‘Jeg mener, at politisk korrekthed er en slags sproglig fascisme. Den får min generation, der kæmpede mod fascismen, til at gyse ved tanken.’
— P. D. James, forfatter (1920-2014)
I USA har man fjernet ordet ‘nigger’ fra det nationale forfatter-koryfæ Mark Twains bøger. Og i Sverige har man renset ud i Pippi Langstrømpe, da man mener, at Astrid Lindgrens værker kan virke anstødelige.
Både ‘nigger’ og ‘neger’ er ord, jeg personligt ikke bryder mig om, og det er min demokratiske ret at udtrykke mit mishag. Men det er dybt problematisk at blande lovgivningen ind i det og dermed censurere litterære værker eller daglig tale fra officielt hold.
Når man fordrejer fortiden, perverterer man nutiden. Man gør det umuligt for fremtidens mennesker at forstå, hvor og af hvad, de kommer. Og som ordsproget forudsiger, så er dem, der ikke kender historien, dømt til at gentage den.
Hvad rager det mig, kan du så spørge. Jo, her i Danmark er en af de mest ivrige fortalere for, at vi skal lovgive mod ‘mikro-aggressioner’, den selverklærede mande-feminist Henrik Marstal (HM). Han er for tiden hyppig gæst i mediebilledet. HM er af landets mest fremtrædende eksponenter for den nye ’krænkelses-filosofi’. Og den skal man holde øje med.
Siden 1970’erne har ideerne bag politisk korrekthed knopskudt fra vestens venstreradikale, akademiske kredse ud i resten af samfundet. Særligt indædt er kampen om, hvad man må sige og ikke sige. Endemålet er, hvem der skal bestemme, hvilke dele af sproget, som er ’rigtigt’ og ‘forkert’. Men det er også en debat om, hvorvidt der overhovedet er sprog, der er ‘rigtigt’ eller ‘forkert’.
På flere af USAs ledende universiteter (bl.a. UCLA og Yale) har man indført begreber som ‘trigger warnings’, ‘safe zones’ og ‘micro aggressions’.
En ‘trigger warning’ er en advarsel, som på forhånd advarer emotionelt ustabile/let påvirkelige/sarte studerende om, at der kan optræde anstødelige ord eller scener i en tekst eller lignende. ‘Safe space’, er en aftale mellem f.eks. en underviser og studerende fra typisk etniske og/eller seksuelle minoriteter, hvor underviseren garanterer, at der på aftalte steder ikke anvendes sprog eller adfærd, som kan støde de studerende.
Her er en video optaget på Yale, hvor en ung kvinde mener at have carte blanche til at gå amok, da hun føler sit ’safe space’, kompromitteret af den årlige halloween-fest.
Micro aggressioner’ er dog det mest problematiske af begreberne. Det er en fællesbetegnelse for små undseelige ord, blikke, begreber og lign., som i daglig tale bruges både bevidst og ubevidst nedsættende og stigmatiserende om socialt såkaldte marginaliserede grupper som f.eks. afrikanere, rumænere, homoseksuelle eller kvinder.
Prøv eksempelvis at se, hvor mange du kan finde i denne tekst.
’Privilegeret’ er en vigtig term, der knytter sig til ’mikro-aggressioner’. Hvis man er f.eks. er hvid, heteroseksuel mand, har man nogle særlige privilegier, i forhold til en asiatisk, lesbisk kvinde. Dermed er man angiveligt ikke i stand til at sætte sig ind i den underprivilegeredes forhold, og derfor mister den hvide mand retten til kritik.
Henrik Marstal (HM) udtalte for nylig i et debatprogram med sociologen Henrik Dahl (LA) - og underbyggede det et par dage senere i en diskussion med sognepræst Sørine Gottfredsen på Radio 24syv — at man burde fjerne anstødelige ord/vendinger fra fortidens bøger fra officielt hold.
Umiddelbart kan det virke sympatisk. Marstal er vel nok en flink fyr, at han ikke vil støde nogen. Men kigger man nærmere på de mulige konsekvens af hans forbud mod mikro-aggressioner, åbner der sig en afgrund af faldgruber for det åbne, frie demokrati.
Mikro-aggressioner er nemlig en del af vores alles omgangsform. Det er den let drillende tone, som man anvender imellem kønnene, hos en flok stilladsarbejdere, blandt journalister på Ekstra Bladet eller på et typisk fodboldhold. Nogen gange er et ord stødende, andre gange er præcis samme ord eller begreb måske en uomgængelig del af en vittighed, der styrker et fællesskab og får os til at grine, måske endda ad os selv.
Marstal angriber reelt det mest grundlæggende særkende ved mennesket og civilisationens byggeklodser: Nemlig sproget. Sproget er oprindeligt menneskets eneste regulære måde at kommunikere sit indre til omverdenen med. Det bør være ethvert menneskes ret at udtrykke sig frit og kommunikere ufiltreret med den anden. Det er essensen i ytringsfrihed og det at være menneske.
