogant en holdning og vidner om manglende kendskab til, hvordan det tiltagende opleves at bo i indre by.

For indre by er ved at blive lige dele kebab, salatpizza, butiksdød og Sunny Beach. Med stangstive unge og varevogne, der kører i tomgang eller yngre mænd i store, mørke biler, der fræser rundt i de smalle gader, så man må springe for livet, samtidig med at parkeringspladser sløjfes overalt.

At der også bor almindelige småbørnsfamilier eller ældre, som er afhængige af at kunne parkere en bil, og som skal have deres nattesøvn, men er tvangsindlagt  til musik fra en boombox døgnet rundt, eller må navigere mellem bræk i porte, væltede krukker med planter, egne cykler der er blevet hærget – jamen – det er åbenbart ikke en prioritet?

Det kulturelle, specialforretningerne, historien, diversiteten, menneskene forsvinder, men ikke fordi vi beboere i indre by ønsker det. Byen bliver en tom kulisse for fulde teenagere og turister med coronapas.

Hvis nu man tog den politisk korrekte sætning vedrørende flere elbiler ud af Sophie Hæstorp Andersens ligning, ville det springe i øjnene, hvor uigennemtænkt det er.

Om ikke andet så fordi Socialdemokratiets bondske forestilling om udeservering kun har en levetid på 2 måneder. Resten af året er det for koldt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
61 kommentarer
Vis kommentarer