Nu må vi tage konsekvensen: Danmarks vigtigste allierede er EU

USA med Trump i spidsen undergraver den internationale retsorden, mens EU tager et fælles ansvar for medlemslandenes sikkerhed, fastslår Sofie Carsten Nielsen. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
USA med Trump i spidsen undergraver den internationale retsorden, mens EU tager et fælles ansvar for medlemslandenes sikkerhed, fastslår Sofie Carsten Nielsen. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Sofie Carsten Nielsen. Næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre.

Virkeligheden overgår fantasien. Så kort kan det siges, efter at Trump har aflyst sit besøg i Danmark. Fordi vi har nægtet at sælge Grønland. En del af det danske kongerige. Eller faktisk ikke: For skaberen af 'The Simpsons', Mark Groening, har i et afsnit fra 1995 præcis den samme overskrift, som CNN kørte tirsdag aften om en amerikansk præsident, der nægter at tage til Danmark, fordi han ikke kan købe Grønland. 'You can actually make that shit up'.

Den oplagte reaktion er den, de fleste af os har. Vi konstaterer, at det er en fornærmelse. En diplomatisk farce. Manden er gal.

Men også i næste åndedrag at udtale, at USA er meget mere end Trump. At vi må komme videre. Og acceptere, at USA grundlæggende kan behandle os, som de vil. For USA er og skal være Danmarks nærmeste allierede.

Men det er for let. Det er på tide, at vi stiller os selv spørgsmålet, hvem vi bør betragte som vores nærmeste allierede? EU.

Hvilken slags ven vil du helst have?
Selvfølgelig skal Danmark stadig samarbejde med USA. Det er uundgåeligt. Og Danmark har som en lille brik i et kaotisk internationalt spil brug for tætte allierede, og vi skal fortsat søge alliancen på alle niveauer i USA.

Spørgsmålet er blot, hvilke egenskaber du selv helst ser, at vores nærmeste ven har?

Er det en ven som USA med Trump i spidsen? Som udnytter, at du er den svage, til at befale dig til at hoppe og forvente, at din eneste reaktion er at spørge, hvor højt du skal hoppe? En ven, som du ikke engang deler værdier med. Som undergraver international retsorden. Bekriger frihandel. Relativiserer den fremadstormende højreekstremisme. Angriber kvinders rettigheder. Ignorer klimaforandringerne. Medvirker til oprustning. Og som hylder brexit og mener, at flere lande burde slutte sig til det kaos, som Johnson og co. skaber.

Eller EU? En ven, der lytter til dig. En ven, du deler magten med. Hvor du har indflydelse, og I sidder sammen omkring bordet? Som bygger på de samme værdier som dine. Om fred. Samarbejde. Frihandel. Ligestilling. Grøn omstilling. Og et fælles ansvar for hinandens sikkerhed.

Også EU står over for svære valg. Også i Europa kan 'Trump’er' komme til. Også i EU er der fortsat et kæmpe arbejde at gøre for at undgå den splittelse, som Trump både har skabt og er en reaktion på i USA. Så meget desto vigtigere, at vi fra dansk side lægger alle kræfter i fællesskabet. Vi er et lille land. En lille åben økonomi. Vi har brug for, at de andre har vores ryg. Og det kræver selvfølgelig, at vi vil bidrage til at have deres ryg.

Tør Mette Frederiksen tone rent EU-flag?
Spørgsmålet er, hvornår flere danske politikere tør sige det eneste rigtige? Gå helhjertet ind i det europæiske fællesskab.

I første omgang ved at tage en sikkerhedsafstemning. Så vi får mulighed for sammen at bekæmpe terror og kriminalitet gennem Europol. Og som gør os uafhængige af, om Trump lige på dagen må afgøre med sig selv, om han vil forsvare os imod aggressioner udefra. 

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har fanget den. Udtalt, at vi må se på, hvor vi laver vores alliancer i fremtiden. At vores prioriteter også skal ligge i EU. At det derfor ikke nytter noget, at vi indtil nu har været så fodslæbende i forhold til vores allierede i EU. Og at vi derfor bør stemple ind i det europæiske forsvarssamarbejde.

Kloge ord. Venstre er måske endelig ved at blive europæiske igen. Spørgsmålet er, hvornår flere partier tilslutter sig. Tør Mette Frederiksen tage konsekvensen? Og tone rent EU-flag? Udskrive en sikkerhedsafstemning? Det ville være på tide. Det ville sikre tryghed og styrke Danmarks plads i verden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
100 kommentarer
Vis kommentarer