Ole - en enmandshær af empati

Søren Jacobsen Damm

Debatredaktør, skriver om moral, dobbeltmoral, filosofi og mad.

DR’S DOKUMENTARPROGRAM ‘Rebellen fra Langeland’ i tre dele om Ole Sørensen, chefen for socialpsykiatrien på Langeland, og hans unikke arbejdsmetoder er et ekstremt vigtigt program. Ikke blot fordi det er en anderledes og stærk fortælling om de mennesker med særligt fokus på enmandshæren Ole Sørensen, der arbejder i og med nogle af dem, der er underlagt psykiatrien i Danmark. Men i høj grad også fordi programmet rummer en endnu større fortælling, nemlig historien om hvad der gik galt for den offentlige sektor i Danmark.

Ole ligner ved første øjekast, med sine tatoveringer og lange, grå skæg, en lattermild vikingehøvding, men han har en medfødt ph.d. i medmenneskelighed, et overskud som en 20-årig rejseguide og et ægte engagement i sit virke. Men vigtigst af alt så har Ole Sørensen genindført et hemmeligt og næsten glemt våben i kommunalt regi, nemlig ASF – Almindelig Sund Fornuft.

Ole kunne godt som chef sidde på kontoret hele dagen og lade sine ansatte tage ud og besøge kommunens mange socialklienter, men han tager oftest selv af sted og møder kommunens mest belastede borgere ansigt til ansigt, menneske til menneske.

LANGELAND ER LANDETS fattigste kommune, og det har presset Ole Sørensen til at tænke kreativt, så han har slået alle ’diagnoserne’ sammen i ét samlet behandlingstilbud på institutionen Hjørnet ved Rudkøbing.

Som psykiatri-vikingen siger: ‘Det handler ikke om diagnoser, men om relationer … alt handler om relationer’, og, siger han videre: ‘Hvis paragrafferne får lov at styre, så falder folk i mellem stolene’. Så Ole ser ikke primært folk som klienter, men han forsøger at være den ven, der aldrig dømmer, som står klar, hvis de søger hjælp, al slags hjælp, selv håndteringen af kriminelle<QL> gældsindrivere klarer Ole! Jeg tror ikke, at Ole selv bruger ordet ‘klient’ en eneste gang i de to første afsnit – han taler altid om mennesker.

SÆRLIGT BEFRIENDE er afsnittet, hvor Ole har arrangeret en ‘tur til Emil Nolde Museet i Tyskland’ for de alkoholikere, der holder til ved det lille lokale værested kaldet Ølkassen, som Ole i øvrigt også har sørget for. På turen skal der lige shoppes en røvfuld ølrammer og holdes mange rygepauser, og holdet når ‘desværre’ ikke museet i denne ombæring, men for Oles passagerer var det en god tur. Ole forventer ikke, at de stopper deres misbrug, men nu ved de, at han står klar til at hjælpe dem, hvis de selv beslutter sig for at stoppe en dag.

Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsen med den lokale borgmester i spidsen ser lidt beklemte ud ved spørgsmål om øl-turen, men de skal have et skulderklap for at bakke Ole Sørensen op og tro på hans uortodokse metoder.

SÅ ER VI TILBAGE ved ASF – Almindelig Sund Fornuft – netop i dette lille lokalsamfund, hvor relationerne er personlige som på Langeland. Her kan man stole på den enkelte medarbejder og den lokale chef. Man holder ikke kun hinanden ansvarlig via paragraffer, men også igennem den personlige relation i lokalsamfundet. Programmet tydeliggør, hvad vi har mistet med den aggressive centralisering, der er skyllet hen over den offentlige administration de sidste årtier.

‘Rebellen fra Langeland’ eksponerer, at vi har mistet det lokale engagement og den sunde fornuft.

I den store centraladministration drukner ildsjælene, der domineres af angste mellemledere, som kun er optaget af og bange for at kunne blive hængt op på noget. Den centraliserede struktur udsondrer mennesket og erstatter det med koldt paragrafrytteri og 8-16-teknokrater – det er Ole Sørensen antitesen til. Hans livsprojekt er at inkludere mennesket; at være de udstødtes klippe i en malmstrøm af kaos.

 Som han siger: ‘Psykiatri er 24 timer i døgnet’ – dæmonerne holder ikke weekend. Vi ser dog også i glimt, at arbejdet trækker hårdt på Ole, men heldigvis kan han støtte sig til sin dedikerede stab af medarbejdere, der også arbejder hårdt for at give Ole det frirum, han har brug for for at kunne engagere sig i jobbet.

MAN KAN SELVFØLGELIG ikke forvente et generelt engagement af folk som det, Ole Sørensen lægger for dagen, men man må bøje sig i ærefrygt for rebellen og håbe på, at han kan tjene som inspiration for andre, og så må vi bede til, at hans fremtidige arbejde ikke blive kvalt af paragraffer og fejhed. Det vigtigste, ‘Rebellen fra Langeland’ viser os, er, hvor stor en forskel det enkelte menneske faktisk kan gøre – og det kan vi alle lære noget af.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
2 kommentarer
Vis kommentarer