Helle i Bilka Fire stjerner – HAR DU SET? Det er Helle Thorning. Hvad fanden laver hun her?, spurgte en af kunderne i Bilka i går, da landets statsminister pludselig tonsede rundt i løs vægt på sin gamle arbejdsplads i Ishøj. Bilka fik fuld valuta for pengene og en masse gratis omtale, mens Helle gik rundt og snakkede med besøgende, medarbejdere, ledelse og journalister, og agenterne fra Politiets Efterretningstjeneste sørgede for, at vandpistolerne ikke kom på bordet. Men hvorfor al den ballade en almindelig mandag i Ishøj? FORDI STATSMINISTEREN ville følge op på sin nytårstale, som blandt andet drejede sig om bedre integration, og hvordan folk med anden etnisk baggrund ikke bare skal sendes på et sprogkursus, men skal ud på arbejdsmarkedet. Lønindtægt frem for kontanthjælp. Og Helle viste atter en gang, at hun har godt tag på småbørn, denne gang uden at blive nevet i næsen, og at hun er god til en hurtig snak med tilfældige mennesker i forbifarten. Damen ved grillbaren med tyrkisk baggrund frydede sig; man kan sagtens starte med grillpølser og stege-os og ende som statsminister. Den modsatte karrierevej er også mulig i Danmark. Mens Poul Schlüter var statsminister, talte han tit om, hans drøm var en pølsevogn på Rådhuspladsen. MEN HVAD VAR egentlig den dybere mening med medieshowet i Ishøj? For folk stemmer vel hverken på Helle Thorning eller Socialdemokraterne, fordi statsministeren brænder et par timer af på et lavprissupermarked på Vestegnen? SVARET ER: Det handler om en valgkamp uden valg. 1. januar klokken 19.15 gav Helle selv startskuddet med sin nytårstale. Dagen efter enorme tosiders annoncer i de landsdækkende aviser, som blev fulgt op de følgende dage. Dernæst besøget hos Bilka og i den kommende tid yderligere besøg og møder plus en stribe politiske initiativer i Folketinget. Så kommer Helles 10-års jubilæum som S-formand 12. april. Valget udskrives i april. 1. maj står i valgets tegn, og selve valgdagen bliver medio eller slutningen af maj. Sådan er planen. Men hvorfor lige Bilka i går? FORDI HELLE TAGER fusen på de andre partiledere. Hun er i fuld gang med valgkamp før et valg, som slet ikke er udskrevet endnu. Mens de andre partiledere forsøger sig med lidt små-møder og nogle pressemeddelelser, er S-formanden i fulde omdrejninger med en egentlig valgkamp. Men fordi hun ikke formelt har udskrevet valget, lukker hun i realiteten de andre partiledere ude af valgkampen. Hun har banen for sig selv og bruger den. Smart. Måske for smart. Men er det ikke misbrug af nytårstalen og de andre politikere? OVERHOVEDET IKKE. For en sjælden gangs skyld ser det ud til, at Socialdemokraterne har udarbejdet en effektiv og slagkraftig kampagne-plan. Men hvis man kender dem ret, skal der nok gå koks i det inden længe. Men i politik og kærlighed gælder (næsten) alle kneb, og hvorfor skulle en klemt statsminister ikke forsøge at udnytte de styrkepositioner, hun har i forhold til Lars Løkke? Nemlig en statsministers kendis-effekt plus hendes relative stærkere position i forhold til Løkke. S har gjort Helle til valgets hovedperson, fordi de håber, at V vil gøre Løkke til deres. På den bane kan Helle muligvis vinde –hvis ikke det bare handler om politik. Her står Løkke stærkest hos vælgerne. Derfor vil Helle snakke om sig selv. Løkke vil hverken snakke om Helle eller sig selv, men om, hvilken politik han står for. BESØGET I ISHØJ-BUTIKKEN fandt sted samtidig med, at Helle er frontfigur i de store avisannoncer, hvor hun lover at passe på ’Det Danmark, du kender’. Teksten lyder som omslaget på en konservativ valgpjece fra 1960’erne. Men det skal nok gå rent ind hos dele af Dansk Folkepartis vælgere. Og det er vel, når alt kommer til alt, meningen med det hele. Lige fra nytårstalen, Holger der hiver i den statsministerielle næse og besøget hos Bilka: Valgkampen er i fuld gang. Fra nu af og det næste halve år drejer dansk politik sig kun om. hvem der vinder. Helle lader, som om det bare er et helt almindeligt besøg en tilfældig dag i januar. Det passer ikke. Hun har simpelt hen tyvstartet valgkampen.