Jeg troede faktisk, at frihed til forskellighed var en hel essentiel del af det liberale dna, som man ikke kunne komme uden om, hvis man ville bekende sig til ideologien. Men i de seneste år virker det, som om det princip for en gruppe af liberale – primært hvide, midaldrende mænd – er blevet udvandet til i stedet at hedde frihed til folk, der ligner mig selv.
Det blev noget så eftertrykkeligt understreget under virakken vedrørende et prinsesseshow på Frederiksberg Bibliotek, fremført af to drag-queens. I stedet for helhjertet at gå ud og forsvare alles ret til at klæde sig, som de vil, og forældres ret til at bestemme, om deres børn skal deltage i et sådant show eller ej, så jeg i stedet såkaldt liberale politikere decideret tage afstand fra arrangementet.
Henrik Dahl brillerede f.eks. ved at skrive et Facebook-opslag, hvor han godt nok starter med at konstatere, at det selvfølgelig ikke er helt kosher at sende trusler eller anklage drag-performers for pædofili og grooming. Men så fortsætter han ellers ved at udtrykke sin sympati for kritikken af arrangementet, fordi drag åbenbart er udtryk for en farlig ideologi, hvis mål er (og det er her et direkte citat) 'at underminere traditionelle kønsroller og den traditionelle familie'. Og så kommer man jo i tvivl. Både om, hvilket århundrede Henrik Dahl lever i, men også hvilket parti det nu var, han sad i Folketinget for.
Hvornår har det nogensinde været en erklæret liberal mærkesag at forsvare 'den traditionelle familie'? Og hvordan ser den overhovedet ud – mor og far og børn? Hvorfor i alverden skulle vi som liberale gå op i, hvordan folk gerne vil indrette deres familier? Er det ikke hele argumentet for f.eks. at være imod øremærket barsel til mænd? Der er så lidt stringens i den her gruppe af 'liberales' argumenter, lige så snart emnet omhandler identitetspolitik, at det ville være grinagtigt, hvis ikke det var så ufatteligt snæversynet og forstokket.
Hvis Henrik Dahl nu bare var den eneste, der var faret vild på vej til Det Konservative Folkepartis opstillingsmøde, kunne man måske leve med det. Men hans synspunkter bliver delt af en voksende gruppe, der kalder sig selv liberale, men som i spørgsmålet om, hvorvidt man som individ skal have mulighed for at tilrettelægge sit liv, som man vil – og derfor jo altså også sin påklædning, kønsidentitet og familiestruktur – har valgt at stille sig helt henne i det reaktionære, konservative hjørne. Hans partifælle og folketingskollega Steffen Larsen fik f.eks. også gjort det meget klart, at han ikke mente, at drag-underholdning hørte hjemme i børnehøjde.
Vi skal selvfølgelig kunne have en politisk diskussion om den identitetspolitiske bevægelse og dens indflydelse, også selvom det kan træde på nogens følelser. At forsvare retten til fri forskning, også i kønnet biologi, ser jeg f.eks., også som en liberal kernedyd. Men hvis vi som liberale opgiver den grundlæggende overbevisning om, at du må gøre lige, hvad du vil, så længe det ikke skader andre, så forsvinder vores ideologiske eksistensgrundlag også. Hvis vi ikke længere vil advokere for, at fremskridt og udvikling altid må vinde over tryghed og traditioner, hvem skal så?
At verden forandrer sig, er en diskutabelt god ting, også selvom Henrik Dahl eller Steffen Larsen ikke nødvendigvis forstår de forandringer. Det smukke ved liberalismen er jo, at der er plads til begge dele – både dem, der gerne vil have deres traditionelle kernefamilie i provinsen, og dem, der gerne vil sende deres børn til prinsesseshow på Frederiksberg Bibliotek.
