Susanne Bier: Jeg vil aldrig lave film på den måde igen

Susanne Biers Hollywood-film ’Serena’ var ventet med stor spænding. Ville den indbringe den danske filminstruktør endnu en Oscar? Det gjorde den ikke. Filmen blev et flop. Også selv om den havde en stærk filmfabrik i ryggen, masser af dollar på budgettet og superstjerner i hovedrollerne. Men undervejs blev det store set-up filmens problem, lyder hendes forklaring på den skuffende modtagelse, da Magasinet EKSTRA møder hende i Peter Aalbæks afsides kontor i et hus i Zentropa-byens udkant. På torsdag har hendes nye, danske film med den passende titel ’En chance til’ premiere i de danske biografer. Og Susanne Bier vil langt hellere koncentrere sig om håbet om fremtidens sejre end fortidens tunge efterslæb. Men hun blev ramt af den hårde modtagelse, indrømmer hun uden tøven. Hendes egen forklaring på, hvorfor resultatet blev så mudret, er, at der var alt for mange filmfolk, der også ville have deres fingre dybt i dejen. Det betød, at filmen blev æltet igennem og klippet om så mange gange, at da den endelig kunne præsenteres i biograferne i slutningen af november, var luften for længst feset ud af den. Festen blev en flad fornemmelse. Anmelderne holdt sig på det jævne, og publikum tøvede med at købe billetter. En amerikansk anmelder ramte lige i såret, da han skrev i magasinet The Vulture: ’Det værste er, at intet i filmen er værdigt til hverken beundring eller harme’. For en kunstner nok den mest smertefulde bedømmelse, man overhovedet kan få. Og fra Susanne Biers glamourøse optur, der kulminerede i 2011 med en Oscar-statuette, lød mediernes overskrifter nu: ’Susannes store nedtur’. Kom den negative modtagelse bag på dig? – Ja, det kom faktisk lidt bag på mig, at det var så massivt. At anmeldelserne heller ikke var styrtende dårlige, men bare var sådan lidt … triste. Lidt dødssyge. Lunkne. – Og jeg hader lunkenhed. Mere end noget andet. Jeg vil meget hellere have en version af, at der er nogle, der hader mig – og nogle, der elsker mig. Det er meget mere interessant end den der mudrede kedsommelighed. Susanne Bier har slikket sine sår, og hun er ikke bange for at tage endnu en tur – også hvis hun får tæsk igen. Nu har hun lavet et råt, dansk thriller-drama, der får svært ved at undgå at få de store følelser i kog. Om retfærdighed, børn, misbrug, fordomme og retten til at dømme, hvad der er rigtigt og forkert. – Det kan sagtens ske, at jeg igen laver en film, som får skod-anmeldelser. Sagtens! Men jeg er nødt til at tage nogle chancer og være parat til at få dårlige anmeldelser, ellers bliver det simpelt hen for kedeligt. Så jeg vil blive ved med at kaste mig ud i noget risikabelt, som jeg så bagefter kan være mere eller mindre stolt af. Men helt ærligt. Hvordan har du det med din ’store nedtur’? – Der er ingen tvivl om, at jeg blev ramt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg hellere ville have haft nogle megafede anmeldelser. Men altså ... Jeg er ikke ligeglad, men det har bare taget så lang tid med den film, at jeg ikke længere er i direkte kontakt med den. – Det er lidt som med den der kæreste, hvor man forsøgte alting. Hvor man ringede lidt for mange gange, så man til sidst tænkte: Hvis han ringer nu, så er jeg faktisk ikke engang sikker på, jeg gider tage den. – Sådan har jeg det: At jeg har givet den lidt for meget kærlighed og har fået lidt for lidt igen. Har du grædt over det? – Arghh. Altså, det var enormt sjovt at lave den film. Men efterarbejdet var TOP-irriterende. Der gik totalt rundhyl i det. Alle syntes et eller andet, som de så fik lavet om. Den der kompromisløse eksplosion, værket blev skabt i, forsvandt fuldstændigt. Som når man kommer til at overælte en dej, så man ikke længere kan mærke, om den kan noget eller ej. Hvad har du lært af det? – At jeg aldrig vil lave film på den måde igen. Aldrig! Så hellere starte det bageri, jeg indimellem har overvejet at åbne, siger hun og smider sig i en gammel sofa i et hjørne i huset og fortæller om sin nye film med en helt anden ivrig rytme i stemmen. Om hvordan hun igen tog en chance, da hun bad den danske og internationale model Lykke May om at spille en af