'Skamløs' Vermund udfordrer retsstaten

I stedet for at føre kampagne for Inger Støjberg, burde Pernille Vermund kæmpe for, at loven er lige for alle, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille. PRIVATFOTO
I stedet for at føre kampagne for Inger Støjberg, burde Pernille Vermund kæmpe for, at loven er lige for alle, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille. PRIVATFOTO

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, medlem af Folketinget og stifter af partiet Fremad

’Danskerne støtter Støjberg’, hedder en ny kampagne på de sociale medier, som hverken Inger Støjberg selv eller hendes parti Venstre står bag. Det er derimod de højrenationale i Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen, som prøver at reducere den aktuelle undersøgelseskommission af mulige støjbergske ulovligheder til en folkeafstemning for eller imod Inger Støjberg.

Som sædvanlig er Pernille Vermund og Nye Borgerlige fuldstændigt skamløse. Mens Inger Støjberg med sikker spinfornemmelse har forsøgt at sælge sagen som for eller imod barnebrude, giver Vermund den en ekstra tak. Hvorfor lade som om, at det handler om substans, når Nye Borgerlige kan blive strøet med Støjbergs nationalkonservative stjernestøv? Måske man kan snuppe nogle af vælgerne over, eller endda gøre sig lækker nok til et skifte, hvis Støjberg bliver utilfreds med opbakningen fra de nuværende partifæller i Venstre.

Så slipper vi jo også for at tale om selve sagen, der undersøges i det der, noget gråt og kønsløst, kaldes for instrukskommissionen. Her skal det hverken afgøres, om man er for eller imod barnebrude, selv om det er svært at opstøve en egentlig barnebrudstilhænger, eller om man er for eller imod Inger Støjberg. Det er jo også sagen uvedkommende.

Debatten kan ikke lade være at give mindelser om tamilsagen. Her var der også forsøg på, at få sagen til at handle om, hvorvidt man gik ind for, at der skulle gives familiesammenføring til nogle tamilske asylansøgere. Det faldt hverken dommerundersøgelsen eller Rigsretten dog for. I retten gælder det nemlig, at lov er lov, og lov skal holdes.

Alt det ved Pernille Vermund selvfølgelig godt. Men hun er ligeglad. For hende handler det kun om at stemmemaksimere, også selvom det måtte kræve en ridse i retsstaten.

Men at loven er lige for alle – også for ministre og andre, der er højt på strå i samfundet -  er en helt grundlæggende værdi. Man kunne fristes til at sige en dansk værdi. Det burde Vermund kæmpe for i stedet. Men det er nok for naivt at håbe på. Mon ikke hun fortsætter med skamløst at udfordre retsstaten. Det giver jo så dejligt mange likes.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
137 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen