- Go’daw, jeg hedder Gud – jeg har et godt tilbud til dig! Det var et barsk tilbud til en mand, der altid har været bange for at gå i stå. Men Lars Kristinus Larsen kunne ikke længere sige nej, skønt det føltes alt for tidligt at dø. Herregud, kun 71 år. Da hjalp det ikke meget, at Fattig-Lars fra Thy var blevet Danmarks fjerderigeste mand med over 35 mia. kr. på bogen, for han kunne jo hverken købe livet - eller lykken. Det har sikkert ærgret ham, for han havde det med at sætte alt på et bræt, når det gjaldt, og han troede på sagen som en god forretning. Og det var der netop alle forudsætninger for her. Vel kunne han køre til sin egen Made in Denmark-golfturnering i en Porsche Cayenne, og det var jo heller ik’ så ring’ endda, men det blev jo aldrig det samme som det med at have livet i behold. Dyne Larsen var jysk til underfundighedsbenet og noget af det mest ikke-akademiske gør-det-selv-menneske, man kunne forestille sig – og mere gift med sin forretning end noget andet, inklusive kone og børn. Han fik aldrig den kærlighed, han nok havde fortjent – og så vidt forstås var det en del af årsagen til, at han heller ikke ruttede med den. Måske kunne han slet ikke, måske var den for værdifuld at klatte med. Vist værdsatte han fru Kristine Brunsborg, som han løb ind i ved en barnedåb i familien for over 50 år siden og blev gift med i 1971. På almindeligt dansk ville man sige, at han forgudede ’Kris’, som han kaldte hende. Han var vild med hende! Hun sagde tingene lige ud, som de var, og det kunne både Lille Lars og alle andre regne med. Kris slæber såmænd stadig gardiner, ekspederer og arbejder i en af hans butikker under den anonymitet, navnet har kunnet give, selv om det blev sværere. Lige så med børnene. Ingen har ført sig frem mere end højest nødvendigt. Sønnen Jacob Brunsborg har arbejdet i Jysk, siden han kunne cykle og har måttet knokle sig op i graderne. Det gør han stadig, er gift og har beriget Lars Larsen med to børnebørn Christine og Christian. Nu rykker han ind som bestyrelsesformand i Jysk. Datteren Mette har aldrig interesseret sig en døjt for forretningen, men ville hellere ’malke køer’ – altså være landmand. Det er hun nu på sin gård i Himmerland, som hun driver sammen med sin mand. Parret har to børn - Søren og Line. Men hun er med i bestyrelsen i sin fars firma. Jovist syntes han, det var dejligt når børn og børnebørn kom på besøg, men blev de hængende for længe, måtte Kris tage sig af dem… Han blev heller aldrig kendt for at være en far, der rendte til fodbold og andre aktiviteter med sine egne unger, da de var små. Han ruttede ikke med godnathistorier. Nu havde han heller aldrig selv haft et forbillede i den retning. - Vi er ikke nogen kys- og kramme-familie. Det har vi aldrig brugt, sagde Larsen selv, og det bekræftes til fulde af hans kone og børn. Der gik aldrig inflation i de inderste følelser, men de var der. I stedet for store armbevægelser og svulstige ord, kunne et lille nik eller en anden tavs attitude være den store, tavse, dybfølte anerkendelse, kone og børn kunne leve på i halve og hele år og aldrig vil glemme. Om ’Lille Lars’ nogensinde var rigtig lykkelig? Næppe. Han var ligesom født ved siden af lykken. Han kom aldrig til at elske sin mor, Signe Vera Kristine Hansen, der fik den fred, hun trængte til som 78-årig. Tankerne om hende gjorde ham ked af det. Hun var et mareridt for ham og satte pinefulde spor gennem hele hans opvækst. Hun misbrugte sin sygdom som en trussel. Der var nætter, hvor Lille Lars og hans søskende måtte lede efter hende ved vandet, på jernbaneskinner og andre selvmord-egnede steder. De anede aldrig i hvilken tilstand, de fandt hende. Hun truede uafladeligt med at drukne sig. Samtidig var børnene hundeangste for, at al elendigheden blev opdaget, så de blev bortadopteret. Som Lars på sin underspillede, jyske, men her alvorlige facon sagde: 'Om jeg elskede hende? Nej. Jeg synes, hun ødelagde meget for mig. Jeg var sådan set lidt sur på hende'. Hendes psykiske mareridt hang hele barndommen og de unge år over ham som en forbandelse. Når kammeraterne mødtes, blev han sat på tvangsarbejde og skulle klare alt det, som hans far før havde passet. Men da Lars Kristinus Larsen døde, kort inden Lille Lars blev født, havde han aldrig kendt ham, men blev til gengæld opkaldt efter ham. Faderen efterlod familien i en slem suppedas med et kartoffel-landbrug på 160 tønder land nordjysk sandjord og en økonomi i en elendig forfatning. Den enlige mor forsøgte godt nok at køre landbruget videre, men det gik slet ikke. Forsøget med hoteldrift og en slikbutik gik økonomisk lige så dårligt som moderens helbred. Det sendte hende uafladeligt ind og ud af psykiatrisk hospital i Viborg og overlod til Lille Lars og hans tre søskende helt at skulle klare sig selv. Ingen tvivl om, at det var al den elendighed, der plantede en stædighed og en jernvilje i Lille Lars og gav en fokuseret, indædt og målrettet overlevelseslyst: 'Jeg skal fan’me vise dem, skal jeg. Nu skal de få at se, hvad Fattig-Lars duer til'! Han ville have været skolelærer, men det fik hans storebror talt ham fra og lokket ham ind i handelsbranchen. 1. august 1966 startede Lars Larsen i lære i svaret på Damernes Magasin, nemlig ’Magasin H & L’ i Thisted, hvor han kunne betragte livets gang i Lidenlund, mens han solgte dyner, sengetøj, gardiner, madrasser og kjolestoffer. Det fortsatte han med efter læretiden, hvor han flyttede til Aalborg og gik ind som 1. mand i en gardinforretning, mens Kristine Brunsborg fik en læreplads i Vodskov. Siden den første butik, Jysk Sengetøjslager, åbnede med dagens tilbud i Aarhus 2. april 1979 har der ikke været nogen kedelige pauser i den banebrydende strøm af Lars Larsens ’Jeg har godt tilbud til dig’. I dag er hans tv-reklamestil kopieret verden over. Det gav pote. En af de fjer, Lars Larsen var mest stolt af at få i hatten, var, at han blev kongelig hofleverandør, hyggede sig fint med Prins Henrik – og 17. november 2000 blev udnævnt til Ridder af Dannebrog af selveste Dronningen. Det prægede hans digitalfrie kontor, at han var slået til korsridder – med indrammet hilsen fra Dronningen. Lille fattig-Lars fra Thy var pludselig blevet til noget. Men havde han fået nok? Nej, han kunne ikke få nok. Han ville dø af at stoppe op, mente han og så ekspansion som den eneste overlevelsesmulighed for Jysk. Det er kun de største og de stærkeste, der overlever, sagde han. Ellers tror jeg, at jeg dør, sagde han. Det må man med et sørgmuntert smil så konstatere, at han gjorde og overlader ’sin lille sengetøjsbutik’ til sin søn Jacob, der bliver formand for hele butikken. H. C. Andersen kunne næppe have fortalt historien meget bedre, end Lille Lars levede sig igennem den. Tak for tilbuddet Lars Larsen – og hils.