Fjernsyn, som du kender det, kæmper en dødskamp.
Næste generation hænger ikke ud foran fredagsunderholdningen, men på YouTube, hvor de hellere ser piger lægge makeup, katte slås med syltetøjsglas eller drenge pakke deres nye legetøj ud (jo, det er en ting. Unboxing, kaldes den).
Den tekniske udvikling er en del af forklaringen, men de velbetalte mennesker, der laver vores tv-programmer bærer dæleme også et ansvar. For hvorfor har man ikke tids nok forsøgt at forny koncepterne, i stedet for dovent at følge det samme slidte manus år efter år?
Hvorfor skal vi lege med på, at de kendte i ’Vild med dans’ er pivringe i begyndelsen, men nogle uger senere danser ’den bedste tango, jeg nogensinde har set!’, som Jens Werner karikeret udbrød i semifinalen?
Stort set alle afsnit af ’Den store bagedyst’ udspiller sig f.eks. således:
– Pernilles kage er inspireret af de to år, hun boede i kibbutz i Israel. Kagen skal pyntes med en kalot lavet af rispapir, og indeni er der en browniebund og en mousse med dadler, siger speakeren.
– Ej, jeg er altså virkelig nervøs, men nu satser jeg, siger Pernille.
– Træd væk fra jeres kager, råber Timm Vladimir.
– Virkelig dejlig, intens smag, siger damedommeren.
– En rigtig flot finish og sprøjteteknik, siger tyskerdommeren.
Deltagerne er altid en ung, en gammel, en flipper, en udlænding, en homoseksuel og fortsæt selv, og DR kunne genudsende flere afsnit af de gamle sæsoner, uden nogen opdagede det.
Alt indhold i medierne er lavet efter en skabelon. Artiklerne på eb.dk er også nogenlunde samme længde, og i papiravisen er pigen (eller manden. Eller chefredaktøren!) på side 9, horoskoperne ved siden af tegneserierne og vejret bagi. Folk elsker overblik og tryghed, og det er der ikke noget galt med.
Skabeloner er fine, bare man ikke hælder det samme i dem hver gang.
Bevares, der var to kvinder, der dannede par i ’Vild med dans’. For to år siden var det to mænd. Men med mindre TV 2 bliver endda meget woke, så er den magiske eliksir altså allerede opbrugt. Lad dem dog danse med bind for øjnene. Lad deltagerne skrive deres egne sange i ’X Factor’, og lad dem stjæle hinandens ingredienser i ’Bagedysten’. Slip tøjlerne.
De stramme koncepter og enerverende gentagelser udstiller manglen på det, den slags underholdning lever af:
Autenticitet. Ægthed. Den ægthed finder de unge i stedet på YouTube. Også selvom folk så kun pakker en papkasse op.
