Voldtægt er vold

Sanne Gottlieb, forfatter og journalist

En mand, der voldtager en kvinde, efterlader denne med et ofte livslangt traume. Overgrebet og magtanvendelsen i sig selv er angstfremkaldende. Risikoen for at blive slået ihjel under akten, så hun ikke sladrer, er til stede. Især hvis voldtægten begås af en fremmed. Krænkelsen, følelsen af at være beskidt, smerten i kroppen, forløbet på hospitalet, hvor hun ikke må gå i bad før de tekniske undersøgelser er klarlagt. Selvsaboterende tanker som 'kunne jeg have undgået det?'. 'Sendte jeg det forkerte signal?.' Situationen, hvor hun skal fortælle sine nærmeste om overgrebet, sexlivet, der påvirkes, skammen, der følger med at være ydmyget – den er reel.

Voldtægt er vold. Vold nedbryder mennesker. Længere er den ikke.

Hvert år er der partnere, der voldtager deres kvinde. Disse dømmes som regel ikke, da de 'jo allerede har en intim relation med offeret.'

Unge mænd kan få en mildere dom - for 'han var ikke straffet tidligere, og det kunne ødelægge hans ellers lovende fremtid.'

Unge fulde kvinder, der har sex med flere på én gang, mens det filmes med telefonen, har oplevet, at knægtene blev frikendt. For hun strittede ikke imod. Men kan man det, hvis man er sanseløst beruset. Hørte man hende sige 'ja tak, knep mig i alle huller, jeg vil gerne have mere?'. Nej, det gjorde man ikke. At drengene burde have vidst, at det var et overgreb, når pigen var i en tilstand, hvor hun ikke kunne sige ja eller nej, er tilsyneladende ikke noget problem.

Voldtægt er vold. Vold er overgreb. Længere er den ikke.

'Hvis nogen trænger op i dig, uden du vil, er det voldtægt.' Det er politiets egne ord.

Voldtægtssager er belastende at skulle igennem for kvinden i retssystemet, og mange anmeldes ikke.

I 2019 modtog politiet 1662 anmeldelser for voldtægt eller voldtægtsforsøg. 298 af anmeldelserne handlede om overgreb på børn under 12 år

I 2019 faldt der 314 domme for voldtægt. Heraf var de 108 domme vedr. børn under 12 år.

Så voldtægt er ikke altid let at få dømt.

Derfor er de syv procent falske voldtægter, der årligt anmeldes af kvinder, et kæmpe problem. De undergraver virkeligheden for dem, der faktisk HAR været udsat for en, og det er medvirkende til, at otte procent af danskerne tror, at 33 % af alle anmeldte voldtægter er falske.

Men falske anmeldelser kommer ofte fra yngre og socialt og emotionelt belastede kvinder og straffes sjældent, fordi anmeldelsen ikke omhandler en, de kender. Det er den frie fantasi med en fremmed krænker.

Voldtægt er ikke for sjov. Voldtægt skal straffes, og alle falske anmeldelser bør straffes.

Den unge kvinder, der opfinder en voldtægt, skal vide, at det har en konsekvens. For hende og for de tusindvis af andre kvinder, som har oplevet deres livs mareridt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
22 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen