'Sig velkommen til udlændinge - for det er ved at blive helt rabiat'

'Det er direkte uansvarlig økonomisk politik at udråbe muslimer som problemet for dansk erhvervsliv og derved forhindre, at danske virksomheder kan tiltrække den arbejdskraft, de har brug for,' skriver Sofie Carsten Nielsen. Foto: Colourbox
'Det er direkte uansvarlig økonomisk politik at udråbe muslimer som problemet for dansk erhvervsliv og derved forhindre, at danske virksomheder kan tiltrække den arbejdskraft, de har brug for,' skriver Sofie Carsten Nielsen. Foto: Colourbox

Sofie Carsten Nielsen. Tidligere minister, nuværende stedfortrædende politiske leder for Radikale Venstre.

Det er på tide at sige 'welcome'. 'Velkommen til Danmark' og 'tusind tak fordi du vil være her og bidrage' til alle de udlændinge, der arbejder i Danmark, på danske virksomheder og i vores offentlige institutioner.

For det er ved at blive helt rabiat, sådan som udlændinge udråbes som en trussel af nogle partier på Christiansborg. Helt aktuelt har Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti forhindret regeringen i at gennemføre en række forslag, som skal gøre det lettere for vores danske virksomheder at hyre medarbejdere udefra til de stillinger, de ikke kan få besat.

Dermed gambler partierne med det fineste, vi har, nemlig vores velfærd. For det er jo virksomhederne og deres ansatte, som sikrer, at vi kan investere i uddannelse, flere pædagoger, lærere, læger, sygeplejersker og grøn omstilling. Blandt andet.

Martin Henriksen (DF) ligefrem glædede sig på landsdækkende TV over, at stilstanden fortsætter i dansk økonomi- og erhvervspolitik. For vi er imod muslimsk arbejdskraft, sagde han. Sæt lige hvad som helst i stedet for muslimsk her.

Men det er i øvrigt ligegyldigt. For Martin Henriksen gør det selvfølgelig med vilje. Vi skal blive bange. Bange for at der nu vælter rabiate imamer ind over grænserne.

Dansk Folkeparti vil hellere skrumpe dansk økonomi, have råd til færre pædagoger, færre lærere, færre sygeplejersker, mindre sundhed og ældrepleje, end at tillade en dansk virksomhed at ansætte den medarbejder, de har brug for, hvis vedkommende har muslimsk baggrund. Ifølge Henriksen og co. må virksomhederne klare sig med den arbejdskraft, der er.

Problemet er bare, at det kan de ikke. Og det kan vi heller ikke som samfund.

Hvordan kom diskussionen om dansk økonomi og vores virksomheders behov for arbejdskraft overhovedet til at blive en diskussion om nogle menneskers mulige kulturreligiøse baggrund? Har vi nogen som helst dokumentation for, at danske virksomheder har haft problemer, der alene handler om muslimer?

Jeg har ikke hørt om dem. Ikke fundet en eneste virksomhed, der påpeger, at lige netop muslimer er deres problem. Og jeg har heller ikke hørt om danske virksomheder, som specifikt kræver, at man er muslim for at kunne udfylde et givent job. Jeg har hørt om kemiingeniører, men jeg har aldrig hørt om muslimingeniører.

Det er direkte uansvarlig økonomisk politik at udråbe muslimer som problemet for dansk erhvervsliv og derved forhindre, at danske virksomheder kan tiltrække den arbejdskraft, de har brug for. Hvis nogen skulle være i tvivl, om Dansk Folkeparti er klar til at træde ind i en ny regering efter det kommende valg. Ja, så er tvivlen i hvert fald ikke blevet mindre, tværtimod.

Det er tid at sige fra, og det gælder ikke kun os politikere på Christiansborg eller ude i regions- og kommunalbestyrelserne. Det gælder også virksomhederne. Det gælder dig, kære læser. Det kan ikke fortsætte sådan her. Så ender vi med, at ingen af de dygtige udlændinge, der arbejder i Danmark, vil høre vores 'Welcome to Denmark'.

Alle jer, der har overtalt jeres familier til at flytte med til Danmark. Alle jer, hvis børn går i vores skoler: Vi har brug for jer. We need you. We are so very happy that you are here. Thank you for your contributions to our society. Thank you for being here.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
202 kommentarer
Vis kommentarer