Jeg har med undren fulgt med i den debat, Akademikerbladet skabte i sidste uge. De meldte ud, at de i marts måned kun vil benytte sig af kvindelige ekspertkilder i et forsøg på at få en mere ligelig kønsfordeling i deres kildebrug.
Opgørelser viser, at kun lige over 20 procent af kilderne i danske dagblade er kvinder. Og det tal er så lavt, at det er svært at argumentere imod, at der er tale om en tydelig tendens. Helt som forventet fik det en masse borgerlige mænd op i det røde felt, og i harcelerende opslag på diverse sociale medier kunne man læse, at Akademikerbladet måtte have tabt sutten, for der er jo ligestilling i Danmark, og hvad ligner det egentlig også at udelukke mænd fra debatten?
Det virker symptomatisk for højrefløjens måde at forholde sig til ligestilling på som politisk emne: Benægt problemet, og brok dig over metoden.
Hykleriet er tommetykt; hvis man vitterligt synes, at det er forrykt, at et relativt lille fagblad beslutter sig for kun at bruge kvindelige kilder i en måned, fordi man mener, at det er kønsdiskrimination, hvor i alverden er forargelsen så i de resterende 335 dage, hvor kvinder jo helt evident bliver valgt fra? Gad vide, om borgerlige mænd egentlig synes, at det er et problem, at vi stadig i dagens Danmark kan konstatere, at der er områder, hvor den kønsmæssige balance er helt skæv. På papiret har vi selvfølgelig ligestilling i Danmark – der er ikke jobs, du ikke kan besidde som kvinde, det er ulovligt at aflønne kvinder lavere, alene fordi de er kvinder, og alle uddannelser er åbne for alle køn. Men det er jo ikke det samme, som at der i praksis ikke eksisterer strukturer, som betyder, at ét køn har andre muligheder end et andet. F.eks. når det kommer til brugen af ekspertkilder i medierne, hvor man helt statistisk kan konstatere, at vi åbenbart tillægger mandlige kilder større autoritet end kvindelige på tværs af faglige områder og emner.
Jeg forstår ikke, hvorfor det tilsyneladende skal være så svært for min egen politiske fløj at erkende, at ligestilling handler om mere end at have de samme teoretiske muligheder. Ligestilling er også kultur og nedarvede dogmer, forventninger og traditioner. Det er, som om højrefløjen har bildt sig selv ind, at hvis man erkender, at strukturel forskelsbehandling findes, så bliver man også nødt til at gå ind for kønskvoter og øremærket barsel til mænd.
Men vi kan da godt have en politisk samtale om, hvordan vi bedst overkommer nogle af de strukturelle og kulturelle forskelle mellem mænd og kvinder uden derved automatisk at mene, at lovgivning er den eneste måde at løse de udfordringer på. Resultatet af ikke at gå ind i den samtale og i stedet udelukkende bruge ligestillingsspørgsmålet som en anledning til at lave en dårlig joke på Facebook om dem, der rent faktisk forsøger at gøre noget aktivt, er i hvert fald, at venstrefløjen får lov at få patent på både samtalen og de potentielle løsninger.
Og så bliver vi jo netop efterladt med, at vi enten skal lovgive os ud af det eller affinde os med status quo.
Så i anledning af kvindernes internationale kampdag, hvor mit feed endnu en gang flyder over med borgerlige mænd, der raskt konstaterede, at der ikke er mere at kæmpe for, kommer her en lille bøn: Kom nu ind i kampen, og lad os diskutere borgerlige og liberale løsninger på de ligestillingsproblemer, der stadig eksisterer.
