Provokunsten er død

Sanne Gottlieb er ikke imponeret over Uwe Max Jensens seneste værk i Polen. Her fjernes kunstneren fra en happening i Viborg. POLFOTO
Sanne Gottlieb er ikke imponeret over Uwe Max Jensens seneste værk i Polen. Her fjernes kunstneren fra en happening i Viborg. POLFOTO

Sanne Gottlieb, forfatter og journalist

Kunstformen provokunst eksisterer for at lange ud efter dit tankesæt og dine grænser.

Man kan sammenligne det med happenings, hvor klimaaktivister lægger sig på kørebanen for at standse trafikken, fordi klimaet lider - eller når en buste fra 1754 smides i havnen, fordi Danmark engang var en kolonimagt.

Det politiske budskab pakkes ind i en dåse med lort, der sælges for millioner af kroner eller ledsages af afbrændte biler for at minde dig om, at døden lurer i trafikken.

Provokunst er en niche, der i min verden ofte balancerer på randen af latterlighed, fordi den i mange tilfælde handler mere om kunstnerens ego og ønske om opmærksomhed end det egentlige budskab. En repræsentant for min kritik er Uwe Max Jensen, tidligere kulturordfører for det politiske parti Stram kurs, hvor han malede valgplakaten med sin pik.

Han er også provokunstneren, der tisser og skider på andres kunstværker, og dermed er tidligere straffet for hærværk.

Og i disse dage, er han på et kunstmuseum i Warszawa, hvor han nøgen, viftende med et sydstatsflag i hånden råber, 'nigger, nigger,' for derefter at råbe 'Black Lives Matter,' mens kunstnerkollegaen Hornsleth maler ham sort.

Sprudlende type, fornemmer du nok.

Når publikum reagerer med forargelse, udtaler Uwe; 'Det betyder, at jeg har vakt folks følelser, og der vil altid være reaktioner, når man arbejder med tabuer.' 

Er det kunst eller et udtryk for en grænsesøgende ekshibitionist – og mest af alt - ændrer det noget som helst? Ville det være kunst, hvis jeg brækkede mig på Uwe Max Jensens sko hver dag i en uge, fordi provokunst giver mig kvalme? Eller hvis jeg samlede 12 dværge til at urinere på hans sortmalede nøgne krop for at gøre opmærksom på, at jeg ikke orker hans pis mere, og at det i øvrigt er forkert at frasortere denne genfejl hos gravide?

Shit, nu bliver det meta. Men nej – det ville bare være latterligt.

Tiden er løbet fra provokunsten. Det skete i 90´erne. Folk er ikke dumme, selvom provokunsten tror, at andre er. Det eneste, der står tilbage, er provokunstnerens selviscenesættelse. Men i så fald er alle halvkriminelle, hærværksudøvende mennesker sande kunstnere.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
89 kommentarer
Vis kommentarer