Luksus for flynørder: EKSTRA til VM i luftkrig

LAS VEGAS: Med en dyb rumlende nærmest tordenagtig lyd suser det store B-52 bombefly hen ad startbanen på Nellis Air Force Base i Arizona i USA. I baggrunden knejser hotellerne og højhusene i spillebyen Las Vegas, som er nærmeste nabo til en af USA's største flyvestationer. Og en af dem med flest starter og landinger. I hvert fald i to uger i februar og marts, hvor Nellis er base for knap 100 kampfly, tankfly og bombefly fra USA, Tyrkiet og Italien, som deltager i den store Red Flag 16-02 øvelse over ørkenen nord for Las Vegas. Det sorte otte-motors B-52 monsterfly kommer efter et langt tilløb i luften med en sky af sort røg efter sig. Der er ikke ild i flyet. Sådan ser det bare ud, når det mere end 60 år gamle fly tøffer af sted. To B-52'ere tager af sted lige efter hinanden og begiver sig ud i det enorme luftrum over Nevadas ørken, som er legeplads for deltagerne i Red Flag-øvelsen. Over et landareal svarende til det halve af Danmark kan flyene boltre sig i såvel luftkamp som angreb mod mål på jorden. Her kan de træne samspillet mellem kampfly, bombefly, tankfly og overvågningsfly. Noget der ikke kan lade sig gøre til daglig, da flyene er stationeret vidt forskellige steder i verden. Men nu til dags går adskillige lande ofte går i luftkrig sammen mod Gaddafi i Libyen eller Islamisk Stat i Irak og Syrien. Og så er det godt at kende hinandens evner. Red Flag-øvelserne kaldes populært luftkampens verdensmesterskaber, uden at der kåres en egentlig vinder. For da alle deltagerne er Nato-lande eller nære allierede af USA og Nato, så er vi alle 'at the end of the day' på samme hold. Heftige luftkampe Som nogle af de langsomste fly med de største brændstoftanke er B-52'erne blandt de første fly til at begive sig ud i øvelsesområdet denne tirsdag eftermiddag, hvor EKSTRA har taget opstilling på græsset mellem flyvestationens to parallelle startbaner. Herfra kan vi på nærmeste hold se de mange fly lette og gøre klar til en eftermiddag med heftige luftkampe. Inden B-52'ernes afgang er store KC-135 stratotanker-tankfly fra det amerikanske og det tyrkiske flyvevåben lettet fra Nellis Air Force Base for at lægge sig klar i udkanten af øvelsesområdet. Enten for kunne tanke kampfly op undervejs eller for at være klar til at deltage i selve øvelsen. Det kunne være et scenarie, hvor kampfly skal beskytte tankflyet mod fjendtlige kampfly. En håndfuld eksemplarer af det slanke og elegante B-1 bombefly samt to-tre AWACS-overvågningsfly med de karakteristiske radarer på ryggen, går også i luften. Til sidst er det blevet kampflyenes tur. Og dem er der rigtig mange af ved Red Flag-øvelsen. I mere end en time letter det ene kampfly efter det andet fra Nellis. Amerikanske F-15'ere, F-16'ere, T-38'ere og F-4 Phantom-fly samt italienske Eurofightere og tyrkiske F-16 fly. I puljer af to-seks fly letter de med øresønderrivende larm. Så snart det første fly er i luften, begynder det næste fly at rulle ned ad startbanen. Eskorteret væk Det er dog ikke alle fly, som vi må fotografere, når de letter. På Nellis Air Force Base bor nemlig også en særlig eskadrille fra det amerikanske flyvevåben. Den tester nye våben, sensorer og meget andet på en lang række forskellige flytyper. Det betyder, at fly spækket med ny teknologi lander og letter lige foran EKSTRA og en stor gruppe af flyspottere fra hele landet. Espressomaskiner og Eurofightere En mindre hær af pr-folk fra flyvestationens egen kommunikationsafdeling forlanger derfor at kontrollere alle de mange tusinde billeder, som er blevet taget, mens vi har stået i eftermiddagssolen. Er der billeder af fly med hemmeligstemplet teknologi, så skal de slettes omgående. Hvis man ikke adlyder, vil man blive eskorteret væk af flyvestationens sikkerhedskorps og få forbud mod at sætte sine ben på basen i to år. Skudt ned efter kort tid Red Flag-øvelserne så dagens lys under Vietnamkrigen. Den første egentlige luftkamp fly mod fly, mand mod mand, som de amerikanske piloter oplevede i de første krigsår, var mod Vietcong-fjenden. Det betød, at alt for mange fly blev skudt ned efter kort tid. Derfor besluttede det amerikanske flyvevåben at lave Red Flag-øvelser, hvor jagerpiloterne kunne træne i stor skala. Ikke bare få fly mod hinanden. Men realistiske luftkampe i stor skala med mange fly på hver side. Øvelserne er med tiden blevet mere omfattende, så der i dag trænes luftkrig med både kampfly, store bombefly, droner og ofte også jord-til-luft missilbatterier på jorden. Amerikanerne har med årene