Engell fælder dommen: Sådan er partiledernes kampform

Efter statsministerens nytårstale er partilederne klar til sidste runde inden folketingsvalget. Så snart Folketinget mødes i januar, vil der være dømt valgkamp. Uanset om Løkke styrer efter et forårsvalg, eller han trækker det helt frem til valget til EU-Parlamentet søndag 26. maj, er der dømt benhårdt opgør mellem blokkene. Også internt. Alle mod alle. Meningsmålingerne dømmer uafgjort mellem rød og blå blok. Dog med en rimelig pæn føring til de røde. Det bliver dog valgkampen, der afgør det hele. Mere end 30 procent af vælgerne har slet ikke besluttet, hvem de stemmer på. Men hvordan er så stillingen mellem partilederne forud for valgkampen? Lars Løkke Rasmussen (V) Fire stjerner Styrke: Løkke er fortsat ubestridt leder af den blå blok. Alle peger på ham som statsminister. Selvom der hviskes i krogene om hans holdbarhed, er der ingen, som åbent tør udfordre ham. En stor del af de liberale mærkesager har måttet opgives. Men Løkke er ikke længere bagud i målingerne, end han kan vinde det ind under en valgkamp Svaghed: Løkke virker meget slidt, og nogen humørbombe er han heller ikke længere. Vennerne er væk, og de seneste sager om penge til LøkkeFonden som modydelse for møder med partiformanden kaster et kritisk lys over hans sammenblanding af politik og penge. Den interne ballade i V og udlændingepolitikken og hans svage lederskab kan også blive et problem under valgkampen. Mette Frederiksen (S) Fem stjerner Styrke: Efterår og vinter har været præget af en stribe S-udspil og Mette Frederiksens landsdækkende kampagne i en rullende bus. Partiet har brændt rigtig mange penge af, endnu inden valget er udskrevet. Mette F. er i god form med fortsat stærke personmålinger, som dog er fladet noget ud i forhold til Løkke. Trods fortsat uro i den røde lejr ligner Mette en kommende statsminister. Svaghed: Striden med de radikale blusser konstant op og risikerer at mudre valgkampen for Mette. Hendes tøven omkring udrejsecentret på Lindholm får hende til at fremstå ubeslutsom. Udpegningen af Christine Antorini til DR's bestyrelse tyder også på, at der tænkes lidt for uopfindsomt og nyt. Kristian Thulesen Dahl (DF) Fem stjerner Styrke: Finanslovsaftalen blev en sejr for DF, selvom ingen er helt sikre på, at flygtningestramningerne får nogen større effekt. Men paradigmeskiftet er solgt godt. Den øde ø Lindholm er et stærkt symbol på, at DF’s strammerlinje vandt slaget om finansloven. Vægtningen af de bløde værdier - pensionisternes økonomi og afskaffelsen af Satspuljen - var også vigtige fodaftryk på finansloven. Svaghed: DF står i alle målinger til at tabe mandater. Mange vælgere undrer sig over, at Tulle endnu ikke har fundet en spidskandidat til EU-valget. Og Thulesen Dahl har stadig problemer med at forklare, hvordan partiet kan have både en plan A og en plan B, hvor man er klar til at gå i regering med Løkke, men også hjælpe Mette F., hvis der er rødt flertal. Uffe Elbæk (ALT) To stjerner Styrke: Uffe Elbæk ER Alternativet - uden ham ligner partiet en forvirret flok med store interne vanskeligheder. De mange skandalesager har kostet. Men Elbæk kan stadig noget. Den skøre idé med at gøre ham til statsministerkandidat presser ham, men gør også ALT lidt interessant. Uffe er god til at tale til de unge og offentligt ansatte, der vil have mindre stress, flere børn, kortere arbejdstid og grønnere miljø. Svaghed: Uffe er for svingende i sine præstationer. Nogle gange et verbalt rodehoved. Andre gange en skarp og præcis debattør. ALT taber i øjeblikket mandater til R. Elbæk har svært ved at sætte en stor, sammenhængende dagsorden. Han får det hårdt i den kommende valgkamp. Anders Samuelsen (LA) Tre stjerner Styrke: Det går meget pænt i Udenrigsministeriet, selvom Samuelsen ikke repræsenterer nogen fornyelse eller særlig opfindsomhed. Han passer bare butikken og gør ingen synlige skandaler. De seneste måneder har der været ro omkring LA og partiets deltagelse