Den nye dødszone i dansk politik og parasit-partierne

Søren Jacobsen Damm

Debatredaktør, skriver om moral, dobbeltmoral, filosofi og mad.

Engang var midten i dansk politik et lunt smørhul, hvor kongemagerne residerede. I dag er det, det farligste sted i dansk politik.

Hvis der er noget tidens vælgere ikke længere køber, er det den pragmatiske, grundige, arbejdsomme politik, der hviler på et økonomisk funderet grundlag. Det sælger ikke længere nogen billetter.

Yderpartierne har derfor opdaget, at taler man næsten udelukkende til vælgernes hjerter, frem for hjerner, er der mange stemmer at hente.

På midten i dansk politik er der opstået et sort hul, der øjensynligt suger almindelig sund fornuft og rationel forståelse af samfundets økonomiske anatomi ud af den gængse vælger og transporterer denne til et parallelunivers befolket af politikere uden politik, og hvor det giver mening at stemme på Alternativet, Enhedslisten eller DF.

Alle tre partier ernærer sig som parasitter på de traditionelle midtersøgende partier, der sidder i maskinrummet og forbereder den realpolitik, som er nødvendig for, at velfærdsstaten ikke kollapser. Ændrer tingene sig ikke snart, vil vi utvivlsomt se flere af denne type ‘parasit-partier’.

DF har fra sin ensomme sorte trone med stor succes skabt sig et stemmeslugende image rundet af et på flere måder rimeligt opgør med en naiv og forfejlet integrationspolitik fra de traditionelle partier. Det har været DF’s ‘cosa nostra’. Men ellers har de ikke haft meget andet at byde på end citronmåner, photoshoppede golden retrievere, hygge-xenofobi og en generelt ufunderet økonomisk politik, der kun nødtørftigt inddrages, når de lavthængende frugter skal plukkes i populistiske politiske sager om ‘den klemte lille mand’.

I den helt anden ende af spektret residerer den nye apostel for konsekvensløs guerilla-politik, Uffe Elbæk og hans sabelsluger-trup, Alternativet. Et parti, der først nu er ved at finde sine egne ben. Og det er tankevækkende, hvor mange danskere, der har stemt og vil stemme på et parti, som ikke selv evner at definere, hvad de mener om praktisk politik.

Den foruroligende udvikling har fået en tiltagende del af vores politikere til at glemme, at det, de primært er valgt til, er at administrere nationalstaten Danmark. Hvilket oftest indebærer langmodige og timelange udvalgsmøder med lunken danskvand og sur kaffe på kanden. Man er ved at glemme, at politik først og fremmest er et håndværk og ikke appetitlig fidus-kunst.

Alternativet vil hellere snakke om alt det, der lyder så godt, så sjovt, og betyder så lidt. Men gøglerne har uden sammenligning Danmarks pt. bedste PR-bureau — og selv om menuen hos Bistro Elbæk står på bortfløjen fasan og vindfrikadeller, står folk utålmodigt klar med tallerkenen.

Tættest på dødszonen i midten ligger to af landets ældste partier: Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Den gamle ormeramte nu næsten mennesketomme firemaster, M/S Konservastiv, synker langsomt, men støt i midterpolitikkens bundløse meningshav - komplet med klirrende lysekroner, tretårnet sølvbestik og pudsede elefantordener, men uden Dannebrog; det har DF stjålet for længst.

Konservative ligger pt. ikke bare til en vælgerlussning, men en gennemprygling; med 2,3 pct. tilslutning, står det gamle parti koldsvedende tæt på randen af det sorte hul. Sker der ikke snart noget drastisk, er det nat med det 101 år gamle dobbeltradede folkeparti i dansk politik.

Døden på midten rammer også en anden institution i dansk politik, Radikale Venstre. De Radikale har evnet at kombinere en grundlæggende snusfornuftig økonomisk politik. Samtidig med at man har appelleret til såkaldte humanister. Men de seneste årtiers globale udvikling og den tiltagende indvandring har fået R til at fremstå naive i flygtningepolitikken, og Vestagers realpolitiske facon, har også kostet vælgere til gademusikanterne i Alternativet.

Det største problem for R er dog meningsgranaten Zenia Stampe, der med sit politiske tourette-syndrom, sender foruroligende signaler til R’s mere sindige kernevælgere, og hun dræner drypvist de Radikales evne til at fremstå som at ansvarligt parti. En sandsynlig tese er, at hun skræmmer tre vælgere væk, hver gang hun lokker én til.

Margrethe Vestager var en partileder, som sad på magten og pengekassen med øjne så store som tekopper, og hun var stærk nok til at kunne rumme Zenia Stampes rablende sirenesang, der fik Stampe til at fremstå som en sur teenager i husarrest — det evner Morten Østergaard ikke.

Og i sidste ende handler det om, hvorvidt Zenia selv hopper i midtens sorte hul og genopstår i Alternativets parallelunivers, eller om hun hiver hele Radikale Venstre med sig i afgrunden?

Men der foregår forskydninger på Borgen. Morten Østergaard meldte i april ud, at blokpolitikken var død. Og senest har Henrik Sass Larsen (S) afleveret en værdipolitisk kanonade mod Alternativet, så noget tyder på, at de traditionelle partier er ved at vækkes af Tornerosesøvnen og nu overvejer helt nye holdopstillinger for en kommende regering.

Og hvorfor ikke?

Er den største hindring for et regeringssamarbejde mellem S og V ikke det forfængelige slag om, hvem der skal residere i de flotte lokaler i statsministeriet? Hvor er efterhånden den største realpolitiske forskel mellem dansk politiks to store ronkedorer?

Og udsondrer de Radikale Zirene Stampe af partiet, hvad forhindrer så R i også at bryde med årtiers betonpolitik mellem rød og blå blok, og indgå i en koalition med S og V. Meget af den nuværende flygtningepolitik, var R jo selv med til at vedtage under Thorning-regeringen.

Og hvad med de Konservative — hvad har de efterhånden at tabe udover slipsenålen?

Så hvorfor egentligt ikke en S-R-K-V regering? Ifølge den seneste måling fra Politiko (15.5.), ville de sidde på 53,8 pct. af stemmerne. For vælgeren, hvis politiske erindring starter med Poul Schlüter, kan et arbejde over midten synes utopisk, men det er jo bl.a gjort før med RKV-regeringen i 1968 og SV-regeringen i 1978.

Og kunne Anders Samuelsen skrue tre takker ned for ultimatum-knappen og den pavlovske dragen mod skattelettelser, mon ikke LA så også kunne se fornuften i en ‘midtens politik’? De får i hvert fald ikke deres vilje med DF, eller SF/Enhedslisten på slæb.

Midterpartierne bør indse, at den blokpolitik, der har været ført de seneste årtier, har lagt grobunden for yderpartiernes opportune partisanpolitik.

En S-R-K-V koalition kunne lukke realpolitikkens sort hul på midten og føre politikken tilbage til dér, hvor det lange seje træk er dagsordenen, til dér, hvor man respekterer den almindelige arbejdende skatteborger og dennes interesser, og sætte yderpartiernes machiavelliske nas på det politiske rugbrødsarbejde ud af kraft.

Men hvis midterpartierne ikke snart omrokerer tropperne, og dermed undgår at overlade serveretten til Alternativet, Enhedslisten og DF — der så ikke længere vil kunne plukke ethvert politiske forlig efter forgodtbefindende — er midterpartierne så egentlig at regne for mere ansvarlige end de opportune yderfløje?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
15 kommentarer
Vis kommentarer