Doku-soap med kong Henrik ville sprænge alle seertal

Hvad med om man fulgte kong Henrik med et kamera 24 timer i døgnet og livestreamede på f.eks. ekstrabladet.dk. Arkivfoto: All Over/Niels Henrik Dam

Det kunne også blive et sørgeligt portræt af en families nedtur

JEG SÅ PRÆCIS nul minutter af dronning Margrethes ellers massivt tv-dækkede fødselsdag.

Hun interesserer mig ganske enkelt ikke, og derfor syntes jeg, det var absurd, at fejringen blev strakt ud over så sygeligt mange dage og uger på fjernsyn. Nærmest som en kvalmende besættelse.

Men jeg er selvfølgelig udmærket klar over, at jeg er i mindretal. Jeg har endda venner, der freaking optog al tv-dækningen – på både TV2 og DR!?

Det er jo ikke raskt.

HVIS VI ENDELIG skal have noget fjernsyn om kongehuset, så har jeg to gode forslag her:

Hvad med om man fulgte prins – undskyld, kong – Henrik med et kamera 24 timer i døgnet og livestreamede på f.eks. ekstrabladet.dk.

Ligesom jeg tidligere har foreslået, at man følger Margrethe Koytu i hendes daglige gøremål, når hun handler i Brugsen og taler med kassedamen, måske råber efter folk på gaden, rabler med ænder ved en sø og henter dagens tobak i den lokale kiosk og ser hende sidde derhjemme med en stang i kæften i et værtshus-tilrøget lokale, kunne det være en helt særlig gave at få lov til at følge kongen. Hver eneste dag fra han står op, til han går i seng.

Se ham nynne rundt i tøfler og spise lidt foie gras med fingrene, lege med sit jagtgevær, se ham dalre rundt i de københavnske gader med sit brede smil, kigge på tøj i vinduerne og vinke til forbipasserende. Følge ham, når han prøver lakstøvler og griner bredt, når han finder sin helt rigtige ost efter måske 200 smagsprøver.

JEG GAD OGSÅ GODT se ham forklare dronningen, at han ikke lige kommer til hendes fødselsdag, fordi det ikke passer ham så godt – hvorefter han drejer om i sine knickers og skænker sig et godt glas cognac.

Det ville være en doku-soap, der ville sprænge alle seertal.

Eller også ville det blive et sørgeligt portræt af en families deroute. Om herren i huset, der lider af en demens-relateret sygdom, som har frataget ham enhver form for situationsfornemmelse, og med den sætter sin familie i rædselsfulde, pinagtige situationer, fordi han har mistet enhver form for realitetssans.

Det kunne vise sig at blive et portræt af en tidligere så viril og magtfuld mand med en nu fremskreden sygdom, og hvordan man tackler det, når man pludselig ikke kan kende eller kommunikere med sin stærke far eller mand igennem 50 år.

JEG HAR LIGE LÆST, at TV2 laver en serie om nedtursramte familier i Nakskov. Måske kunne man også lave noget om den nedtursramte familie i det rige København K?

Jeg håber sådan set ikke, at kongen er syg. Men jeg håber, at der er en meget fornuftig forklaring på, hvorfor han ikke deltog i sine kones ugelange festivitas.

Margrethes forklaring med ’noget, der minder om influenza’ er vist tykkere end Koytus røg.

Og man kan vel ikke forestille sig, at han er så stor en idiot, at han bare tog røven på hende, fordi han ikke lige gad deltage?

Nej, det kan simpelt hen ikke bare være uhørt dårlig timing, at han ikke deltager i konens fejring, men fiser til Venedig næste morgen. Det kan ikke kun være opmærksomheds-indkrævning, når han offentliggør nedlæggelsen af sin vinproduktion, samme dag som hans ene barnebarn har fødselsdag.

I SÅ FALD kan det undre, at ingen kommunikationsmedarbejder har formået at forklare ham det absurd galninge-agtige i ikke lige at udskyde ferien en enkelt uge. Formået at forklare ham, hvor afsindigt dårligt lys han sætter familien i, der allerede har både bro-gate og salget af Schackenborg hængende som to usympatiske skygger over sig.

I så fald er vi vist tilbage til sygdommen.

Jeg tror snart, pressekorpset må komme med en reel udtalelse om kongens mentale tilstand.

Ellers har Kaare Sand materiale nok til et par sæsoner af doku-soapen ’Den sidste kejser’.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere