Trist at Martin Henriksen angriber dommer

'Værst af alt har Martin Henriksen ikke beviser for sine påstande. Jørgen Steen Nielsen anklages for ikke at holde sig til juraen. Men Martin Henriksen har ikke så meget som et enkelt eksempel på hvordan,' skriver Sofie Carsten Nielsen. Foto: Jonas Olufson
'Værst af alt har Martin Henriksen ikke beviser for sine påstande. Jørgen Steen Nielsen anklages for ikke at holde sig til juraen. Men Martin Henriksen har ikke så meget som et enkelt eksempel på hvordan,' skriver Sofie Carsten Nielsen. Foto: Jonas Olufson

Sofie Carsten Nielsen. Næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre.

For nogle uger siden rapporterede 'Horisont' på DR fra Polen. Her mødte vi en polsk byretsdommer i Warszawa. Igor Tuleya. Han mærker et stigende pres fra den polske regering, som angriber dommere som ham, når de dømmer imod regeringens ønsker.

Presset er til at tage at føle på. Igor får smurt hundelort på sin hoveddør. Hænges ud i medierne. Overfuses på gaden. Fordi det er blevet legitimt, at politikere nedgør dommere. Hetzen mod neutrale dommere har gjort, at mange politikere har mistet tilliden til retssystemet.

Sådan er det ikke i Danmark. Vi kan se på reportagen fra Polen og tænke 'godt det ikke er os'. Vide, at vi ikke risikerer at blive ofre for politiske skueprocesser. Det giver tryghed.

Derfor bliver jeg oprigtigt talt trist, når Martin Henriksen angriber den kommende højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen for at være politiserende, kalder ham politisk smagsdommer og mener, at han ligger på linje med bl.a. mit parti.

Det er ekstremt farligt. Jørgen Steen Sørensen har været Folketingets ombudsmand indtil nu. Han har alene passet sit arbejde.

Martin Henriksen hævder at ville forsvare Højesterets uafhængighed. Men det er jo det modsatte, han gør.

Martin Henriksen mener, at der er behov for at 'højreorienterede politiske holdninger' også repræsenteres i højesteret. Som modvægt til Jørgen Steen Sørensen. Men nej. Ingen politiske holdninger skal være repræsenterede i domstolen. Dommere skal kun forholde sig til en ting: loven og loven alene.

Ingen må være i tvivl om, at dommerne aldrig vil dømme ud fra Martin Henriksens eller mine personlige holdninger.

Værst af alt har Martin Henriksen ikke beviser for sine påstande. Jørgen Steen Sørensen anklages for ikke at holde sig til juraen. Men Martin Henriksen har ikke så meget som et enkelt eksempel på hvordan. Tværtimod angriber Martin Henriksen Jørgen Steen Sørensen ud fra argumenter som 'jeg mener helt oprigtigt' og 'efter min mening'. Men det er ikke juridiske argumenter. Det hører ikke hjemme, når vi taler om domstolene. Her skal man vide og kunne bevise.

Skulle jeg undlade at skrive dette indlæg?

Da jeg læste Martin Henriksens indlæg, kom jeg i tvivl. Skulle jeg svare på hans horrible anklager? For så bliver udnævnelsen af en ny højesteretsdommer jo netop endnu mere politiseret. Så kan DF påstå, at jeg kun forsvarer Jørgen Steen Sørensen, fordi de mener, han er enig med mig.

Men nej. Angreb på retsstaten kan ikke stå uimodsagt. I sig selv er retsstaten forsvarsløs. Den består kun, hvis vi forsvarer den. Det ser vi i Polen. Kun 30 år efter murens fald.

Samtidig har Ombudsmanden aldrig erklæret sig enig med Radikale Venstre. Intet kunne være mere forkert end denne påstand. Ombudsmanden vurderer kun, om noget er lovligt eller ej.

De højreekstreme vil nok fortsætte med at angribe demokratiet. Det er i sig selv farligt. Det afgørende er, at vi andre ikke hopper med på deres vogn. For ellers risikerer vi, at danske dommere føler politisk pression. Hvor de må overveje, hvad de dømmer for ikke at få politikerne på nakken.

Aldrig i livet må det ske. Vi skal kunne have tillid domstolene. For hvem kan man egentlig stole på, hvis vi ikke kan stole på, at domstolene er neutrale? Så vil sager blive afgjort af dem, der råber højest og opildner befolkningen mest muligt. Så rokker vi - endnu mere - ved demokratiets grundpiller. Og så kommer vi ironisk nok til at ligne de samfund, som også DF påstår, Danmark skal forsvares mod.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
91 kommentarer
Vis kommentarer