åbnet døren til Red Flag for andre Nato-lande og nære venner. Ved Red Flag 16-02 er fly fra Italien og Tyrkiet med i øvelsen. Ved øvelsen en måned før var norske F-16 fly blandt andet med, ligesom japanske, australske og danske fly jævnligt deltager. Red Flag-øvelserne har forskelligt indhold, og det er derfor op til det enkelte land at afgøre, hvilken øvelse der passer bedst til landets behov. Under de to-tre uger lange øvelser skrues der langsomt op for, hvor komplicerede missioner der gennemføres. Desuden foregår øvelserne ikke kun i luften. De foregår i lige så høj grad på jorden, hvor man i fællesskab planlægger missionerne og får en forståelse for, hvad de andre enheder og landes fly og piloter er i stand til. Bagefter ser man på, om den samlede plan blev udført succesfuldt, og om alle gjorde det, de skulle, eller om luftkampene tog en uventet drejning. Smides for løverne Flyene er delt op i to hold. Blåt hold er 'de gode', mens rødt hold er 'de onde'. Rødt hold er en broget flok. For det første er der F-16 fly fra United States Air Force Warfare Center, som holder til på Nellis Air Force Base. Enheden står for at arrangere Red Flag-øvelsen. Det er det amerikanske flyvevåbens svar på US Navys kampflyskole - som 80'er filmen 'Top Gun' handler om. Flyene er ofte malet i camouflage-farver som gør dem svære at se i luftrummet over ørkenen. Faktisk er det de blå-malede fly, der kan være sværest at spotte, fortæller en tidligere tysk jagerpilot og Red Flag-deltager. Flyene er fast inventar som fjendefly ved Red Flag-øvelserne. Ved denne øvelse får de hjælp af små hurtige T-38 træningsfly fra flere forskellige militære flyveskoler rundt omkring i USA. Nogle af de skoler, hvor blandt andet danske jagerpiloter uddannes. T-38'eren er det første jetfly piloteleverne sendes op i. Ved Red Flag-øvelserne er det dog ikke elever, der smides for løverne. Det er i stedet instruktører, der får deres evner holdt ved lige i det lille manøvredygtige to-personers kampfly, der er en træningsversion af det aldrende F-5 Tiger-kampfly. Tredje og sidste del af det røde fjendehold er en gruppe mere end 40 år gamle F-4 Phantom-kampfly. De kommer ikke fra en særlig eskadrille eller flyveskole i det amerikanske flyvevåben. De kommer heller ikke fra et andet land. Nej, de kommer fra et privat firma, som har specialiseret sig i at leje gamle jagerfly ud til at agere fjender eller mål. Desuden råder rødt hold over sine egne tankfly og overvågningsfly, som kan hjælpe dem med at sikre en 'udebanesejr'. Red Flag-øvelserne skal være så realistiske som muligt, og derfor er det ikke givet på forhånd, at blåt hold skal vinde luftkampene. Et snildt rødt hold kan godt overløbe de blå, hvis blåt hold eksempelvis ikke er i stand til at beskytte et bestemt luftrum eller ikke kan ramme de mål på jorden, som er blevet udpeget for dem. Hoppede af til Vesten Under den kolde krig rådede United States Air Force Warfare Center på Nellis Air Force Base over en flåde af sovjetiske MIG-kampfly, som var en del af det røde hold under Red Flag-øvelserne. Warfare Centeret fik fingre i flyene, når piloter fra Sovjetunionen og andre Warszawapagt-lande hoppede af til Vesten med deres fly. Desuden rådede man over et større arsenal af sovjetiske jord-til-luft missilbatterier, som også indgik på fjendeholdet ved øvelserne. Missilbatterier og MIG-kampfly er i dag udstillet sammen med sovjetiske kampvogne nær det indkøbscenter, som ligger inde på den store Nellis-base, hvor ikke mindre end 10.000 personer arbejder eller bor. Alle er vindere Red Flag-øvelserne varer to-tre uger, men meget af tiden går med planlægning før og debriefing efter missionerne. Selve luftkrigene varer derfor ofte kun et par timer. Lyden fra de sidste lettende fly er da også knap forsvundet, inden B-52'erne dukker op i horisonten, og som de første vender hjem igen til Nellis Air Force Base. Først langs landingsbanen i omkring 1000 meters højde for ligesom at gøre opmærksom på, at nu er man altså tilbage. Og så rundt i et blødt sving med Las Vegas og bjerge i baggrunden, inden man lægger an til landing. Herefter følger de små T-38 jagere, der ikke kan lufttankes og derfor ikke har kunnet tanke op undervejs i kampene. Mens solen begynder at gå ned over Nevadas ørken, så lander det ene fly efter det andet igen på Nellis' to parallelle landingsbaner og afslutter dagens afdeling i VM for kampfly - hvor alle i sidste ende er vindere. For alle får den træning, som måske en dag bliver nødvendig at trække på i en skarp mission et sted i verden.