den nye films mest centrale roller som misbruger, kæreste til en voldelig psykopat og en mor, der mister sit barn. – Jeg så Lykke May første gang til en stor fest, hvor hun stod der i en Chanel-kjole og sko med gigantiske høje hæle, og jeg tænkte med det samme: Hold nu kæft, dér er hun. Det er hende, der er ’Sanne’ i filmen. – Hun har den kombination af noget hudløst og noget fuldstændig frygtløst, som gør hende til en ekstremt troværdig i den rolle. – Samtidig er hun den mest uforfængelige kvinde, jeg nogen sinde har oplevet. Og det på trods af, at hun har været model, siden hun var 15 år. Hun er megaflot, og samtidig har hun intet imod at se ekstremt slidt og hærget ud. Din nye film handler i høj grad om at være en ’god’ forælder. Er du selv det? – Ha. Det kan jeg ikke sådan sætte mål på, men det tror jeg da nok, jeg er. Jeg er meget stolt af mine børn, og de har også nogle fantastiske fædre, synes jeg. – Da mine børn var yngre, var der ofte folk, der havde meget travlt med hele tiden at spørge: Er du nu sikker på, du skal arbejde så meget. Jeg fik lyst til at råbe: Luk nu for det der! For man kan ikke måle alle med den samme målestok. Det kan godt være, jeg ikke er en konventionel mor, men jeg kan godt være en god mor, selv om jeg måske er det på en anden måde. – Jeg har altid rejst virkelig meget og arbejdet hele tiden. Kommet og gået og været meget væk i lange perioder. Og da min datter var 11 år, spurgte jeg hende: – Helt ærligt: Vil du hellere have, at jeg er hjemme, og at der er meget mere regelmæssighed hos os, som hos andre i din klasse? – Hun var meget længe om at svare. Og da det endelig kom, sagde hun: Nej, men nogle gange kan jeg godt savne dig, når du er væk. Men samtidig så synes jeg også, mit liv er meget mere interessant. Jeg oplever mange helt vilde ting, møder spændende mennesker og kommer med dig på rejser. – Det er sådan, det er. En anden målestok. Men selvfølgelig, hvis børn ikke får kærlighed, så går det galt. – ’Sanne’ er ikke en god mor, fordi hun ikke magter at stoppe sin stjerne-psykopatiske mand, sådan at hun kan være en god mor. Det er ikke, fordi hun er svag, men fordi hun lader sig forføre og køre om hjørner med af ham. – Hun er helt klart faldet for den forkerte mand, hvilket vi formentligt alle har gjort under forskellige former i vores liv. – Det er en voldsom og meget hård film, men der er altså også håb. Hvad vil du gerne fortælle med det? – At jeg tror, vi alle får den chance til, men nogle gange kan vi ikke se, den er der. Hvad vil du gerne, vi skal bruge det til? – Først og fremmest er målet med mine film, at publikum ikke sidder og tænker på indkøbslisten i den halvanden time. Jeg vil gerne engagere og forføre. Det er det vigtigste. Nogle instruktører mener, det er forkert at forføre publikum. For mig er det mit mål. Og jeg synes, det er lykkedes. Jeg har i høj grad forsøgt at holde spændingsniveauet intensivt. – Men jeg vil da også gerne have, at man tænker over, hvad man selv mener er rigtigt eller forkert. Filmen handler om vold mod børn, om svigt og selvtægt. Hvor kommer det fra i dit eget liv? – Anders Thomas Jensen og jeg sad faktisk og skrev på et helt andet manuskript, en anden film, da vi pludselig kom til at tale om det der med at gå ind og stjæle et barn fra nogen, som man ikke synes skulle have det. Det var helt vildt tankevækkende. Et barn, som er helt alene. Et barn, som forældrene ikke kan passe på. Det får man rent fysisk lyst til at tage. Og er det så i orden, hvis man gør det? Af ren kærlighed? spørger hun og fortæller, at det ramte noget i hende, fordi hun engang tidligere selv havde tænkt tanken. Det var, da hendes datter blev født for tidligt, og hun var indlagt sammen med hende på neonatal-afdelingen på Glostrup Hospital, hvor de tidligt fødte børn – og børn af misbrugere – blev behandlet. – Jeg var lidt i chok, fordi jeg havde et barn, der lå i kuvøse, fordi hun var for tidligt født, og derfor ikke selv kunne trække vejret. En aften, hvor jeg ikke kunne sove, sad jeg sammen med en natsygeplejerske, da telefonen ringede. – Jeg hørte sygeplejersken sige, at: ’Det kan du bare ikke. Det må du ikke, du er nødt til at komme