Det er efterhånden småt med de saglige argumenter for at bevare topskatten i Danmark.
Den er entydig en klods om benet på dansk økonomi og koster hvert år milliarder af kroner i velstand.
Sidste uge anbefalede OECD Danmark at sænke topskatten. Derudover har såvel Finans- og Økonomiministeriet som Thorning-regeringens Produktivitetskommission belyst konsekvenserne af den danske topskat.
Alle peger på, at topskatten hæmmer dansk økonomi. Ja, selv den nye rød-grønne regering i Sverige vil nu afskaffe topskatten.
Jeg fristes til at sige, at der kun er den grimme misundelse tilbage.
Og det er synd, for det er den, der lige nu forhindrer Danmark i at blive et endnu mere velstående land og gøre den berømte samfundskage større. I dag er al fokus på, hvordan pengene skal fordeles. I stedet bør vi fokusere på, hvor pengene skal komme fra, så vi også fremadrettet kan finansiere vores hospitaler, daginstitutioner og uddannelsessystem.
For at fremme produktiviteten i Danmark anbefaler OECD netop at sænke topskatten. Det er klogt. For en lavere topskat vil føre til, at danskerne både arbejder mere effektivt og flere timer, da det bedre vil kunne betale sig at dygtiggøre sig og yde en ekstra indsats. Lavere topskat vil altså øge både produktivitetsvæksten og få flere danskere ud på arbejdsmarkedet. Til gavn for det danske samfund.
Selvom det er umådeligt svært at få øje på de saglige økonomiske argumenter for at bevare topskatten, så holder et bredt udsnit af Folketingets partier krampagtigt fast i modstanden.
Tilbage står bare ét spørgsmål: Hvorfor vil Centrum-Venstre undlade at gøre Danmark rigere?
Det er ironisk nok de helt almindelige LO-arbejdere, som venstrefløjen mener at repræsentere, der er de første, som mister deres job, hvis det økonomiske opsving løjer af, og virksomhederne mister ordrer. Lad os nu lytte til OECD, lette topskatten og tage et opgør med den grimme misundelse.
