Døden, det dumme svin

Faktisk begyndte det hele 1. april, da Misao Okawa stillede klipklapperne ovre i Japan efter 117 år og 27 dages tro tjeneste som menneske på planeten Jorden og derved gjorde amerikanerinden Gertrude Weaver til verdens ældste, nulevende person. Hvilket tilsyneladende var nok til at tage livet af Gertrude, idet hun døde blot fem dage senere. Og så blev Jeralean Talley verdens ældste. Jeralean blev født 23. maj 1899 i Georgia og holdt ud som verdens ældste i to måneder og nåede at blive interviewet i fjernsynet, hvor hun sad i en fletstol og så sur ud, mens hun blev ved med at gentage, at ’alting kommer ovenfra’ på en måde, så det lød som en trussel, hvorefter hun også døde. Onsdag i sidste uge. Og nu er Susannah Jones verdens ældste. Hun er fra Alabama og bor i New York og har ingen børn, hvilket hun selv anfører som årsagen til sin høje alder. Dét – og så bacon. Og nej, hvor ser Susannah også sur ud. Hun er født i 1899 og er en af de sidste to levende mennesker fra 1800-tallet. Den anden er den fire måneder yngre italiener Emma Morrano, som udelukkende holder sig i live for at drive Susannah Jones til vanvid, fordi Susannah kan dø hvert øjeblik, og så er Emma verdens ældste, hvorefter 115-årige Violet Brown fra Jamaica kan begynde at glæde sig til, at Emma dør, så Violet kan sidde og se sur ud i fjernsynet og fortælle, hvordan hun ryger cigarer til morgenmad, og ingen af dem er strengt taget gode ambassadører for glæden ved et langt liv, men de nægter at slippe det, for hvad sker der så, og tænk, hvis alt det mas og alle de afsavn og alle de cigarer bare var forgæves? Så vi klynger os, for jo nærmere døden kommer, jo værre ser den ud, og noget af det sjoveste er at prøve at gøre unge mennesker bange for døden, for det er fuldstændig umuligt, lige meget hvad man siger, og de kan se 1000 skrækfilm uden at knibe øjnene sammen, fordi døden er bare en lidt luftig og ikke særlig realistisk ide, når man er 21 år, og selve livet synes at stritte ud overalt. Men så kommer den alligevel snigende, og så sidder man dér på sin 17. Roskilde Festival med tømmermænd og en vag fornemmelse af, at det her kan ikke blive ved. Og så ser man døden for første gang. Inde i skyggerne bag ølteltet, hvor urinstøvet synes at fortættes i en ludende skikkelse, og man ved, at det er døden, og at døden har opdaget én. Og fra da af går det ned ad bakke. Resten er historie, som man siger. Og der er to veje ned ad den bakke. Enten kæmper man imod og dropper cigaretterne og begynder at svømme i den lokale svømmehal, og så bliver turen ned ad bakken en zigzag-tur, hvor ziggene og især zaggene kan blive så lange, at man næsten får fornemmelsen af, at man løber ligeud. Eller også lader man sig falde. Og døden er ligeglad. Står bare dernede for enden af bakken og venter, og ingen har endnu listet sig forbi uden at blive taget. Mange har prøvet. Al menneskelig aktivitet og hittepåsomhed går dybest set ud på at finde en snedig måde at liste sig forbi døden på, og hvert eneste åndedrag er endnu en knytnæve lige i synet på døden, der bare tager imod og venter. Og indimellem driver det folk til vanviddets rand. Jeg sejlede engang en tur i en gondol med en britisk gerontolog ved navn Aubrey de Grey, som havde viet sit liv til aldrig at dø, og det var efterhånden blevet en fiks ide. Han havde regnet ud, at forskningen i at udskyde alderdommen gik så hurtigt og var så lovende, at han havde omtrent 50 procents chance for at leve i 1000 år, og når de var gået, var han ret sikker på, at man havde fundet ud af, hvordan man kunne leve for evigt. Så Aubrey de Grey ville aldrig dø. Og måske var det, fordi han året inden havde arvet 110 millioner kroner, da hans elskede mor døde, hvorefter han donerede de 85 millioner til den amerikanske SENS Research Foundation, som forsker i metoder til at forhindre menneskets aldring, hvorefter SENS resolut udnævnte Aubrey de Grey til Chief Science Officer. Måske var det, fordi han aldrig havde fået børn og var gift med en bananflue-forsker på 71 år. Men jeg kunne se døden sidde lige bag Aubrey de Grey i gondolen. Og jeg var i Texas engang på universitetet i San Antonio, hvor de forsker i etiopiske nøgenrotter, fordi nøgenrotter er så godt som udødelige allerede. De bliver i hvert fald forbløffende gamle i forhold til deres størrelse og synes nærmest overnaturligt immune over for både smerter og sygdom. For eksempel var det fuldkommen umuligt at give en nøgenrotte kræft, selv om professor Rochelle Buffenstein og hendes assistenter prøvede på alle mulige måder. Og de kan leve så godt som uden ilt, og man kan knibe dem i låret, uden at de piber, og i det hele taget er de lige ved at være, hvad Aubrey de Grey og alle vi andre over 50 drømmer om. Og så alligevel ikke. For jeg kom til at se på den lille, lyserøde, penislignende fyr i professorens assistents fremstrakte hænder, hvor den sad og plirrede med sine store, sorte, væskende rotteøjne, og den lignede ikke den slags nærmest festlige udødelighed, som Aubrey de Grey havde malet frem i gondolen. Den lignede noget, der næsten havde sneget sig forbi døden for enden af bakken. Næsten. Og så havde døden alligevel strejfet en af børsterne på den nøgne krop. Så jeg er o.k. med, at jeg dør en dag. Det bliver i hvert fald noget nyt, og det skulle jo være så sundt at prøve nye ting. Eller som Jeanne Calment fra Arles i Frankrig så præcist formulerede det, da hun var i fjernsynet og blev spurgt om summen af sit lange livs erfaringer: ’Jeg har kun haft én rynke i hele mit liv, og den sidder jeg på.’ Hun nåede foden af bakken et par år senere. Som verdenshistoriens ældste menneske nogen sinde. I en alder af 122 år og 164 dage. ***** Ugens boblere Blank-monstret 29.920 danskere stemte blankt ved valget i sidste uge. Det er ikke set større siden Anden Verdenskrig og er i virkeligheden langt mere bekymrende end Alternativet, Enhedslisten og DF tilsammen. Der er endnu større jordskred på vej. Udkants-monstret Ane Bruhn Jørgsensen skammer sig i JydskeVestkysten over at være sønderjyde og får en sten ind gennem vinduet med en seddel, hvorpå der står ’KLAMME LUDDER’. Det her had, de her grøfter, denne fragmentering må ikke blive større. Kræft-monstret Jeg skrev i sidste uge, at fjernsynet havde fået kræft i bugspytkirtlen. Og det skulle jo være sjovt. Men det er det ikke, hvis man måske selv har det. Hvilket jeg idiot glemte at tænke på. Undskyld. Må min røv klø og min hånd være for kort. ***** Vores helte