Viktor Fischer er en helt - og nu skal vi andre træde til

Her er banneret mod homofobi på vej ind på banen før Superliga-kampen mellem Hobro IK og Randers FC på DS Arena i Hobro i sidste weekend. Foto: Henning Bagger
Her er banneret mod homofobi på vej ind på banen før Superliga-kampen mellem Hobro IK og Randers FC på DS Arena i Hobro i sidste weekend. Foto: Henning Bagger

Sofie Carsten Nielsen. Næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre.

Mine sønner går til håndbold. På det lokale hold på Nørrebro. Det er fedt. De går til den. Er begejstrede. Og bliver en del af det unikke fællesskab, som sporten tilbyder.

Fischer-balladen har dog gjort, at jeg igen lige må tænke mig ekstra om over stadionkaffen til en femmer. For sæt nu, hvis den homofobi som vi har set på lægterne til Superligakampene har sit udspring i de små klubber?

Viktor Fischer er en helt. Takket være hans markante afstandtagen til homofobiske smædesange har vi fået en unik mulighed: Muligheden for at sætte spot på den homofobi, som gennemsyrer store dele af sportsmiljøet i Danmark. Og derfor også findes i skolen og fritidsklubben.

DBU har taget kraftig afstand til homofobien. Klubberne bakker op. Og de officielle fangrupperinger. Tak for det. Desværre er det langt fra nok. Et 'sammen mod homofobi'-banner er en smuk gestus. Og i og for sig lyder det rigtigt, at kampe vil blive afbrudt, hvis homofobiske tilråb høres fra lægterne. Problemet? Til Brøndby-FCK derbyet omgik Brøndbys fans truslen om at afbryde kampen ved at råbe 'Fischer han er gay. Allez, allez' under opvarmningen. Hvor dommeren ikke kunne afbryde kampen.

Situationen udstiller to ting:

1) Kulturelle udfordringer kan ikke løses gennem påbud og regler. Eller som Mads Kastrup forleden skrev: 'Sprog og ytringer er som vand'. Forbud mod brugen af ordet 'gay' på Brøndby Stadion hjælper ikke noget. Synonymer eller symboler vil blot erstatte de forbudte ord.

2) Et banner og forbud mod bestemte ord er grundlæggende symptombehandling. En reaktion på en forstokket og gammeldags kultur, som helt grundlæggende trænger til at blive ændret.

Forleden slog det mig derfor. Til en af mine sønners træning med stadionkaffen i hånden: Det er her, hvor kampen mod homofobi skal stå. Fordi kulturelle problemer skal løses, der hvor de har deres udspring. Når idioter råber homofobiske smædeord på Sydsiden i Brøndby har det udspring i den kultur de voksede op med, da de selv begyndte at dyrke sport som børn. En kultur som har fulgt dem igennem hele livet.

Misforstå mig ikke. Jeg har intet at udsætte på mine sønners håndboldklub. Tværtimod. Trænere gør et fremragende arbejde. Og der er en hyggelig atmosfære og en god tone. Tror jeg. Oplever jeg. Jeg er ikke med i omklædningsrummet. Ikke desto mindre går den samme historie igen i flere små klubber. Den hårde tone. Tilsviningerne. Og homofobien. Alt det kommer helt fra begyndelsen. Når de nye poder begynder. Til fodbold. Håndbold. Eller ishockey. Får det på det nærmeste ind med modermælken.

Så begynder kampene. Grove tilråb høres alt for ofte fra forældrene. Og spillerne hopper med på vognen. En modstander tirres ved at blive kaldt 'bøsse'. Og en skadet spiller bliver spurgt, om han er 'svans', fordi han ikke kan klare mosten. Og når kampen evalueres til 3. halvleg i omklædningsrummet var modstanderne fandme nogle 'homo`er'.

Men netop her, første gang de homofobiske ytringer høres, er der behov for fælles afstandtagen. Fra trænerne. Dommerne. Os forældre. Os voksne.

For vi kan ikke forvente, at spillerne selv løser det. For uanset hvor reflekteret, klog eller empatisk en søn du har, er det ikke realistisk, at det er ham, der helt af sig selv og som den eneste siger 'stop', når 'bøsse' eller 'svans' udspyes i omklædningsrummet. Eller som påpeger, at man sgu ikke bliver mindre mand af at sige fra over for homofobi.

Viktor Fischer er en helt. Et ægte forbillede. Som man ønsker, at en fodboldspiller skal være. En, der bruger sin stemme til at gå imod en strøm, der diskriminerer en hel gruppe. Råber højt. Fremfor blot at dukke hovedet. Fremfor at affinde sig med, at 'gay' råbes efter ham. Fremfor blot at håbe, at det snart dør ud.

Derfor skylder vi Fischer, at vi samler handsken op. Og går all in på at vinde kampen mod homofobi. Det er mit håb, at hele sagen giver anledning til at de små klubber sætter sig ned. Kigger hinanden i øjnene. Spørger om der er et problem med homofobi i deres klub. Og ved at sætte spot på problemet, tager de opgøret lige netop i deres lille klub.

Gør vi det, tager vi fælles afstand til homofobi helt fra begyndelsen i sportens verden, så har vi en chance for grundlæggende at ændre kulturen. Bringe den ind i det 21. århundrede. Hvor den for længst burde have været. Så hverken jeg eller nogen andre forældre skal høre homofobiske ytringer, når vores sønner bliver ældre og spiller kampe. Og så vi alle kan gå på stadion. Nyde kampen. Øllen. Stemningen. Men fri for homofobiske ytringer, der burde høre fortiden til.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
89 kommentarer
Vis kommentarer