i regeringssamarbejdet. Ingen store ideologiske udskejelser eller skæverter. Men LA er blevet et halvkedeligt parti. Svaghed: Man kan tydeligt fornemme på LA-folkene, at de bliver mobbet af V og K. Det styrker ikke selvtilliden, når makkerne så tydeligt vil vippe Samuelsen ud af foretagendet. Hverken Samuelsen eller hans ministre har haft nogen større vindersager. Partiets troværdighed flyver lavt, hvilket vil gøre det svært at tro på LA's valgløfter. Pernille Skipper (EL) Tre stjerner Styrke: Pernille Skipper virker sympatisk, engageret og velbegavet. Stærk appeal over for de unge vælgere. EL har udviklet sig til et 'normalt parti' med klare politiske udspil og en tydelig profil. At Skipper nævnte sig selv som en mulig statsministerkandidat, har ikke kostet. Selvom alle ved, det er urealistisk, viser det en selvbevidsthed for en partileder, der står til ny fremgang. Svaghed: Skipper er ingen stor og medrivende taler. Men hun er blevet bedre. Skipper virker ofte meget akademisk og kan være svær at følge. Hun vælger ofte nogle underlige sager. Hun skal også passe på ikke at sammenblande indignation og engagement med det surt forurettede og brokkerøvsagtige. Søren Pape Poulsen (K) Tre stjerner Styrke: Søren Pape har fået meget ud af sin post som justitsminister. Hans stramme kurs og mange initiativer tiltaler borgerlige vælgere. K står som et konstruktivt og resultatorienteret parti. Selvom de andre i blokken blev sure, viste Papes skatteudspil, at han ikke har opgivet ambitionerne om reformer. Svaghed: Selvom Pape leverer varen, har K fortsat dårlige målinger og beskeden synlighed. Det er blevet et meget lille parti, som har svært ved at løfte sig. Selvom socialminister Mai Mercado indgår forlig på stribe, og erhvervsminister Rasmus Jarlov slås mod finans-hvidvaskerne, bevæger tingene sig ikke rigtig. Pape skal også kæmpe hårdt for synligheden under den kommende valgkamp. Morten Østergaard (R) Tre stjerner Styrke: Morten Østergaard har høstet fremgang på sin skarpe stil over for S, den yderliggående udlændingepolitik og rimelige synlighed. For et parti uden rigtig politisk indflydelse fylder de radikale ret meget i billedet. MØ har taget bestik af, at han ikke bliver minister i denne omgang. Derfor kan R køre en fuldstændig selvstændig linje uden at tage hensyn til andre, hvilket giver nogle stemmer i kassen. Men meget ringe indflydelse. Svaghed: MØ har gjort de radikale mere isolerede end nogensinde. Hverken de røde eller blå kan bruge dem. R ligner et parti, der trods mandatfremgang har indledt en lang ørkenvandring. Spørgsmålet er, om MØ kan holde sammen på de radikale, hvis partiet fortsat er isoleret. Martin Lidegaard har allerede udfordret ham. Pia Olsen Dyhr (SF) Tre stjerner Styrke: Alle på Borgen kan lide Pia, der fremstår autentisk og troværdig plus rimelig resultatorienteret. Hun vil gerne i regering igen. Olsen Dyhr har som partileder været dygtig til at trække nye folk frem i forreste række, blandt andre Jacob Mark og Karsten Hønge. Svaghed: Det er svært at gøre SF rigtig interessant. På mange områder forsvinder partiet bag S. Der skal kæmpes hårdt, hvis SF skal slå igennem i valgkampen. Pernille Vermund (NB) Tre stjerner Styrke: Uanset at Nye Borgerlige ikke har et eneste folketingsmedlem, fylder partiet - takket være formanden - meget i medielandskabet. Vermund optræder, som om hun allerede er valgt og sidder med de afgørende stemmer. Hun er dygtig til at markedsføre sig selv og bliver et kulørt indslag i den kommende valgkamp. Partiets økonomiske politik snor hun sig uden om, mens kriminelle udlændinge er fast hovednummer. Svaghed: Pernille Vermund virker indimellem svag i kortene. Når vi ikke lige taler udlændinge, er Vermund presset. Hvad mener hun egentlig om klima, forsvar, ældre og 20 andre emner? De ’ufravigelige’ krav til Løkke skaber usikkerhed om, hvad Nye Borgerlige egentlig vil. Og kommer Vermund ikke i Folketinget, vil stemmespildet på blå side koste regeringsmagten.