Social- og børneminister Mai Mercado præsenterede i onsdags ’Opdragelsesdebatten’. Et fuldstændig overflødigt projekt, der bare koster kassen. ’Opdragelsesdebatten’ er et internetbaseret debatforum, hvor der skal samle viden og bud på, hvad moderne opdragelse er. ’Det er så vigtigt, at vi får taget en stor samlende debat om børneopdragelsen’ siger den overivrige Mai Mercado, som i øvrigt selv trækker sig ud af diskussionen, der skal håndteres af eksperter. Skatteyderne får regningen sammen med en masse gode råd fra statsudpegede børne-eksperter. Velkommen til DDR. Det indlysende spørgsmål er: Hvad fanden skal vi med et sådant debatforum med et ministerium som arrangør? Har de virkelig ikke andet at tage sig til i Børne- og Socialministeriet og hvorfor lader de ikke en af de snesevis af NGO-organisationer, som tager sig af børne-debat til at køre den sag? Svaret er meget enkelt: Fordi Børne- og Socialministeriet er overflødigt. Fordi ministeriet stort set ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Derfor finder man på den slags tosserier for at få tiden til at gå. Siden S- og V-regeringerne besluttede at flytte hele ydelsessystemet over i Beskæftigelsesministeriet – alle de milliarder, som virkelig betyder noget – er Børneministeriet blevet en tom skal. Det er Troels Lund Poulsen, som har hånd på kontanthjælpen og ældreydelserne. Ikke Mercado. Men problemet handler ikke kun om Børne- og Socialministeriet. Der er flere andre ministerier som helt mangler substans og mening. Thyra Franks absurde Ældreministerium er et hovedløst projekt, som kun handler om at give LA en mere menneskelig og blødere profil. Plejehjem overfor topskat. Men Thyra Frank har ingen penge, ingen forslag, ingen politik. Der kommer ikke et eneste lovforslag fra hendes hånd. Når regeringen muligvis får møvet sig færdig med en ældrepakke, kunne mindst fem andre ministre ligeså godt præsentere planen som Thyra. Jeg vil vædde på, at Thyra Franks såkaldte ministerium bliver nedlagt dagen efter næste folketingsvalg, hvis Mette Frederiksen vinder. Det eneste, der vil stå tilbage efter dette groteske projekt, er ministerpensionen til Thyra Frank og en overflødig ministerbil. Det samme kan siges om den underlige konstruktion med et ministerium for ligestilling, nordisk samarbejde og fiskeri med Karen Ellemann i spidsen. Det er også til grin. Ligestillingen kan klares fem andre steder, eksempelvis i Statsministeriet. Løkke elsker ligestilling, hævder nogle. Nordisk samarbejde er en lillebitte afdeling, som kunne klares med venstrehånd som sidebutik for en minister, der er engageret i nordisme, f.eks. undervisningsminister Ellen Trane. Fiskene hører i dag hjemme i Udenrigsministeriet, fordi resterne af dansk fiskeripolitik foregår i EU-regi. Så luk dog Ellemanns helt overflødige butik. Udviklingsminister Ulla Tørnæs administrerer milliarder, men udviklingsbistanden kunne i mange år klares af landets udenrigsminister. Uffe var direktør for det hele uden at dø af stress. I dag varetages den tunge del af udenrigspolitikken af landets statsminister. Det er Løkke, der sidder til bords med Trump og Merkel, ikke Samuelsen. Statsministeren klarer topmøderne i EU og NATO plus en masse andet udenrigs. Derfor ville en naturlig organisering af udenrigstjenesten være med en ny stærk, dygtig udenrigsminister i spidsen for det hele og så et par statssekretærer eller viceministre til at klare udviklingsbistand og europæisk politik. Og endelig har vi så tre ministre på finanserne: Finansminister Kristian Jensen innovationsminister Sophie Løhde og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Det er i hvert fald en minister for meget. Finansministeren skal vi have. Og det giver god mening at have en minister med ansvar for store områder som overenskomster, modernisering af offentlig sektor og andet. Økonomiministeren er stort set kun chef for noget statistik og nogle økonomiske oversigter, men posten er politisk vigtig, fordi Ammitzbøll er LA’s chefforhandler på alle regeringens tunge områder, mens hans partifælle, danmarkshistoriens dygtigste udenrigsminister, frelser resten af verden. I en treparti-regering skal der findes mange poster til alle partier. Det betyder så, at vi har mindst fem ministre, som er helt overflødige. I denne regerings tid sker der intet. Løkke gider ikke ændre på noget. Det spændende bliver, om en eventuel statsminister Mette Frederiksen har mod på at bryde op i systemerne, udnævne nogle viceministre og nedlægge de ministerier, som er tomme skaller, men koster kassen. Det vil muligvis ramme Mercados ’Opdragelsesdebatten’. Men jeg vil vædde fem kasser kvotefisk fra Thyborøn på, at det ikke vil ramme børneopdragelsen i Danmark.