tilbage’. Og så kunne jeg forstå, at moderen var taget hjem for at hente noget tøj, men ringede nu for at sige, at hun ikke kom tilbage foreløbigt, fordi hun var gået i byen med sin kæreste og havde drukket sig fuld. Hun havde nyfødte tvillinger. Det billede satte sig: Mennesker, der er i en situation, hvor de af forskellige grunde ikke kan passe på deres børn. Og det er ikke kun i misbruger-miljø. Det kan være i alle samfundslag. For eksempel kvinder, der får en fødselsdepression. Har du selv oplevet det? – Nej, men jeg har haft mennesker nær på, der har haft det. En veninde? – Ja. To. Begge amerikanske kvinder, der havde ventet længe med at få børn, og de var så blevet knap 44 år, før de følte sig parate. De var ekstremt ambitiøse med, hvordan alt skulle være fuldkommen perfekt. De gik til fødselsforberedelse, spiste kun broccoli og vitaminpiller og skulle nærmest lave yoga, mens de fødte. – De havde importeret hele stakken af Mozart og bøger om baby-matematik, og alt var gjort klar til den perfekte familie. Da barnet så endelig kom ind i den der verden fyldt med forventninger og viste sig at have kolik og i det hele taget slet ikke kunne styres til at passe ind i de perfekte rammer, så brast deres verden sammen for dem, og de fik en hyper-depression, siger hun og fortæller, at hendes egen søn Gabriel havde kolik, da han var baby. – Så jeg kender det der med at køre rundt med sit barn i bilen hele natten. Eller hvordan det var at putte ham i barnevognen og så gå der i natten, hvor der er helt, helt stille. Og når man så kørte hjem med ham og løftede ham forsigtigt ind over dørtærsklen, så startede det hele forfra. – Men det skønne ved børn er netop, at man ikke kan styre dem ind forventningerne om perfektion. Men er man ikke forberedt på det, så kan det gå helt galt. Og det kan ske i alle samfundslag, siger hun og fortæller om ’shaking syndrom’ (hvor en person ryster det lille barn, så der kommer blodansamlinger og livstruende skader i barnets hjerne, red.). Det er en form for usynlig vold, der sker lige så ofte i misbrugs- og voldelige miljøer som i middelklassefamilier. Det er ret ofte stedforældre eller barnepiger, der får spat af at høre barnet græde. I virkeligheden er det mest almindeligt der, hvor forventningerne har været højest. Og hvor det hele på overfladen ser særligt nydeligt ud. Og det er især i spændingen i, at der er ret meget, som ikke er, som vi tror, det er – eller som vores fordomme får os til at blive blinde for – at Susanne Bier forsøger at gribe og holde publikum fast. Og uanset truende anmeldelser er det et arbejde, hun stadig er lige optaget af hver eneste gang. Det er et udsat job, hvor du står til offentligt regnskab hver eneste gang. Så måske åbner du alligevel snart den bagerbutik? – Ha, ja. Jeg har da nogle dage, hvor jeg tænker at gøre det. For når jeg laver film, så går jeg fuldkommen ind i det. Jeg ligger ofte vågen om natten for at finde en løsning i en scene, og jeg er inde i filmen med alle mine følelser. – Det er da et hårdt liv. Opslidende. Men sådan er jeg: Jeg er kun god, hvis jeg giver mig selv og går totalt ind i det. Og jeg gør det så meget, at jeg synes, det er totalt irriterende, at der er frokostpause og glemmer, at filmholdet skal hjem om aftenen. Og jeg undrer mig over, at de ikke bliver begejstrede, når jeg ringer med en ny ide eller forslag til dem klokken et om natten. – Men det har også en pris. Man kan ikke gøre noget inderligt, uden det koster noget. Tror du, det bliver Susannes store optur – eller nedtur – denne gang? – Jeg er sikker på, at der også vil være nogen denne gang, der ikke kan lide den. Jeg synes, den er ret stærk, og at den har en form for intensitet, der er ret nervepirrende. Men uanset hvad så er jeg stolt af den, siger hun.

Susanne Bier: Jeg vil aldrig lave film på den måde igen

Oscar-vinderen er klar med ny film efter nedsablingen af 'Serena'. Hun indrømmer, at hun blev ramt af den hårde modtagelse

Læs videre med Ekstra Bladet+

For kun 79 kr./md.

Seneste kendte

Tidligere model og DR-vært: Her er hun i dag

Danske Karens kæmpesucces: Tjener kassen på wienerbrød i USA

Her er sandheden om Mie Skovs exit