X Factor-Rasmus blev mobbet: Folk sagde alt mulig lort til mig

Fredag efter fredag træder han ind på scenen og optræder foran 1,5 millioner tv-seere. Smilende, selvsikker og ydmyg er han gået til opgaven i 'X Factor', hvor han er blandt de sidste fem deltagere. Men bag det venlige ydre gemmer sig en mand, der i årevis har kæmpet med dårlig selvtillid som følge af den mobning, han blev udsat for i folkeskolen. - Jeg var ikke tyk, da jeg var lille, men jeg var en kvabset lille dreng, som bare ville være glad og ville alle det bedste. Derfor kunne jeg heller ikke forstå, hvorfor man følte et behov for at angribe sådan en som mig, siger den i dag 28-årige Rasmus Therkildsen. Ekstra Bladet møder ham i DR Byen, hvor forberedelserne til fredagens liveshow netop er færdiggjort. Her har Rasmus indvilliget i at tage en snak om de konsekvenser, mobningen har haft op gennem hans opvækst, og hvordan det stadig påvirker ham i dag. Den højaktuelle 'X Factor'-deltager har nemlig et budskab, forklarer han og understreger, at han ikke har sagt ja til interviewet for at få medlidenhed. - For mig handler det om, at uanset hvad man har tumlet med, og for mig var det vægten, så kan man godt nå langt alligevel. Jeg er kommet hertil, og det synes jeg er et meget godt eksempel. - Alt for mange piller sig selv ned, fordi folk siger ting om dem. Det er vigtigt at huske sig selv på, at man ikke skal lade sig hæmme af andre meninger, forklarer han. Kunne ikke fange dem Rasmus betegner sin folkeskoletid som 'pisse svær'. Han var en glad dreng, der blev udsat for nogle ting, som har indprentet sig i hukommelsen. - Jeg kan kun huske mig selv som den lille prop, der fik at vide, at han var for stor, siger Rasmus og fortsætter. - Folk sagde alt muligt lort til mig, og så løb jeg efter dem, men kunne ikke fange dem, fordi jeg var stor. Så grinede de af mig, og jeg stod tilbage og græd. Det er sådan nogle ting, der sidder fast i min hukommelse. Men skal den ene gut få lov at ødelægge resten af mit liv? Nej, men jeg kan heller ikke bare fjerne det. Der er flere minder, der har sat sig fast. For eksempel at han aldrig gik i bad efter idræt, eller hvordan han spillede fodbold med t-shirt på i 30 graders varme, fordi de andre ikke skulle se, hvordan maven blævrede, når han løb. En folkesyge Den dårlige selvtillid og skammen over sin egen krop fortsatte op gennem teenageårene, og det var først, da han blev ældre, at han begyndte at indse, at han ikke behøver skamme sig. Det var nære relationer, der så ham uden t-shirt og udbrød 'er det dét, du piver over' og lignende kommentarer, der langsomt fik vendt hans selvbillede. - Det var først, da jeg blev 21-22 år, at det gik op for mig, at det måske ikke var så vigtigt, hvordan jeg så ud, som jeg selv gik og troede. Men det fylder bare meget i ens teenageår, for der er en folkesyge, der hedder, at alle unge skal træne. Jeg synes, det er synd, at man skal leve op til en bestemt standard som ung. Før i tiden har jeg dagen lang gået og trukket maven ind i tilfælde af, at nogen så mig fra siden og opdagede en bule, forklarer han. - Men hvis jeg nu så mig omkring, så ville jeg se, at de 40 mennesker omkring mig også havde den samme bule på maven. Altså come on. Det er noget med ens selvbillede. Det er det, det handler om. - Man bliver nødt til at komme videre, og det har jeg selv haft svært ved. Jeg kan godt forstå, hvis folk sidder derude og har svært ved det. Men man skal lytte til en, der har været i det og står et andet sted nu, siger han. - Har du overvejet at kontakte nogle af dem, der drillede dig? - Nej, det har jeg ikke, men jeg er begyndt at konfrontere folk. Typisk siger folk en masse, de ikke mener, og der var for eksempel en, hvor jeg stod i mit arbejdstøj med siden til og slappede af. - Han kiggede på mig og sagde, at jeg så tyk ud i min trøje. Jeg vendte mig om og sagde, at han skulle vide, det ramte mig hårdt, fordi jeg havde kæmpet med det, siden jeg var lille. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Det gør jeg tit, hvis folk siger noget, fortæller han. Selvtilliden halter Selv om han i dag er blevet 28 år, kæmper han stadig. Selvværd har han masser af, fortæller han, men selvtilliden halter. Det er dog blevet meget bedre, end det var i folkeskolen og op gennem teenageårene. - Det vil nok være en del af mig resten af mit liv. Jeg håber, at jeg en dag kommer helt over det, men jeg tror det ikke. Hvis du spørger folk fra min folkeskole, om jeg blev mobbet, vil de nok svare ’næh ikke synderligt’. Men der er bare nogle specifikke minder, som sidder fast. Når jeg kigger på mig selv nu, synes jeg stadig, at jeg er for tyk. Men jeg prøver virkelig at slippe af med det, slutter han af.