Sproget kan slibes af, men bliver det for glat, skildrer det ikke længere det levede liv. Livet har skarpe kanter. Uanset hvor meget vi ruller hinanden ind i vat, vil vi alle f.eks. føle had, smerte, afmagt og glæde i tilværelsen. Vi kan blive syge, og til sidst vil vi dø. Livet er ikke en runddans i solen med økologiske figenslik og gruppekram. Vi kan ikke snakke livets fortrædeligheder væk, vi er nødt til at kunne adressere dem i al sin vælde på godt og ondt. Det er en bydende nødvendighed for ethvert menneskes eksistentielle sjælefred.
Skal vi holde op med at tale om det armenske folkemord, fordi det krænker tyrkerne? Skal vi stoppe med at tale om Srebrenica, fordi det krænker Serberne? Skal vi stoppe med at tale om overgreb på tyske kvinder i Køln, fordi det krænker flygtninge? Skal vi stoppe med at tegne Lars Løkke som nazist, fordi det krænker Pia Kjærsgaard?
I jagten på det korrekte, gnidningsløse samfund, forsøger man med Marstals begreber at udsondre essentielle, men uønskede facetter ved mennesket. Hvad angår mennesket, er helheden langt større end summen af enkeltdelene. Det er en farlig illusion at reducere mennesket til en ren biologisk maskine, hvor man kan udskifte uønskede, nedslidte eller forældede komponenter.
Under dække af godhjertet moral, hensyntagen til samfundets svageste grupper, og en mystisk, ubegrundet privilegeret indsigt i menneskets gøren og laden, har HM og dele af den mere rabiate femi-militante falanks, forsøgt at snige sprog-forbudet ind ad bagdøren.
Det pseudo-intellektuelle begreb, mikro-aggressioner, som Marstal og co. gerne ser indført i loven, er i virkeligheden et værktøj, der i en håndevending kan anvendes til en betænkelig form for social kontrol.
Og når man alligevel har slettet et ord i en anstødelig bog, hvorfor så ikke hele sætningen, eller hele siden, ja, hvorfor ikke hele bogen? Måske ville det nemmeste i virkeligheden bare være at brænde bogen? Så er der i hvert fald ingen, der bliver stødt! Man kunne passende brænde bogen ‘Fahrenheit 451’, af den hvide, privilegerede, heteroseksuelle mand, Ray Bradbury. Bogen er garanteret propfyldt med mikro-aggressioner — eller er den? Er det noget Henrik Marstal og hans ligesindede skal bestemme?
Selv om HM på overfladen virker som en sympatisk fortaler for, at vi skal tale pænt om og til ‘de svage’, virker det ikke som om, han og andre fortalere for ‘krænkelses-filosofien’, helt har tænkt konsekvenserne af deres ideer igennem.
Begreberne bliver dertil i de forkerte hænder en art trylleformular, der snildt kan bruges til at dominere de ikke indviede, de ikke-troende, dem der ikke taler flydende ‘krænke-sprog’. Det er noget, der tydeligt ses i et ellers demokratisk land som Sverige. Her har bl.a. begrebet ‘racist’ mistet sin oprindelige betydning. Nu bruges det til at stigmatisere politiske modstandere, når man selv løber tør for argumenter.
Hvis man forbød mikro-aggresioner, ville det starte et krænkelses-kapløb. I tomrummet for udvandede ytringsfrihed ville grobunden for fascistisk magthaveri, der kan regulere grundpræmisserne i samfundet efter forgodtbefindende, hurtigt kunne opstå. Vores køn, kultur, kunst, religion, historie, alt det, der gør os til mennesker, ville langsomt kunne udsondres af samfundet som generende fremmedlegemer i det nye krænkelsesfrie, værdi-relativistiske Utopia.
Når det første ord er ulovliggjort, er der sandsynligvis ingen vej tilbage. Mængden af uønskede ord og begreber vil hobe sig op. Og i takt med at det enkelte individ i stigende grad også overvåges af myndighederne, er der pludselig overraskende kort til et regulært sprog-politi, og i yderste konsekvens; et tanke-politi.
Endemålet for Marstals visioner er et umyndiggjort menneske fanget i værdiløse, følelsesforladte ahistoriske, mekaniske samtaler. Præcis som George Orwell beskriver i sin bog om det fascistiske samfund ‘Oceania’ i sit hovedværk ‘1984’.
Her introducerer Orwell begrebet ‘Newspeak’, der er et statskontrolleret sprog, som påtvinges befolkningen netop for at begrænse den frie tanke. Alle synonymer og modsætningsfyldte, potentielt konfliktskabende termer forsøges udryddet. Sproget bliver reduceret til en skræmt dansebjørn, der afrettes med vold, ved den mindste overskridelse.
Det lyder måske hysterisk. Men hvis Henrik Marstal og co.'s farlige terminologi en dag sejrer, er ytringsfriheden de facto afskaffet. Os, der støtter den fulde ytringsfrihed, og ikke den udtømte slags, bør være på vagt, over for krænkelses-filosofiens snigende fascisme.
