Her finder du den mystiske oase

Endeløse sandbanker så langt øjet rækker giver en klump i halsen, og man får øjeblikkelig lyst til vand. Det brunlige sand bugter sig i alle retninger, men over den næste bakketop dukker der pludselig en oase frem, sådan som man kender dem fra tegneserier. For eksempel da Dupond og Dupont finder en oase i ørkenen i Tintin-albummet 'Landet med det sorte guld' og kaster sig i et ivrigt hovedspring mod det kølende vand – og oasen forsvinder som et drilsk fatamorgana i den tynde luft. Men denne her oase er ikke bare et luftkastel i hovedet på en svedig og træt rejsende. Nej, Huacachina i Peru er en vaskeægte oase med grønne palmer, en svalende sø og perfekt omkranset af beige sand i overvældende mængder. Og det kan flere rygsækrejsende skrive under på. Oasen i den sydamerikanske ørken Den idylliske oase Huacachine er bygget omkring en sø, som er opstået naturligt ude i ørkenen. Langs bredden vokser der træer og palmer, som giver oasen det helt rigtige udseende. Rundt om søen er der bygget en bred promenade med bænke – der er ikke brug for andre veje for byens få beboere. I næste led rundt om promenaden ligger huse og hoteller to-tre rækker fra vandet, og små butikker sørger for, at der er vand og souvenirs til alle. I søens grønlige vand sejler et par små både rundt. Alt ånder fred og ro i Huacachina, som også har fået kælenavnet 'Amerikas oase'. Selv om oasen tilsyneladende ligger midt i den øde ørken, er der faktisk ikke mere end fire kilometer til den nærmeste by, Ica. Der er omkring 300 kilometer til Perus hovedstad, Lima. Er man en af de bare 96 indbyggere, der ifølge The Daily Mail bor i Huacachina, er muligheden for at lægge vejen forbi den lidt større by Ica en gang imellem nok kærkommen. De lever af sand! De lokale har forstået fidusen i deres unikke perle midt i den sydamerikanske ørken. Her lever man nemlig af erhverv bygget på turisme – og sand! Det kan næsten ikke være mere nærliggende, for byen er bogstaveligt talt bygget i en fordybning i sandet med brun-gule skråninger til alle sider. Det har man formået at udnytte til at promovere byen som et decideret action-ørkeneventyr. I stil med de sneklædte pister i alperne kan man nemlig få fuld fart under fødderne og vind i håret, når man kurer rundt i det bakkede sandlandskab på et sandboard, som naturligvis er ørken-pendanten til et snowboard. På grund af sandets struktur kan det dog være svært at opnå samme høje tempo ned ad de sandede bakker, som hvis der var sne under fødderne, men man kan smøre brættet med voks, som gør oplevelsen hurtigere og mere glidende, hvis adrenalinen skal have et spark opad. Der er ikke fare for en frossen næse her i ørkenen, men det er en god idé at huske solcremen, før man begiver sig ud på ørkeneventyr. En anden actionsport, man har udviklet særligt til de sandklædte løjper, er 'dune buggying'. Her kan man køre ræs i en åben bil med metalskelet i de knejsende sandbakker. Sagnet om den badende inkaprinsesse Mange har undret sig over udformningen og beliggenheden af den mystiske oase, og det har også medført, at lokalbefolkningen har et sagn, der forklarer oasens oprindelse. Ifølge sagnet var der en inkaprinsesse, der tog bad, men blev pågrebet af en jæger. Prinsessen flygtede og den vandstrøm hun efterlod sig, blev til den mystiske lagune. Hendes kappe, som flagrede omkring hende, mens hun løbende flygtede, dannede sandbanken, som omkranser søen. Det gamle inkafolk i Peru er ellers bedst kendt for vidunderet Machu Picchu, som er optaget på UNESCO's verdensarvsliste, og som har lokket mange turister til at finde vej til den historiske bjergby, som kan dateres tilbage til omkring 1400-tallet. Det vil sige før den spanske kolonimagt erobrede Peru i 1532. Det Nationale Institut for Kultur i Peru har udråbt den grønne oase som et sted med national kulturarv. Tilbage i 1940'erne og 1950'erne var den grønne oase et yndet besøgssted for rige peruvianere, som brugte den som et lokalt kursted, hvor de kunne bade og lade de ørkentrætte batterier op. Faktisk troede man også, at vandet havde helbredende kræfter, og derfor var det bare med at dyppe tæerne i det svalende vand. Problemer med vandstanden Inden for de seneste år er der dog opstået et problem ved den mystiske og idylliske oase. Vandstanden begyndte at falde i søen, fordi det lokale vandværk satte det daglige antal timer, man måtte pumpe vand fra en lokal brønd, kraftigt ned, kunne avisen Peruvian Times oplyse i 2008. I løbet af otte måneder var vandstanden faldet omkring fire meter på grund af den nedsatte pumpetid. - Løsningen er en akut konstruktion af en ny, 80-meter dyb brønd, der kan garantere en regelmæssig vandtilførsel til befolkningen og lagunen, sagde Matucha Piconne del Solar, formand for 'Save Huacachine'-komitéen, dengang til Peruvian Times. Presset på vandstanden steg også i takt med, at flere bosatte sig ulovligt ved Huacachina, selv om området er udråbt som national kulturarv. Byrådet i byen Ica har dog ikke gjort noget ved de ulovlige bosættelser, skriver den peruvianske avis. Men Huacachina er der endnu, selv om den forfriskende sø kræver, at der konstant bliver tilført vand udefra og værnet om den lille grønne oase.