Her frygter vi udenlandske kriminelle

Bekymrede sønderjyder: Borgerne i Sønderjylland er bange for at fåindbrud – imens er der bunker af udlændinge i landsdelensarresthuse

Der må være en grænse for, hvor frit kriminelle kan færdes. Det mener Dansk Folkeparti, der gerne vil indføre mere grænsekontrol, og det har tilsyneladende virket på de sønderjyske vælgere.

I hvert fald havde Dansk Folkeparti et historisk godt valg i Sønderjylland, hvor omkring hver tredje borger satte kryds ved liste O.

Og udenlandske kriminelle er et samtaleemne i de sønderjyske hjem, hvor borgerne er bekymrede for, at især østeuropæiske tyvebander slår til.

– Jeg har en klar frygt for at blive udsat for indbrud. Jeg kan ikke lide tanken om, at de bryder ind i mit private hjem. De østeuropæiske kriminelle jo har ingen hæmninger, siger Hans Christian Møller, der selv stemte på Dansk Folkeparti.

En rundringning til de forskellige arresthuse i Syd- og Sønderjylland tyder også på, at borgernes bekymring holder stik. Udlændinge udgør nemlig lidt over 40 procent af det samlede antal indsatte i de sønderjyske arresthuse. Det er langt over landsgennemsnittet på 27 procent, viser tal fra Kriminalforsorgen.

Stigning

Arresthuset i Sønderborg har flest udenlandske indsatte i regionen. Her er 15 ud af de 22 indsatte udenlandske statsborgere. Det er en klar stigning, forklarer Per Schultz, arrestforsvarer i Sønderborg Arresthus.

– Der kommer flere og flere udenlandske kriminelle. Gennem de seneste ti år har der været en jævn og konstant stigning af antallet af udenlandske indsatte. Jeg har været ansat her i 20 år, og de første fem-seks år så vi aldrig en udlænding, siger han.

Arresthuset har indsatte fra det meste af verdenen, men særligt én gruppe kriminelle fylder cellerne.

– Vi ser typiske østeuropæiske kriminelle, må vi erkende. De fleste af dem bliver anholdt for tyveri, siger Per Schultz, der vurderer, at det høje procental af udenlandske kriminelle skyldes, at de kriminelle, som bliver taget ved grænsen, ofte bliver kørt til arresthuset i Sønderborg.

En af forklaringerne på de mange udenlandske kriminelle i Sønderjylland skyldes den tætte afstand til den tyske grænse, mener Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet.

– Det er forholdsvist nemt for de omrejsende kriminelle, da de lige skal køre over grænsen til Danmark. Så kan de komme hurtigt ind og ud af landet, siger han.

Masser af indbrud

Mens antallet af indbrud er faldende på landsplan, går det den anden vej i Sønderjylland.

I flere sønderjyske byer har der været en stigning af antallet af anmeldte indbrud. I Sønderborg Kommune var der eksempelvis 728 anmeldelser om indbrud sidste år. Det er en stigning på omkring 27 procent siden 2013.

Syd- og Sønderjyllands politidirektør, Jørgen Meyer, har tidligere påpeget, at politiet har behov for hjælp.

– Antallet af indbrud er ikke faldet, som man ellers har set i andre kredse. Det skal vi have has på. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for nabohjælp, og at kommunalt ansatte holder godt øje og melder eventuelle mistænkelige personer, sagde Jørgen Meyer til sin nytårsparole ifølge JydskeVestkysten.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Syd- og Sønderjyllands Politi, der ikke ønsker at kommentere tallene.

Tænker meget på det

På loppemarkedet i Sønderborg står Anne Grethe Møller, som til dagligt arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun frygter, at udenlandske kriminelle en dag kommer til at skade hende.

– Jeg har en klar frygt for de omrejsende kriminelle. Det er ikke kun frygten for indbrud, men også for, at de kan overfalde en. Jeg tænker meget på det. På grund af frygten har vi alarm i vores hus, siger den 65-årige.

Hun stemte ikke selv på Dansk Folkeparti, men forstår godt de vælgere, som satte kryds ved partiet.

– Der skal være nogle poster ved grænsen, som kontrollerer de omrejsende kriminelle. Jeg tænker, at de har for frit spil, siger hun.

Hans Christian Møller siger:

– Jeg har især en frygt for, at de udenlandske kriminelle bryder ind i mit hjem. Vi bor så tæt på grænsen, at de bare kan stikke af med det samme. De har det alt for let her i landet.

Han var ikke i tvivl om, at hans stemme skulle gå til Dansk Folkeparti.

– Jeg vil have grænserne som i gamle dage, så er der mulighed for at stoppe nogle af dem. Det vil helt bestemt hjælpe, siger den 66-årige pensionist.

Frygter det hver dag

– Jeg tænker tit over, at der er mange østeuropæiske kriminelle i Sønderjylland. Jeg har en daglig frygt for at blive udsat for tyveri. De udenlandske kriminelle griner ad vores fængsler. De griner ad det hele.

Sådan lyder det fra 65-årige Frede Schmidt, der til dagligt driver en frugtplantage. Han er forarget over, at Danmark ikke gør mere for at stoppe de udenlandske tyve – blandt andet derfor valgte han at stemme på Dansk Folkeparti.

 

– Deres politik om udenlandske kriminelle er nok en af hovedårsagerne til, at jeg stemte på dem. De vil have problemet stoppet og have kontrol ved grænserne, siger han.

Mere kontrol

Toldere og politiet skal have flere ressourcer til at stoppe personer fra Østeuropa, når de passerer grænsen, mener Susanne Boytang fra Sønderborg.

– De bør kontrollere biler fra Polen og sigøjnere. Det er som regel dem, som er problemet. De kommer til Danmark for at stjæle, og så tager de tilbage over grænsen, siger den 52-årige førtidspensionist.

 

Hun er selv bekymret for at blive udsat for kriminalitet og er rystet over, hvor iskolde de udenlandske kriminelle kan være.

– Jeg synes, at de er nogle feje kujoner. Det går ud over gamle mennesker, som ikke kan forsvare sig, siger hun.

 

Låser altid døren

Engang lod Carl Siegfried Hansen bilnøglen sidde i tændingen, når han parkerede bilen foran sit hus i Bylderup-Bov i Sønderjylland. Sådan er det ikke længere.

– Før i tiden låste jeg aldrig døren, når jeg forlod mit hus, men det gør jeg nu. Nøglerne sad også i bilen før, men det tør jeg ikke mere, siger blomstersælgeren Carl Siegfried Hansen.

 

I mange år har han stemt på Venstre, men i år fald valget på Dansk Folkeparti, da han bl.a. håber på, at partiet vil gøre noget ved problemet.

– Det skal stoppes nu. De udenlandske kriminelle, som bliver knaldet og taget, skal ud af landet, siger han.

 

1 af 2 
2 af 2 
118 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere