Jeg er ikke enig med nationen!

 

Normalt plejer Karen Bro at revse kollegaerne fra andre medier her på pladsen. Men i ugens vikar-brok har jeg faktisk tænkt mig at erklære mig uenig med mange af mine egne læsere, hvilket kan udlægges som et ret uklogt træk fostret i et øjebliks vanvid eller mangel på forretningsmæssig forstand.

DET BEGYNDTE med, at jeg sidste søndag skrev, at vi ikke kan melde os ud af virkeligheden. Vi kan lige så godt indse, at flygtninge vil blive ved med at komme, også selv om vi bygger et hegn rundt om hele Danmark og rykker annoncer ind i samtlige arabiske dagblade.

VI ER GANSKE enkelt tvunget til at finde en løsning på, hvordan vi i en årrække kan huse tusindvis af syrere her i landet. Min klumme skabte en storm af rasende indlæg på nationen!. Claus P. mente, at ’ham der Poul Madsen er så fantasiløs, at han kaster håndklædet i ringen og siger, at vi har tabt og lige så godt kan lægge os ned, for vi bliver et muslimsk land. For vi kan ikke stoppe den tsunami af flygtninge, som kommer’.

MEN HVEM er det, vi har ’tabt til’? Er det et nederlag at medvirke til, at folk fra Syrien ikke bliver skudt og lemlæstet?

ROLF N. er inde på det samme: ’Lad et par millioner indvandrere fra Afrika med deres muslimske tro komme til Danmark og bosætte sig i Københavns-området, hvor det naive cafe latte-segment stortrives. Når så sharia-lovene begynder at gribe om sig, kan broen til håndgranaternes by, Malmø, blive gratis, og Storebæltsbroen kan blive lukket.

TAK FOR KAFFE! Men selv caffe latte-drikkernes chefredaktør, Bo Lidegaard fra Politiken, har nu indset, at vi ikke kan lade alle verdens flygtninge komme hertil. Så hvad med at drible videre i debatten fra frygten for en muslimsk overtagelse til at forsøge at finde løsninger, Claus P. og Rolf N. *

JEG BEDER ikke om en bedre ’tone’. Vi kan med garanti ikke løse flygtningeproblemet alene ved at polere tonen. Derfor huser jeg gerne nationen! og den barske debat der.

MEN LAD os melde os ind i virkeligheden og forsøge at løse problemerne.

MIT FORSLAG er at give syrerne lov til at arbejde med det samme. Kan de klare sig selv inden for det første år, kan de få permanent ophold. Vi har jo rent faktisk brug for fremmed arbejdskraft, fordi vi ikke siden 1969 har været i stand til at reproducere os selv. Og de syriske flygtninge er som regel veluddannede, så lad os da give dem en gulerod og selv få noget ud af deres ophold frem for at isolere dem på overførsel i lejre.

HVORDAN VIL I løse problemet, Rolf N. og Claus P.?

UKVEMSORD, grove generaliseringer og floskler om muslimer løser ingenting.

454 kommentarer
Vis kommentarer