'Giv os glæden tilbage …

Sofie Carsten Nielsen. Næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre.

Og lad os leve af det trylleslag …'

Sådan sang Phillip Faber forleden morgen så smukt fra Rasmus Skov Borrings højskolesang 'Giv os lyset tilbage' på DR1 til den nu daglige morgensang.

Den var blevet ønsket af rigtig mange af de hjemsendte højskole-, efterskole- og friskoleelever. Og man kunne næsten mærke dem synge med hver for sig i deres hjem.

Jeg sang også med. Som jeg har gjort flere morgener nu. Min teenagesøn synes, det er pinligt. Min mand synes, at det er fint, men han sidder hellere med kaffen på sin hjemmearbejdsplads ovenpå. Den yngste søn støtter mig og synger med på dem, han kan. Jeg er vild med Phillip Faber og alt, hvad der samler os - og det er jo helt, helt tydeligt nu, at det også kan ske digitalt.

Vi indretter os i denne her mærkelige tid. For mig er det virkelig en mærkelig tid. Jeg har skiftet mellem at hastelovgive og natteforhandle en gigantisk økonomisk hjælpepakke, som jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig, at jeg skulle, og så komme hjem til en familietæt hjemmeskole/arbejdsplads.

Men måske er det outrerede eller det ekstreme skift i omstændigheder som coronavirussen udsætter os for også det, der giver os muligheden for perspektiv.

Nej, jeg synes ikke, der er noget som helst godt ved denne her virus! Den er forfærdelig, den slår mennesker ihjel, og det smadrer vores økonomi, at vi skal inddæmme den.

Til gengæld er jeg oprigtigt imponeret over alt det, vi kan som samfund under pres.

Det at skole/studier/arbejde/fritid/fællesskaber er flyttet til nettet i disse uger, giver helt nye indsigter i forhold til for eksempel efteruddannelse og i øvrigt langt mere effektiv (og sjov!) mødetid, som rigtig mange af os kan lære af på den anden side.

Men der er også en anden side af denne tid. Mange er bekymrede. For deres nærmeste. For sig selv. For økonomien, jobbet, fremtiden, deres børn. Forståeligt.

Jeg har nogle mennesker tæt på mig som er gået lidt i sort, synes jeg. Der er en, der konstant sender links med nyheder fra Sundhedsstyrelsen og forskellene landene imellem, og alt hvad vedkommende kan grave frem af kritik. Vedkommende er ikke journalist. Skal ikke skrive om det. Kan bare ikke slippe det.

Sådan er der en del, der har det, tror jeg. En anden sender mig lange beskeder om, hvor meget verden er på røven, og hvor dårligt det vil gå, og hvor lidt vedkommende tror på fremtiden.

Begge dele er kommet lidt bag på mig. Ikke sådan totalt bag på mig. Det er jo mennesker, jeg kender godt. Men alligevel lidt. Selv dem, der er tæt på, viser sider, vi måske ikke kendte under det helt særlige pres, som sådan en krise sætter os under.

Der er dem, der prøver at få styr på al fakta. I en tid hvor fakta hele tiden ændrer sig. Og dem, hvor sortsynet tager over. Og de selvproklamerede kynikere, der forsøger at få det til alene at være et spørgsmål om, hvad et liv skal koste. Eller dem, der synes, at vi har fortjent det, verden har godt af at blive brændt ned, så kan vi lære det.

Jeg har en rem af alle de huder selv. Det er jo én af måderne at forsøge at få en oplevelse af kontrol. At holde sig til en enkelt version af virkeligheden, så den ikke bliver så kompleks og uoverskuelig.

Jeg har også tænkt over ensomhed. Og hvordan corona for en tid stiller ensomme og ikke-ensomme mere lige. Der åbner sig digitale fællesskaber, vi alle kan være en del af. Samtidig får alle ikke-ensomme pludselig et billede af, hvordan det er, ikke at være i tæt kontakt med omgangskredsen (andet end digitalt).

De digitale fællesskaber, der nu blomstrer, er jo også en måde, vi kan (gen)vinde noget kontrol i en situation, hvor den ellers er taget fra os. På en lidt mere inspirerende og konstruktiv måde.

Vi kan faktisk mødes og ses og synge sammen. Også selvom vi ikke må være sammen fysisk. Det er en vigtig fælles kamp for at holde os sammen som samfund med styr på tingene, og det giver os konkret bevis på, at der er ting, vi stadig selv bestemmer og kan finde gode løsninger på.

På den måde bevarer vi meningen med det hele. Troen på, at det her kommer vi igennem. Sammen. Og et spirende håb om, at midt i alt det kaotiske er der faktisk noget, vi kan tage til os om, hvordan vi løser problemer sammen. Som politikere. Som samfund. Som mennesker.

Der kommer et liv efter corona. Med både gamle og nye udfordringer. Lad os gribe dem med nye indsigter. 'Giv os lyset tilbage. Vi vender op på ethvert nederlag …' Sådan slutter Skov Borrings sang. Efter de seneste uger har jeg aldrig følt mig så sikker på, at vi kan som samfund. Hvis vi vil.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
32 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen