Nej, kvinder skal ikke lade stiletterne stå

- Regler. Regler. Regler. Regler for KVINDERS påklædning. På grund af kvinders kroppe, skriver de radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, der går imod et indlæg i Berlingske, hvor kvinder opfordres til at lade stiletterne stå. Foto: Rumle Skafte
- Regler. Regler. Regler. Regler for KVINDERS påklædning. På grund af kvinders kroppe, skriver de radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, der går imod et indlæg i Berlingske, hvor kvinder opfordres til at lade stiletterne stå. Foto: Rumle Skafte

Sofie Carsten Nielsen. Leder af det Radikale Venstre.

Kære Birgitte Erhardtsen

Tak, men nej tak til dine sikkert velmente råd til alle kvinder i en klumme i Berlingske om ikke at klæde sig 'for sexet' på jobbet.

Michelle Obama bør ikke have en bar skulder, og en kvindelig advokat bør ikke gå i stiletter, skriver du (uklart for mig, om det særligt er Louboutin-stiletter, hun ikke må gå i, eller du blot vil krydre indlægget med viden om den detalje). Gem det til privatlivet, formaner du. Du har fået en del modstand fra kvinder som mig og en del medvind fra andre. Klæder skaber folk, skrev min gode kollega Jan E. Jørgensen som støtte til dit indlæg.

Men ser I ikke, at I netop tager udgangspunkt i manden som standarden? Som det blanke ark, der er normen for mennesket? At I gør helt, som Simone de Beauvoir så fint beskriver i sin afhandling 'Det andet køn', som hun skrev i 1949. Man fødes ikke som kvinde, man bliver det, er Beauvoirs analyse.

Kvindens rolle som 'den anden', som modstillingen til normen, er blevet skabt og genskabt gennem tiderne. Miljøet for piger og drenge hjælper til at forme kønsrollerne, og piger og kvinders fysiologi og kønsorganer tabubelægges, mens drenge opdrages til at være stolte af deres maskulinitet.

Klæder kvinder sig nogle gange sexet? Ja da. Gør mænd? Det gør de sgu da! Jeg ser da konstant på sexede mænd (bare rolig, kollega, det er ikke dig). Hvad vi ser på, kan vi ikke regulere. Skal man indimellem tænke sig om, når man klæder sig på for at kunne udtrykke for eksempel respekt for det sted, man opholder sig, eller de mennesker, man skal omgås? Ja, det er der jo også en række normer og indimellem regler for.

Nogle gange er det nogle helt forfærdeligt og undertrykkende regler. For eksempel regler om, at kvinder skal bære et bestemt stykke tøj. Tørklæde, niqab eller burka. Og i øvrigt desværre også den anden vej rundt. Regler om, at kvinder skal tage et bestemt stykke tøj af igen.

Fordi Michelle Obama har et stykke bar skulder, så kan vi regne ud, at hun ikke har bh på (de findes uden stropper dog). Og dermed bliver vi jo så opmærksomme på, at hun har bryster. Regler. Regler. Regler. Regler for KVINDERS påklædning. På grund af kvinders kroppe.

Det er dybt relevant at diskutere kønsstereotyper i det offentlige rum. Vi kan godt diskutere, om vi har normer i samfundet, der presser kvinder, og særligt piger, til at se ud på en bestemt måde, fordi de socialiseres til, at det forventes af dem. At der stadig er virkelig kønsstereotype normer, der begrænser os. Som piger og drenge og kvinder og mænd. Det bør vi. For det er der.

Men for dælen, vil I virkelig bidrage til, at kvinder for evigt skal skamme sig over deres krop og påklædning? Det er da at acceptere de kønsstereotype strukturer. At det er kvinder, der skal ændre sig. For det er vel konklusionen af de gode råd?

Får vi bedre kvindelige rollemodeller af det? Mere frihed til at være os selv? Nej, nu må I simpelthen holde op. Kvinder er ikke 'det andet køn'. Heller ikke når det gælder påklædning.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
52 kommentarer
Vis kommentarer