'Vi taler om døden og om at øllene skal være kolde bagefter'

Sofie Carsten Nielsen. Næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre.

Min far ligger på hospice. Han har kræft. Efter tre ugers indlæggelse på hospital har han nu været tre uger på hospice.

Det er en mærkelig tid. Jeg ved jo, at tiden er så kort nu. Samtidig ligger min far dér. Helt rolig og indtil videre også helt til stede mentalt. Han læser avis. Han ser lidt TV. Han følger med, det har han altid gjort. Han er sig selv, men døende.

Jeg besøger ham meget. Det gør mine søskende også. Min mor er der hele tiden. Når jeg er der, så taler vi. Vi taler meget og i lang tid ad gangen. Vi taler om vores liv. Om da han var barn og ung. Om de valg han traf. Om hans opdragelse, og hvad der var vigtigt dengang. Om hvad der var rigtigt og forkert, og om det er anderledes i dag. Om hvad vi kan lære af det.

Jeg fortæller også hver dag om, hvad jeg har foretaget mig, og hvilke tanker jeg har gjort mig. Jeg fortæller, hvad jeg skal i morgen, og han spørger, hvordan jeg vil gribe forskellige problemer an.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg så indgående har fortalt nogen om mine arbejdsmæssige overvejelser sådan dag til dag. Jo, selvfølgelig taler jeg med min mand hver dag. Dér står den jo bare også på dagen og vejen og forældreintra og aftensmaden, og hvilket barn er det nu, der skal have idrætstøj med i morgen? Det er hverdagen.

Rummet med min far er en lomme fra tiden. Han er oprigtigt nysgerrig. Han virker i al fald oprigtigt nysgerrig. Det har han sådan set altid været. Han har altid været interesseret i mig og mine søskende som mennesker. Og jeg har aldrig tvivlet på hans kærlighed og opbakning. Men han har også altid haft sit eget kørende. Et meget travlt arbejdsliv, venner, rejser og fritidsinteresser, min mor, sig selv og ønsket om bare at være alene. Og godt det samme.

Det er noget andet nu. Han har jo på den ene side givet op. Han er meget afklaret. Vi taler om døden, begravelsen og sangene, og at øllene skal være kolde bagefter. Det er meget konkret det hele. Intet er usagt. Og på den anden side, så suger han alt det sidste ud. Mønstrer oprigtig kærlighed og indlevelse i alle os omkring ham. Har al tid i verden til samtale.

Vi taler om politik. Min far har selv været aktiv. Medlem af Venstre det meste af sit voksne liv. Æresmedlem endda. Jeg nåede det lige, sagde han grinende forleden. Vi har altid talt om politik. Men ikke altid så roligt. I mine teenageår og studieår ind imellem, ophidset og fyndigt. Jeg er den midterste af tre søskende. Det var mig, der søgte konflikterne. Vi var jo uenige. Jeg synes nok, han var lidt reaktionær. Han synes nok, jeg var lidt naiv. Klassiske positioner.

Vi er stadig uenige, men foruroligende lidt. Jeg synes ikke, han tager klimaforandringer og miljøproblemer helt alvorligt nok. Han synes, jeg må arbejde på at få større forståelse for udgifter til forsvaret i Radikale Venstre. Vi er enige om, at det er for dårligt, at en håndfuld kvinder har boet 19 år i Danmark uden at lære dansk, men også om at det problem ikke løses ved at indføre gebyr på tolkning i sundhedssystemet.

Så vender og drejer vi det lidt. Udfordrer hinanden i al mindelighed. Analyserer og deler erfaringer.

Det er så dejligt, at jeg er ulykkelig over, at det stopper lige om lidt. At jeg ikke længere skal samtale med ham. Ulykkelig og fuld af sorg over, at han skal dø nu. Og samtidig taknemlig for at få mulighed for at have det rum med min far. Hvis han lever i morgen, vil jeg tale med ham om, hvordan jeg kan tage noget fra det rum med videre i livet.

Det er ikke sikkert, han har svaret. Men så kan vi bare tale om det.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
11 kommentarer
Vis kommentarer