Sankt Uffe og hans ubesmittede græshopper

Søren Jacobsen Damm

Debatredaktør, skriver om moral, dobbeltmoral, filosofi og mad.

Uffe Elbæks Alternativet er blevet det sidste tilholdssted for en helt særlig vælgergruppe, der som en græshoppesværm har hoppet fra det ene ubesmittede utopia til det andet de seneste tre årtier.

Græshoppe-vælgerne dukkede først op i 1990’erne, hvor sværmen emigrerede fra forskellige faldefærdige københavnske ungdomsbevægelser, mopsede skolelærer og desillusionerede venstrefløjsfraktioner for at slå sig ned hos De Radikale, der på det tidspunkt var så kæphøje og berusede af egen succes, at de omtalte sig selv som ’Radicool’. Her herskede en euforisk postmoderne stemning over at vi alle i fremtiden kunne leve af at sende hinanden emails, gå med solbriller i håret, kramme en modvillig indvandrer og spise brunch.

Det viste sig at være forkerte antagelser.

For den uempatiske og økonomiske realist Margrethe ‘Ståløje’ Vestager fik langsomt luget ud i gøglertruppen, og De Radikales senere indtrædelse i et regeringssammenarbejde med Thorning og Corydon fik skræmt en stor del af græshoppevælgerne over til SF, der red på ‘Villy-bølgen’. Som en sidebemærkning skal det siges, at De Radikales Zenia Stampe i sit menings-reservat stadig har et følge af særligt virkeligheds- og argumentresistente græshopper, men det er en parentes.

Tiderne skiftede og nu hoppede og dansede størstedelen af sværmen i stedet euforisk rundt om SF’s Villy ‘The Phøles ar melting’ Søvndal. Her var den nye frelse og et ‘safe-space’ for de rigtige holdninger. Det gav dog et chok gennem græshopperne, da Villy bad Hitz but-Tahrir om ‘at skrubbe ad helvede til’, men det var heldigvis ti år for sent, så alle åndede lettede op — det var gratis point og i virkeligheden ukontroversielt, selv om den brølende Villy fik det til at skælve let i de altid nemt opskræmte græshoppe-hunner.

SF begik dog partiets største fejl, da de for første gang i partiets historie valgte at indgå i noget så profant som et regulært regeringssamarbejde. Det politiske krejleri, der blev indgået i ‘Det Sorte Tårn’, da Vestager og Thorning brutalt tog SF’s politiske mødom, kostede næsten SF deres parlamentariske liv og rider dem stadig som en mare.

Folkesocialisterne skulle nu medvirke til at træffe reelle politiske beslutninger, og der skulle prioriteres mellem de forskellige onder, som virkeligheden nu engang rummer. Hvilket kom som chok: Hvor var pengetræet? Og hvorfor løste integrationsproblemerne sig ikke, når man nu havde afholdt både hip hop-koncerter og etnisk fællespisning (dog uden jøder).

Der blev jamret som i et strindbergsk skuespil blandt de mange Fjällrävs-drapperede skipperskæg og ustemte guitarer. Magien var brudt. Den knaldrøde gummibåd var sprunget læk, og ind i bunden trængte den begsorte virkelighed.

Græshopperne var nu i vildrede, og flygtede videre til Johanne og Enhedslisten. Her havde man stadig den luksus ikke at skulle agere i forhold til virkeligheden, men udelukkende at kunne handle i forlængelse af vulgær-marxistisk kollegie-retorik og evnen til at kunne agere moralsk forarget fra man vågnede, til man gik i seng, mens man lagde ansigtet i skuffede og overbærende folder, gerne garneret med et melankolsk smil. Der gik dog ikke lang tid, før EL måtte hjælpe Thorning-regeringen med at overleve, og så var skaden sket. EL havde smudset hænderne til med realpolitik.

Græshopperne kunne lugte det med det samme og gik i panik. Det eneste ubesmittede parti, der nu var tilbage, var Dansk Folkeparti, der i årtier havde lukreret på at stå uden for alt ansvar, og kun inden for, når der skulle udøves gratis indflydelse. Denne gnidningsløse formel fungerede umanerlig godt for Pia og Tulles kakkelbords-baroner, og har siden dannet skole for en ny generation af ansvarsløse politikere, der ser opportunismen som en ædel vej i en politiske løbebane. Det er en forfaldsstrategi, der i sidste instans vil ødelægge den politiske dialog mellem vælgerne og politikerne — men den tid, den sorg. Naturligvis kunne græshopperne ikke lande hos DF. Partiet er jo fyldt med jyder, der insisterer på at spise uøkologisk svinekød og godt kan lide biler.

Så græshopperne sprang nu panisk rundt efter det ‘safe-space’, som kunne rumme deres moralsk-gratisme og samtidig berettige den kroniske forargelse over det ‘politiske spil’.

Men man manglede et jomfrueligt politisk skød at tage ophold i, og her kom den gnidningsløse, nye politiske Messias, Uffe Elbæk, med timelig frelse. Sværmen kunne igen finde havn. Alternativet er pt. folketingets eneste ubesudlede parti. Fantasterne er helt fri for realpolitisk smuds, og stinkende virkelighed. Her er velduftende luftkasteller, dialog i lange baner, og ubegrænsede midler.

Alternativet sælger denne generations politiske himmerige på jord, hvor alt er gratis, alle elsker alle - de ved det bare ikke endnu — principløsheden råder og ethvert problem kan løses med en sjov t-shirt, selvmalede ladcykler, grønne strutskørter, sabelslugning, og legaliseret hash. Intet kan dæmpe Sankt Uffes glorie.

Endelig har græshopperne fået hvile — indtil næste valg. Så risikerer de igen at skulle på farten. Men mon ikke endnu en Radikal-udbryder (hvem kunne det mon være?), kunne finde på at oprette en ny, ubesmittet afdeling for de helt rigtige meninger, hvor græshopperne igen kan finde havn — trygt beskyttede mod realiteternes bidende vinde?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
69 kommentarer
Vis kommentarer