Røde mor ligger for døden

Søren Jacobsen Damm

Debatredaktør, skriver om moral, dobbeltmoral, filosofi og mad.

De lyriske hashtåger fra de sidste beatniks blev elektrificeret af rockens primale skrig og fremmanede Den Psykedeliske Muse, der i anden halvdel af 1960’erne var ånden i det oprør af musik, kærlighed og den mentale friheds-revolution, som skulle gøre op med menneskelivets uretfærdigheder, der lå som en skimmelkant henover den vestlige civilisation.

Musen tromlede de følgende år gennem den vestlige kultur. Hun var på gaden i Paris. Hun var på Woodstock-festivalen. Hun var i rillen på Sgt. Pepper og ved Storkespringvandet i København.

Hun forekom ukuelig, hun var ungdommens evigt dirrende brøl, og hendes boblende gryde af liflige, lokkende ingredienser var nær ved at ramme det magiske ækvivalenspunkt, hvor hverdagens plumrede heksebryg blev til en regnbuefarvet trylledrik. Flere og flere, uanset alder, race og køn stod klar ved gryden, mens de ventede på den velsignede mikstur, der skulle sende dem på en magisk og mystisk tur.

Men ak. Der skete det, som ofte sker: musen mødte en røvsyg fyr, og de indledte et livslangt og papirløst forhold.

Han hed Karl Marx.

Som en grådig vampyr drænede Karl hurtigt musens livskraft, og snart blev trylledrikken plumret og bitter. Jim, Jimmi og Janis døde, og i stedet for den magiske muse stod vi tilbage med en anæmisk munke-marxistisk mokke i forvaskede trusser. Hun var humorforladt og manglede enhver rimelig selvindsigt — hun var blevet til Røde Mor. Musen derimod var endegyldigt fordampet, og spøger nu kun på vintage-vinyl og i gamle christianitters lejrbålshistorier.

Efter ånden også forlod vores hjemlige breddegrader, stod vi — på nær en enkelt genistreg fra Solvognen og en god sang fra Shit og Chanel — tilbage med grydens nedkogte bundskrab: piberygende kvinder, brune ris, kattejammerrock, fællesmøder, forsømte børn, fodformet kommunalvælde, affalds-kunst og en folkeskole i voksenble.

Og i 1972, da den sidste mand forlod månen, og oliekrisen ramte vesten som en beduins barkede næve midt i ansigtet, var det et endegyldigt dødsstød til drømmen fra 60’erne; virkeligheden var reduceret til en sur madpakke tyret mod en hessianbeklædt parcelhusvæg.

Men i forhold til før var mange af de riter og institutioner, vi normalt ville vende os til i krisetider, kuldsejlet i kølvandet på oprøret. Røde Mor var kommet for blive, og hun skulle nok sørge for, at de ikke blev genrejst, for nu skulle alt i stedet genopføres i hendes eget billede — og hendes kirke var fyldt til randen med automat-paroler og kollektivt tyranni. Og det blev tydeligt, at ingen er mere selvhøjtidelig end den, der ikke tager noget højtideligt.

For at undgå den dogme-nedbrydende konfrontation med empiri og logik, gjorde Røde Mors disciple efterhånden hendes musefælde-dogmer kringelkrogede og uigennemskuelige: Der er kun en vej ind, men ingen ud. Man anvendte med virtuos dygtighed en passiv-aggressiv metode til at stigmatisere enhver mening, der ikke lå i forlængelse af de accepterede skriftsteder.

Sympatien med en skeptisk arbejderklasse blev et udgangspunkt. Men i virkeligheden var arbejderen mest et værktøj til at forskyde Røde Mors egen position, så hun kunne nasse på arbejderbevægelsens moralske præmis. Arbejderen selv havde sjældent meget tilovers for Røde Mors studentikose projekt. Men han fungerede alligevel som hendes usynlige fantasiven, som hun så tillagde sine egne egenskaber, der efterfølgende kunne tjene hendes påtagede socialempatiske missionsvirksomhed.

I løbet af 70’erne og 80’erne var der en vis usagt våbenhvile, hvor borgerklassen sad på produktionsapparatet, og Røde Mor sad på meningsapparatet. Men i løbet af 90’erne begyndte hun, via den vildt voksende kommunikations-industri og den tiltagende ‘bløde økonomi, at æde sig ind på borgerskabets enemærker. Og det gik også den anden vej.

Der foregik en skeptisk symbiose mellem de to positioner, og i dag har man møvet sig ind på hinandens revir, og på visse områder smeltet sammen.

Men symbiosen har vist sig at være den rene gift for Røde Mor, for da hendes paroler skulle kombineres med de almene fælles interesser, begyndte den kritiske fornuft at udsondre Røde Mors mest rabiate forestillinger, som et uønsket fremmedlegeme af den almene fornuft.

Ommøbleringen af magten over meningsapparatet eksponerede hendes passivt-aggressive metode og selvmodsigende præmisser. Den har efterladt hendes efterhånden få tilbageværende disciple med et ramsaltet destillat af menings-ensretning, mikrofascisme. Og dertil senest Justin Biebers fedtede hvide dreadlocks, som disciplene i deres selvfornægtelse har valgt at dyrke som et relikvie, i stedet for at kaste Røde Mors intellektuelle affald på historiens mødding og se udviklingen som en nådig enkeltbillet tilbage til virkeligheden.

Resterne af Røde Mors disciple forsøger stadig at underminere præmissen for saglige argumenter med opportunt vrøvl som ‘kulturel appropriation’. Der kort fortalt handler om at gå efter manden i stedet for bolden — men for enkelte svage sjæle forekommer dybsindigt.

Man prøver stadig med sindrig RUC-filosofi og kronisk tudefjæs at flanke fornuften med et begreb som ‘safe spaces’, hvor der kun er plads til de helt rigtige mennesker, og hvor de almene naturlove er ophævet — her er 2+2 lig 'det jeg føler'.

Faktum er, at størstedelen af befolkningen, og nu også en tiltagende del af den nye generation af den ‘talende klasse’, efterhånden har gennemskuet uhyrlighederne i Røde Mors regime. Det er afsløret, at de forstenede og destruktive paroler i sidste ende vil begynde at spise af den vestlige civilisations hovedstol. Omend der stadig er grund til at være vågen — fanatisme kan leve af tanken alene.

Men Røde mor er nu kommet på hospice. Kun knapt holdt i live af sine sidste disciple, mens hun langsomt ædes op af egne selvmodsigende dogmer og falske sandheder.

Men kom og sig farvel — hun er trods alt lidt vores allesammens mor.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
16 kommentarer
Vis kommentarer