Vi bør undskylde Muhammedtegninger

'Det lille sarkastiske, selvfede og på papiret, kristne land, Danmark, forstår ikke, at man kan blive stødt som muslim over en tegning. For i DK har vi ytringsfrihed for enhver pris – og så må de andre bare følge med,' skriver Sanne Gottlieb. Foto: Binsar Bakkara
'Det lille sarkastiske, selvfede og på papiret, kristne land, Danmark, forstår ikke, at man kan blive stødt som muslim over en tegning. For i DK har vi ytringsfrihed for enhver pris – og så må de andre bare følge med,' skriver Sanne Gottlieb. Foto: Binsar Bakkara

Sanne Gottlieb, forfatter og journalist

I en luksusvilla nord for København bor en person, der har den famøse Muhammed-tegning hængende på sin væg i forlængelse af en hjemmebar med diverse flasker alkohol, for at det ikke skal være løgn.

Den er lille i virkeligheden. Og grim.

Jeg stod for år tilbage ved den tegning og tog en selfie, men så slettede jeg billedet igen, da jeg fik en dårlig smag i munden over mig selv.

Der er ingen underholdningsværdi i den tegning. Kun had, hetz, afmagt og triste skæbner, provokation, død og en allerhelvedes masse penge til politibeskyttelse.

Det var en tegning ud af 12. Men det var den eneste tegning, der satte lighedstegn mellem muslimer og bombemænd. Og var det nu nødvendigt, for er det kun muslimer, der anvender bomber – er det ikke sket, at kristne, eller andre trosretninger er tyet til disse?

Hvorfor var det magtpåliggende for Jyllandsposten at bede 12 tegnere om at karikere profeten Muhammed? Var det et udtryk for den enkelte tegners ytringsfrihed eller avisens? Eller var det, fordi Jyllandsposten måske godt vidste, at den ene lille tegning ville udløse et ramaskrig?

Vi får aldrig det rigtige svar, og det er også underordnet. For mennesker døde og dør i kølvandet på den. Internationale konflikter blussede op og brænder endnu.

Det muslimske samfund, her og internationalt, har enstemmigt beklaget denne tegning. Hvorfor tager man ikke dette til efterretning? Hvorfor har man aldrig sagt undskyld. Det gør man som regel, når nogen markant melder ud, at de føler sig trådt på.

Det lille sarkastiske, selvfede og på papiret, kristne land, Danmark, forstår ikke, at man kan blive stødt som muslim over en tegning. For i DK har vi ytringsfrihed for enhver pris – og så må de andre bare følge med.

Men nogle gange behøver man ikke forstå. Blot acceptere, at man har jokket i spinaten.

Vi kan ikke skrive historien om, men vi kan lære af den. Og derfor mener jeg, at denne tegning skal indgå i historiebøgerne. Med en undskyldning. På lige fod med fordømmelsen af nazisternes jødeforfølgelse faktisk.

Det betyder ikke, at vi ikke skal fordømme ekstremistiske handlinger, hvor mennesker slås ihjel, for det kan aldrig retfærdiggøres. Ej heller at ytringsfriheden skal afskaffes.

Min holdning er en bøn om at se ud over egen næsetip og ikke sætte verden i brand for enhver pris. For nogle gange er det ikke det værd.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
380 kommentarer
Vis kommentarer