Beboere i landsby: Han må være syg

 

Naboerne og genboerne til den 44-årige mulige voldsgalning i den lille landsby ved Brønderslev ønsker deres gamle bysbarn hen, hvor peberet gror, hvis han kendes skyldig i de mange uhyrlige volds- og sexovergreb mod fem forskellige kvinder.

– Han må være meget, meget syg. Ellers gør man ikke sådan noget. Det er jo helt ude i skoven, og jeg håber, han aldrig viser sig her igen, hvis han er skyldig og en dag ude i fremtiden slippes løs, siger Allan, der er nabo til det ene af den tiltaltes to huse i landsbyen. 

Nabohuset til Allans er dog ikke beboet, men skulle, inden den 44-årige blev anholdt i oktober i fjor, have været renoveret. Den 44-årige boede indtil anholdelsen sammen med sin 26-årige kæreste cirka 100 meter længere nede ad vejen i et andet næsten lige så faldefærdigt hus.

Allan har kun hilst på den 44-årige ganske få gange og har som et par andre beboere, Ekstra Bladet møder i det lille samfund, ikke noget særligt at sige om manden, der kom til landsbyen i slutningen af 2013.

Allan bor i samme by som den 44-årige. (Foto: René Schütze)
Allan bor i samme by som den 44-årige. (Foto: René Schütze)
 

Hadet må ikke løbe af med os
– Jeg talte ultrakort med ham en enkelt gang, da han hældte grus og jord på sin grund. Dengang bemærkede jeg intet specielt ved ham og havde da slet ikke i tankerne, at han kunne finde på at være så ondskabsfuld over for andre mennesker, siger Allan og fortsætter:

– Men nu er han jo ikke dømt, så vi skal også passe på med ikke at lade hadet løbe af med os.

En anden mandlig beboer, som ikke ønsker sit navn frem, er lige så bestyrtet over sagen, som de fleste i landsbyen har haft kendskab til siden anholdelsen for knap et år siden.

– Det er ubegribeligt, at nogen kan finde på sådan noget. Jeg kender ikke manden, og det kommer jeg heller aldrig til, hvis han er skyldig, siger den mandlige beboer.